Frankrig: Migrantkrisen er helt ude af kontrol

Billede af migranter i "Junglen", migrantlejren i Calais i Frankrig, taget den 28. oktober 2016, kort inden lejren blev lukket af de franske myndigheder. (Foto: Christopher Furlong/Getty Images)

Af Soeren Kern –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute. 

Hundreder af afrikanere og asiater sloges i gaderne i den nordlige havneby Calais bevæbnet med knive og jernrør den 1. februar – mindre end to uger efter, at den franske præsident Emmanuel Macron havde besøgt området og havde lovet at komme den illegale migration til livs.

Calais er blevet et symbol på Europas manglende evne til at kontrollere masseindvandringen. Sammenstødene gjorde byen til en krigszone og forstærkede indtrykket af, at de franske myndigheder har mistet kontrollen med landets sikkerhedssituation.

Optøjerne fandt sted i mindst tre forskellige dele af Calais og opstod, da en 37-årig afghansk migrant, der arrangerede en menneskesmugling, skød mod en gruppe afrikanere, der ikke kunne betale ham for hans ydelse. Fem afrikanere blev livsfarligt såret.

Indenfor en time var hundreder af eritreanere, etiopere og sudanesere på gaden i Calais og angreb enhver afghaner, de kunne finde. Mere end tusind politibetjente brugte stave og tåregas for at genoprette ro og orden. Omkring tyve migranter kom på hospitalet.

Den franske indenrigsminister Gérard Collomb beskriver volden i Calais som værende “uden fortilfælde”. Ifølge ham skyldes kampene en eskalerende strid mellem afghanske og kurdiske bander, der forsøger at få kontrol over menneskesmuglingen mellem Calais og Storbritannien. Mange migranter anser Storbritannien for at være et “eldorado” på grund af landets massive undergrundsøkonomi. Hver dag stævner omkring 40 færger ud fra havnen i Calais med kurs mod Storbritannien.

Vincent de Coninck, der leder velgørenhedsorganisation Secours Catholique i Pas-de-Calais, fortæller, at konkurrerende bander forsøgte at sikre sig kontrollen over adgangen til Calais’ havn for at kunne opkræve betalinger på 2.500 euro (18.600 kr) fra migranter, der vil gemme sig i de lastbiler, der krydser Den Engelske Kanal.

De Coninck tilføjer, at situationen i Calais er forværret siden den 18. januar, hvor Macron og den britiske premierminister Theresa May underskrev den såkaldte Sandhurst Traktat, hvori May lover en hurtigere sagsbehandling for migranter, der håber at kunne rejse fra Calais til Storbritannien.

Ifølge de Coninck har Macron og May ikke forklaret indholdet af den nye traktat ordentligt. Han siger, at migranter fra Afrika og andre steder på grund af denne fejltagelse havde fået falske håb om, at traktaten ville forbedre deres chancer for at komme til Storbritannien. De Coninck siger endvidere, at hundreder af nye migranter kom til Calais i løbet af de to uger efter underskrivelsen af traktaten. Han siger, at eksplosionen i antallet af nytilkomne skabte en “ubalance” mellem afrikanere og asiater – hvorved spændingerne mellem de forskellige etniske grupper øgedes.

François Guennoc, der er næstformand i Calais’ velgørenhedsorganisation L’Auberge des Migrants, tilslutter sig det synspunkt, at den nye traktat skabte falske forhåbninger. “Det gav folk håb om at komme til England”, siger han.

“Der kom pludselig omkring 200, især mindreårige og kvinder, der ankom til Calais, fordi de troede, at det britiske indenrigsministerium havde sagt, at de kunne komme direkte til England. De mente nu, at indenrigsministeriet løj. Folk var oprørte. Det var vanvittigt.”

Europas migrantkrise er blevet præsident Macrons første større udfordring. Han søger tilsyneladende at indtage en midtsøgende kompromisholdning til spørgsmålet: Han har lovet at have en “humanistisk” tilgang ved at fremskynde sagsbehandlingen af asylansøgninger, mens han også har lovet at “stå fast” ved at udvise dem, der får afslag.

