Forskning: Opsigtsvækkende studie med kunstig intelligens kan ændre verdens akutberedskaber

Når en borger falder om med hjertestop, og der ringes 1-1-2, skal det gå hurtigt. Og det gør det også i Region Hovedstadens Akutberedskab, hvor 3 ud af 4 hjertestop hurtigt identificeres. Et forskningsprojekt viser, at kunstig intelligens (AI) erkender 10 procent flere hjertestop og gør det ti sekunder hurtigere, når AI ’lytter’ med på opkaldene.

Hver gang Akutberedskabet modtager et sundhedsfagligt 1-1-2 opkald, giver AI-modellen en alarm, når den skønner, at der sandsynligvis er tale om et hjertestop. Det kan den, fordi den er blevet trænet gennem mere end 150.000 opkald og derfor kan genkende beskrivelser og mønstre i samtalen.

”Vi har nu i mere end et år analyseret alle opkald og dermed testet og bevist, at vores AI-model faktisk virker i den virkelige verden og ikke kun i testlaboratoriet. Det er en banebrydende nyhed”, siger Stig Nikolaj Blomberg, som er ph.d.-studerende og arbejder med AI i Akutberedskabet.

Modellen er videreudviklet i tæt samarbejde med den private danske virksomhed ’Corti’, der er førende inden for AI og teknologiløsninger på området, og er nu fuldt implementeret i Akutberedskabet.

Tid er en livsvigtig faktor
Når AI-modellen registrerer risiko for hjertestop, popper en rød alarmboks op på skærmen, og gør den sundhedsfaglige visitator opmærksom på, at der er risiko for hjertestop. Visitatoren kan så spørge grundigt ind til, om det drejer sig om hjertestop. Er det tilfældet, kan visitator hurtigt vejlede den, der har ringet op, i at yde livreddende førstehjælp og straks sende hjerteløbere, en ambulance og akutlægebil med udrykning afsted.

LÆS OGSÅ:  Vi forsikrer bilen, men ikke os selv - det koster dyrt ved soloulykker

”Hjertestop er de mest tidskritiske opkald, som vi derfor skal reagere hurtigt på. Og netop derfor er det et stort fremskridt, at AI både kan finde flere hjertestop og hurtigere end vi ellers kan. Teknologien skal ikke erstatte et menneske, men være et ekstra sikkerhedsnet. Vores medarbejdere er dygtige, veluddannede og erfarne, og vi skal bruge teknologien til at understøtte den menneskelige faktor”, siger direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab, Freddy Lippert.

Stort potentiale på verdensplan
Det velansete amerikanske tidsskrift ’JAMA Network Open’, har netop udgivet den første videnskabelige artikel om resultaterne fra Akutberedskabet. Forskningsprojektet har skabt international opmærksomhed.

”Vi er de første, der har testet og dokumenteret AI i en akut sammenhæng med hjertestop. Selv om AI virker, viser vores undersøgelse også, at vi skal have mere fokus på at få det rigtige samarbejde mellem ’mennesker og maskine’ for at få den fulde effekt. Corti arbejder nu med vores samarbejdspartnere i Sverige, USA og Australien, og vi ser frem til fortsat at udvikle AI-modellen. Det kommer til at ændre hele den måde, vi driver akutberedskab på i Danmark og i resten af verden”, siger Freddy Lippert.

Næste skridt

Ambitionen er at udvikle metoden med brug af AI til at identificere andre tidskritiske akutopkald, som fx stroke og meningitis men også COVID, og desuden også bruge AI på Akutberedskabets Akuttelefon 1813.

LÆS OGSÅ:  Årets isvinter har givet mange faldskader

Pressekontakt

Via kommunikationskonsulent Anette Fly Haastrup, Mobil: 21 28 34 98:

  • Freddy Lippert, læge og direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab.
  • Stig Nikolaj Blomberg, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og Akutberedskabet, som arbejder med AI.
  • Frederik Folke, klinisk professor i kardiologi med særlig fokus på præhospital hjertestop og genoplivning, Akutberedskabet og Københavns Universitet

FAKTA

  • AI(artificial intelligence): Er en form for intelligens, som kan bruges i bl.a. telefoner, computere og en række internet services for at hjælpe med at træffe hurtige og intelligente valg.
  • AI er fuldt implementeret som standardløsning i Region Hovedstadens Akutberedskab, som årligt modtager ca. 1.800 hjertestopopkald.
  • AI-modellen er blevet trænet på over 150.000 opkald, og har dermed lært at genkende de mønstre, der har været i opkald, hvor patienten har fået hjertestop.
  • Løsningen er videreudviklet i samarbejde med den private danske virksomhed ’Corti’, der er førende inden for AI og teknologiløsninger på området.
  • AI-løsningen og forskningsprojektet vandt i 2020 Digitaliseringsprisen inden for innovation.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)