Lørdag den 18. juli udbrød der igen brand i en af Frankrigs store katedraler. Sidste år var det Notre Dame katedralen i hjertet af Paris, hvor brandårsagen aldrig er blevet opklaret og sikkert heller aldrig bliver det. Godt 16 måneder efter var det så byen Nantes gotiske katedral, Saint Pierre et Saint Paul, der stod i flammer. Efter tre timer var branden under kontrol; men både det enestående orgel fra det 17. århundrede, historiske glasmalerier og andre uerstattelige kunstværker gik tabt. Efterfølgende anholdt og sigtede politiet en 39 årig flygtning fra Rwanda, som for længst var dømt til udvisning, men stadig opholdt sig i Frankrig. Han benægtede først og blev sat på fri fod; men en uge efter kendte han sig skyldig og kan nu forvente op til ti år fængsel, men ikke et ord om udvisning.
Eksemplet Nantes er blot et ud af mange. En rapport fra det franske indenrigsministerium bekræfter, at kirken gennemsnitligt udsættes for tre daglige angreb og tallet kan snildt være højere, for det er ikke alle angreb, som bliver indberettet. Eksemplerne tæller mord, forfølgelse, brandstiftelse, besudlinger, ituslåede ruder, væltede vievandskar, ødelagte altre, halshuggede helgenfigurer, skændede kirkegårde og et utal af røverier.
Den romersk katolske kardinal, Robert Sarah, udtaler: ”Ødelæggelserne tager til i Europa. De ødelæggende handlinger mod Mariafigurer i de franske kirker viser resultatet af et barbarisk had og derfor må vi katolikker reagere og ikke forblive tavse. Ødelæggelserne og vandalismen i kirkerne er et kedeligt vidnesbyrd på en syg civilisation, som har givet op overfor ondskaben. Derfor må biskopper, præster og troende vise styrke og mod.”
Robert Sarah er ikke ramt af den politiske korrektheds fortielser og benægter således ikke, at vestlige civilisation ER syg. Engang blev Frankrig kaldt ”Kirkens ældste datter”, fordi landet blev kristnet så tidligt som i året 496 under den katolske konge, Klodevig I. Og på trods af bestialske revolutioner og streng sækularisering forblev Frankrig og kirken religiøst, kulturelt og historisk forbundne.
Vidnesbyrdet herom taler sit tydelige sprog i Saint Denis – en forstad til Paris. I byens basilika ligger samtlige Frankrigs konger, på nær tre, begravet. Under den franske revolution var kirken et mål for de kirkefjendtlige revolutionære, som brød sarkofagerne op, plyndrede og ødelagde resterne af ligene.
I dag er situationen næsten værre, for Saint Denis er et belastet område, som hovedsageligt bebos af sorte og nordafrikanske indvandrere. Politiet holder sig helst væk, for det er bandernes, narkotikahandlernes og imamernes domæne. Vi må gå ud fra, at imamerne ved, at blandt de franske konger hviler den frankiske rigshovmester, Karl Martel, i sin grav. Den store hærfører som i 732 fik stoppet de arabiske hæres blodige erobringsforsøg af Vesten i dobbeltslaget ved Tours og Poitiers. Saint Denis har af den årsag en stor symbolværdi for kristenheden, og derfor kan det heller ikke udelukkes, at det er baggrunden for de smadrede glasmosaikker og beskadigelsen af kirkens berømte orgel for et år siden.
De fleste vil nok mere, at man skal vist være mere end en kynisk ignorant, hvis man ikke vil indse, at det ikke blot er ”Kirkens ældste datter”, som er under nedsmeltning. Ellen Fantini, som er leder af OIDACE i Wien (Observatoriet for intolerance og diskrimination mod kristne i Europa), fortæller at angrebene på den kristne kirke alene i Frankrig i årene 2008-2019 er steget med 285%. Men det er ikke blot i Frankrig, for generelt er antallet af angreb på kristne stigende i Vesteuropa. Alene i Storbritannien er angrebene fordoblet i perioden 2017-2018 og tallene er også stigende i Spanien, Tyskland og Sverige. Fantini forklarer det med en øget radikalisering i samfundet, hvor nogle grupper anser ”… kirkerne som et symbol for patriarkat, autoritet, tradition, homofobi og det kristne Vesten … Islamister har andre bevæggrunde end anarkister til at angribe kirker. Men begge grupperinger er blevet mere fremtrædende.”
Den vanlige reaktion fra liberale og socialistiske politikere samt deres statsstøttede medier er ligegyldighed og overgivelse. Deres vilje mangler, og man har jo lov at gætte hvorfor. Der lyder nemlig ganske andre toner, når Islam og dens tilhængere skal beskyttes, for ikke et hår må krummes på deres hoveder. Den forvrængning giver ganske god sammenhæng, for medierne og deres, hovedsageligt, venstreorienterede journalister har længe ført en kampagne mod kristendommen. De har i store træk fremmet afkristningen under dække af ligestilling mellem religionerne.
Men kritikere mener, at det intet har med ligestilling at gøre, for vi taler krigshandlinger, når ateister og indvandrergrupper angriber kristne og/eller besudler kirkerne og de kristne monumenter. Som tidligere nævnt er vandalismen ikke blot et stigende fransk fænomen, for tendensen opleves også i Tyskland, Danmark, Sverige og Norge, ja, generelt i Vesteuropa og USA. Mest af alt er det et sørgeligt eksempel på, hvordan vi opgiver vores kulturelle arv; mens middelmådige medier og politikere foregiver, at de slet ikke forstår, hvad der foregår. Det er sørgeligt. Det er sygt og det går galt.