Det er usædvanligt, at bilister får frakendt førerretten for bestandigt, men en 27-årig mand har så mange og så alvorlige forseelser på samvittigheden, at det blev dommen
En 27-årig mand fra Tønder kommune er i dag onsdag ved Retten i Esbjerg blevet frakendt sin førerret for bestandigt.
Samtidig er han idømt en fællesstraf for en meget lang række forseelser på i alt to år og seks måneders fængsel.
På færdselssiden drejer det sig blandt andet om uden førerret i marts 2020 at have kørt særligt hensynsløst i en bil i Bramming. Han var påvirket af amfetamin. Da en patrulje forsøgte at standse ham, kørte han i stedet videre med høj fart mod færdselsretningen i en ensrettet gade, så flere fodgængere måtte undvige og andre bilister også undvige for ikke at blive ramt. Kørslen sluttede mod en husmur på Storegade i Bramming.
I februar i år kørte han narkopåvirket ved Bramming. Her kørte han over i den modsatte vejbane og ramte en modkørende bil. Begge biler blev slynget rundt, og føreren af den modkørende bil fik mange alvorlige kvæstelser, som muligvis medfører varige mén.
Den 27-årige blev desuden dømt for en lang række forskellige forhold såsom 13 narkokørsler uden førerret, andre alvorlige overtrædelser af færdselsloven, tyveri, hæleri, brugstyveri, indbrud med videre.