De fleste danske politikere kan i dag se den fare, som islam udgør i forhold til vores sikkerhed og demokrati. De ser truslen, men nægter i realiteten at inddæmme islams indflydelse ved at stoppe den muslimske indvandring. For selvom indvandringen fra muslimske lande er bremset op, er den ikke stoppet. Den del af befolkningen, der har muslimsk baggrund øges konstant – og dermed øges også presset fra islam mod det danske samfund.
Lige fra Nye Borgerlige over DF og Venstre til Socialdemokratiet dyrkes der en rørende fortælling om den gode, integrerbare muslim. Selv blandt de danske partier, der betragtes som højreorienterede, dvs. DF og Nye Borgerlige, er der konsensus om, at det kun er de islamistiske ekstremister, der udgør et problem.
Således sagde Pernille Vermund i august 2016 i forbindelse med balladen omkring hendes barndomsveninde, Sherin Khankan: ”Helt grundlæggende har jeg det sådan, at hvis nogen medlemmer af Nye Borgerlige ønsker at deportere danske muslimer, så er det fint, at de finder et andet sted at være. Jeg kæmper imod, at islam får indflydelse i vores samfund. Men vores politik er ikke forbudspolitik. Vi vil ikke forbyde islam og moskeer. Hvis det er det, man ønsker, skal man melde sig ind et andet sted. Vi vil bekæmpe islams indflydelse, ikke tvangsdeportere muslimer”.
Da det tyske valg var overstået i september 2017, har en bekymret Morten Messerschmidt (DF) sagt: ”AfD var gået for langt ved i sit principprogram at skrive ind, at islam ikke hører til i Tyskland”.
I 2017 sagde den daværende finansminister, Kristian Jensen (V), til Berlingske: ”Hvis befolkningen ønsker at udskifte en kultur med en anden (læs: muslimsk), så er det ikke en politisk opgave at bremse befolkningen. Vi kan ikke tillade os at stoppe borgernes frihed til at ændre vaner for at holde dem fast i et levende museumsliv”.
I 2019 har den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager (LA), opfordret sit parti til at ”anvise en fælles national fortælling, der opfattes som nærværende og relevant for arabisk-muslimske danskere såvel som etniske danskere”.
Forleden vakte DF’s udlændingeordfører, Marie Karup, furore, da hun lagde et billede af sig selv sammen med en ung kvinde, muslim og medlem af Dansk Folkeparti, på Facebook. ”Amina er et strålende eksempel. Og der er andre, og dem skal vi holde fast i og vise, at de er forbilleder, og de skal ikke svines til eller stødes bort. Vi skal ikke opføre os som nogle vulgære proletarer, der ikke fatter en dyt, når der nu er er et mindretal, der godt kan integrere sig”, sagde Krarup. Ikke et øje var tørt.
Den danske fortælling om de gode, moderate muslimer og de slemme islamistiske ekstremister afvises blankt af muslimerne selv. F.eks. af Tyrkiets muslimske præsident Recep Tayyip Erdogan, som har slået fast: “Islam kan ikke være enten ‘moderat’ eller ‘ikke moderat’. Islam kan kun være én ting. Der har været fokus på begrebet ‘moderat islam’ i den senere tid. Det er imidlertid en idé, der stammer fra Vesten”.
Der findes solid forskning, der påviser, at selv velintegrerede muslimer kan være en trussel mod samfundet. Profilen på en terrorist har ikke ændret sig meget de 20 år. De fleste er andengenerationsindvandrere og ret velintegrerede. Og selv om det ikke er alle muslimer, der er islamistiske ekstremister, er enhver muslim reelt en potentiel sovende celle, som pludselig kan se lyset, blive radikaliseret og gribe til terror.
Fortællingen om den gode, integrerbare muslim, der er velkommen i Danmark, sælger godt, fordi 72 pct. af danskerne ønsker at beholde muslimerne i Danmark. Det viser en undersøgelse, som Mandag Morgen for nylig har gennemført.
Paradigmeskiftet skal ganske vist føre til, at flere muslimske flygtninge rejser hjem, når forholdene i hjemlandene er sikre nok. Men ingen i Danmark tror i ramme alvor, at udviklingen kan rulles tilbage efter årtiers masseindvandring, og at man vil kunne sende 320.000 muslimer hjem.
André Rossmann