Debatindlæg af Villi John Petersen
Den 28. oktober 312 er en betydende dato for kristenheden i Europa. Den dag vandt den romerske kejser Konstantin den Store over sin medkejser Maxentius i slaget ved Den Milviske Bro uden for Rom. Natten før havde han – måske i en drøm – set et lysende kors på himlen og skriften ”In hoc signo vinces” (ved dette tegn skal du sejre). Fra det tidspunkt blev kristendommen tilladt i Romerriget. Kirker blev bygget. Det var dog Theodosius den Store, der i år 380 gjorde kristendommen til statsreligion.
Det var begyndelsen til kristenheden i Europa. Kristendommen var på det tidspunkt omtrent 350 år gammel; men nu blev den kristne kirke en afgørende social, kulturel og politisk faktor. Det varede indtil 13-1400-tallets italienske renæssance, hvor individet trådte stadig mere frem. Det forstærkedes i Nordeuropa af Reformationen, som yderligere nedbrød kirkens sekulære magt til fordel for ”hin enkelte”. Oplysningstiden flyttede afgørende magtens centrum fra kirken (og Gud) til politikken og videnskaben. Kulminationen kom i 1882 med filosoffen Friedrich Nietzsches sentens ”Gud er død”. Og det er rent faktisk, hvad han siden har været i hvert fald i Europa. Fortidens gudsfrygt var passé og erstattet af tro på mennesket. Det har ført til både 1. og 2. Verdenskrigs rædsler (bl.a. meningsløs skyttegravskrig og holocaust) og efterkrigstidens stigende velstand, kulturelle forfald og generelle barnliggørelse af borgerne.
Fra år 312 til 1882 var det europæiske menneske præget af stræben, fremdrift, strid, kappelyst og rastløshed. Europæiske idealer prægede verden. Men nu, da gudsfrygten som den eneste og fundamentale frygt er afskaffet, bliver frygten mangehovedet, partikulær, hjem- og adresseløs. Vi frygter hvad som helst. Og for det meste er der ingen sammenhæng mellem frygtens størrelse og det risikables farlighed.
Det er jo interessant, at vi opfinder fænomener, man kan frygte, selv om de er ret spekulative – stråling fra smartphones, risikoen ved at spise æg, radon-stråling mv. Selv den moderne videnskab excellerer i frygt i stedet for spændende muligheder og nybrud. Og der er penge i frygt. Nogle forskere formulerer et projekt om dit og dat, som kan være farligt. Det får de penge til, og efter en længere – betalt – tid er deres resultat, at det faktisk var langt farligere eller mere truende end de oprindeligt frygtede, så der kræves mere forskning. Eksemplerne er legio: syreregn over Europas skove, begyndende ny istid, farlige ”felter” ved højspændingsmaster, sammenblanding af atomkraft og atombomber, (passiv)rygning, pesticider i grundvandet mv. Forskerne ser ind i en forfærdelig fremtidig verden og er rædselsslagne ved fremtidsperspektiverne: genteknologi, klimakatastrofer, kunstig intelligens og meget andet.
Senest har den danske statsminister i coronapandemien med frygten som allieret konstitueret forsigtighedsprincippet som regeringsgrundlag. Det har (måske midlertidigt) afskaffet en række grundlovssikrede borgerlige rettigheder som ejendomsrettens ukrænkelighed, forsamlingsfriheden og Folketingets prærogativ.
Proportionalitetsprincippet, som er en fornuftspræget afvejning mellem risikoens størrelse og kurens pris, er forladt, fordi ”Gud er død” og utallige djævle er myldret frem på jord til frygt og bæven.
Kristenheden i Europa er slut, selv om kristendommen endnu lever.