Den første større historiske undersøgelse af vold mod kvinder i Danmark i perioden 1945-1970 viser, at det i praksis stort set var straffrit at slå sin kone. Forsker i Rigsarkivet har undersøgt politiets praksis omkring vold mod kvinder i hjemmet.
Sagerne førte meget sjældent til efterforskning, det viser flere hundrede dokumenter fra Odense Politi og Københavns Politi, som seniorforsker Mette Seidelin har gennemgået i Rigsarkivet, og som hun beskriver i sin nye bog: ”Husspektakler og vold mod kvinder 1945-1970”.
”Politiet kom ganske vist ud til de voldsramte kvinder, men de påtog sig en mæglerrolle, som gik ud på at stoppe ”spektaklerne” her og nu. De kom ikke ud til volden med en forventning om, at her var et gerningssted og en gerningsmand i en voldssag, der krævede videre efterforskning,” fortæller Mette Seidelin. I stedet blev det håndteret som et privat anliggende, som politiet ikke kunne løse ud over at bilægge striden – og hvis det ikke var muligt, forsøgte de at få manden til at sove et andet sted. Hvis der var udsigt til, at han på grund af fuldskab eller hidsighed ville fortsætte ”spektaklerne”, kom han med på politigården og blev indsat i detentionen. Næste dag kunne han så vende tilbage til familien.
”Vi er i en periode i danmarkshistorien, hvor indgroede kønsnormer bidrog til at reducere mænds vold mod kvinder til enkeltstående scener fra et ulykkeligt ægteskab. Volden blev forklaret som ægteskabelige stridigheder. Ikke som et overfald på en sagesløs kvinde som krævede yderligere efterforskning eller handling fra politiets side, og dermed var det i praksis straffrit at banke konen.”
Hustruvolden lå i Ordenspolitiets arkiv
Mette Seidelin ser tilbage til starten af sin omfattende historiske undersøgelse, hvor hun startede med at lede efter sager om vold mod kvinder i Kriminalpolitiets arkiv. ”Her lå der bare meget få sager om kvinder, der havde lagt krop til vold. Så jeg ledte videre og til sidst fandt jeg dem i Ordenspolitiets arkiv blandt klager over alt fra løse hunde til uvorne børn, og hvor de altså lå henlagt som husspektakler. Sprogbrugen i sagerne taler også deres tydelige sprog, for kvinderne blev ofte beskrevet som hysteriske, uligevægtige og nogle der gerne ville lave en scene – og altså ikke som sagesløse ofre, også selv om de lige var blevet banket.”