Under præsidentvalgkampen afviste den midtsøgende Macron modstanderen Marine Le Pens indvandringskritiske holdninger. Han førte valgkamp for åbne grænser og lovede at gøre Frankrig til “det nye centrum for the humanistiske projekt”. Siden sin indsættelse den 14. maj 2017 har Macron imidlertid tilsyneladende indarbejdet mange af Le Pens ideer.

Macron skrev i en artikel i Le Monde den 2. januar 2017, at den tyske kansler Angela Merkels beslutning om at åbne grænsen for mere end en million migranter fra Afrika, Asien og Mellemøsten havde “reddet den kollektive anstændighed” hos europæerne. Han tilføjede, at han ikke ville tolerere “genopførelsen af mure i Europa” og kritiserede de “nedrige forsimplinger” hos dem, der siger, at “ved at åbne grænserne for migranter har kansleren udsat Europa for alvorlig fare”.

Efter mindre end tre måneder i embedet, den 27. juli 2017, advarede Macron imidlertid om, at 800.000 migranter i Libyen var på vej mod Europa. Han bekendtgjorde en plan om at etablere migrantcentre i Libyen for at behandle asylsager dér. Han sagde, at hans plan ville bremse migrantstrømmen mod Europa ved at afskrække økonomiske migranter fra at begive sig ud på Middelhavet med kurs mod Europa. “Tanken er at skabe centre for at undgå, at folk tager vanvittige risici, når de ikke er berettiget til asyl”, sagde Macron. “Vi vil komme til dem.”

I samme tale opfordrede Macron dog tilsyneladende migranterne til at tage til Frankrig. Han lovede boliger til alle nytilkomne “overalt i Frankrig” og “lige fra det første minut”. Han tilføjede: “Ved årets afslutning vil jeg ikke have nogen mænd eller kvinder, der lever på gaden eller i skovene. Jeg vil have nødindkvartering overalt.”

Den 8. august 2017 meddelte det franske indenrigsministerium, at i løbet af de første syv måneder af 2017 havde mere end 17.000 migranter forsøgt at komme ombord på lastbiler og tog, der kørte til Storbritannien, ved havnen og Eurotunnelen i Calais. Tallene viste, at lukningen af “Junglen” i oktober 2016 ikke havde afskrækket migranter i Calais fra at tage til Storbritannien.

I september 2017 bad den franske regering EU om tilladelse til at opretholde grænsekontrollen inden for det pasløse Schengenområde i hele fire år på grund af den fortsatte trussel fra islamisk terrorisme, fremgår det af et hemmeligstemplet dokument, der er blevet lækket til The Guardian. Den 3. oktober forlængede Frankrig grænsekontrollen i yderligere seks måneder, til den 30. april 2018.

Den 15. oktober, to uger efter at en tunesisk migrant knivdræbte to kvinder i Marseille, lovede Macron at udvise enhver migrant, der begår en forbrydelse. “Vi vil træffe strenge foranstaltninger, vi vil gøre det nødvendige”, sagde Macron. “Vi træffer ikke alle de foranstaltninger, der burde tages. Det kommer til at ændre sig.” Eksperter udtalte, at detaljer i den franske lovgivning vil gøre det umuligt at overholde løftet.

Den 20. november pålagde indenrigsminister Gérard Collomb i et lækket cirkulære landets præfekter, der repræsenterer staten i hvert af det kontinentale Frankrigs 96 departementer, at udvise alle afviste asylansøgere. Han pålagde dem desuden at indsende en rapport i slutningen af februar 2018, der skulle indeholde

“detaljer om kampen mod illegal indvandring i dit departement i 2017 og dine planer for gennemførelsen af instruktionerne i de kommende måneder. (…) Ansvaret for kampen mod illegal indvandring påligger den enkelte præfekt i det enkelte departement. Det er nødvendigt at handle hurtigt.”

Lækken af det såkaldte Collomb Cirkulære markerede begyndelsen på en organiseret modstandsbevægelse blandt Frankrigs politiske eliter og medieeliten mod Macrons indvandringspolitik. For eksempel kritiserede en gruppe intellektuelle og fagforeningsfolk, hvoraf mange havde støttet Macron under præsidentvalgkampen, i et åbent brev i Le Monde hans indvandringspolitik: “Macron, din politik er i modstrid med den humanisme, som du slår til lyd for!”

