Syd- og Sønderjyllands Politi håber fortsat at få kontakt til et vidne i forbindelse med en anmeldelse om forsøg på voldtægt i Sønderborg.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog onsdag den 4. juli 2018 klokken 11.29 en anmeldelse fra en 17-årig kvinde om, at hun var blevet forsøgt voldtaget på en grussti bag Mølleparkens Plejehjem i Sønderborg klokken cirka 10.00.
Den formodede gerningsmand, en 16-årig mand, blev anholdt onsdag aften klokken 23.22, sigtet for forsøg på voldtægt, og blev torsdag klokken 12.30 fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.
I forbindelse med efterforskningen håber politiet fortsat at få kontakt med et vidne, der anråbte den forurettede og gerningsmanden.
Signalement
Kvinden beskriver vidnet som:
- 60 – 70 år
- Dårligt gående
- Han råbte ”Hallo – hvad har I gang i”
Vidner samt borgere, der i øvrigt har kendskab til hændelsen, kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.