Fremmed mand truede 13-årige drenge

Østjyllands Politi modtog mandag kl. 18.51 anmeldelse fra en 13-årig dreng, der var blevet truet ud for Fakta i Tilst.

Den 13-årige forklarede, at han sammen med en ven havde stået og ventet på bussen, da en mand, de ikke kendte, pludselig henvendte sig til dem.

Manden havde bedt dem om at følge med ham, hvilket de havde sagt nej til. Den 13-årige fortalte, at manden herefter havde ændret karakter og var blevet udfarende og havde beskyldt de to drenge for at skyde fyrværkeri efter ham omkring nytår. Manden greb fat i den 13-årige, der fik vristet sig fri, hvorefter manden truede med at skyde de to drenge og førte hånden om til baglommen. De to drenge var bange for, at han havde et våben, så de skyndte sig at løbe fra stedet og ringe efter politiet.

En patrulje kørte hurtigt til stedet, hvor drengene beskrev manden, der netop havde sat sig ind i en bus. Betjenten bragte bussen til standsning og anholdt manden, som viste sig at være en 53-årig mand fra Aarhus Vest. I lommerne havde manden ingen våben, kun 2 guldøl. Den 53-årige blev anholdt og er foreløbigt sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)