Den 4. december sagde indenrigsminister Collomb i et interview med RTL, at regeringen arbejdede på en reform af indvandringspolitikken: “Der er 95.000 asylansøgninger om året, svarende til en storby hvert år. Hvis vi tog imod alle, ville vi ikke kunne gøre det under ordentlige forhold. Vi har besluttet at tage imod dem, der er flygtet fra krigsscener, der er politiske fanger, men på samme tid søger vi at forfølge en politik, hvor økonomisk indvandring foregår på anden vis.”

Den 12. december gav indenrigsminister Collomb de regionale myndigheder besked om at etablere “mobile enheder” til at tvinge illegale migranter ud af nødindkvarteringsstederne. Foranstaltningen gav anledning til en voldsom modreaktion fra nødhjælpsorganisationer, der sagde, at nødindkvarteringerne er et helle.

Den 9. januar 2018 rapporterede Det Franske Direktorat for Flygtninge og Statsløse, at mere end 100.000 mennesker havde søgt asyl i Frankrig i 2017. Det er et “historisk” antal og en forøgelse på 17% sammenlignet med 2016.

Den 14. januar bekendtgjorde indenrigsminister Collomb en plan om etablering af 400 forvaringscentre til udvisning af økonomiske migranter, der opholder sig ulovligt i landet. “Flygtninge er velkomne, økonomiske migranter er ikke”, sagde han.

Den 16. januar understregede Macron under et besøg i Calais sin regerings nye indvandringspolitik: mad og asyl til dem, der er berettigede til at blive i Frankrig, og udvisning af dem, der opholder sig illegalt i landet

Den 18. januar rejste Macron til Storbritannien og underskrev Sandhurst Traktaten, der nedsætter sagsbehandlingstiden for migranter, der håber at kunne komme fra Calais til Storbritannien, fra seks måneder til en måned for voksne og 25 dage for børn. Den nye traktat vil så langt fra løse migrantkrisen – den ser snarere ud til at forværre den.

De to valgforskere Chloé Morin and Marie Gariazzo fortæller i en analyse i Paris Match, at modstridende vælgerreaktioner på “Macron metodens” kompromissøgende indvandringspolitik “afspejler hans modsætningsfyldte vælgerkorps”:

“Kvantitative undersøgelser tyder på, at et klart flertal af franske vælgere bakker op om en strammere indvandringspolitik…. Kernen i regeringens politik… garanterer asylrettens ukrænkelighed, mens den anfægter landets evne til at tage imod hele verdens elendighed….

“Det er ikke sikkert, at Macron-satsningen – at finde en balance mellem fasthed og humanisme – bliver en succes på lang sigt. Foreløbigt har Emmanuel Macron tilsyneladende opbakning i sit bagland. Man finder dog her en forventning om fasthed (‘vi skal ikke overrendes’, ‘slaphed ville medføre negative konsekvenser for vores land’) såvel som humanisme (‘vi må hjælpe dem, der flygter fra krig og forfølgelse’, ‘Det er moralsk indiskutabelt, at vi skal tage imod fremmede i nød’) …

“Diskursen er derfor systematisk fanget mellem dem – tit på højrefløjen, men sommetider selv i hjertet af Macrons bagland – der synes, at hans politik er for ‘slap’, og dem, der er indignerede over politikkens fasthed ….

“Det er meget sandsynligt, at en stor del af dem, der befinder sig i midten af det politiske spektrum, særligt centrum-venstre segmentet, vil acceptere regeringens fortælling og lidt efter lidt tilslutte sig logikken om ‘selektiv indvandring’. Den officielle diskurs vil derfor på lang sigt kunne bidrage til et skifte i den ‘moderate’ befolkning fra at ønske en humanistisk politik til at ønske en stram indvandringspolitik.”

Ifølge det franske meningsmålingsinstitut Ifop har Macrons popularitetsmålinger fået en “hidtil uset” stigning siden han begyndte at følge en hård linie på indvandringsområdet. Siden oktober er tilfredsheden med ham steget ti procentpoint til 52%. Inden da havde man i popularitetsmålingerne for Macron registreret det største fald for en ny præsident siden 1995.

“Emmanuel Macron gjorde det”, rapporteredeParis Match. “Det er aldrig set før, at landets præsident så hurtigt bliver upopulær og derefter bliver populær igen.”

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb