Den stærkt allergifremkaldende plante bynke-ambrosie har tidligere kun hærget under sydligere himmelstrøg, men klimaforandringerne har gjort, at den nu også kan gro i Norden. Bynke-ambrosien er stadig sjælden i Danmark, men får den først rigtig fat, kan det få alvorlige konsekvenser for landets pollenallergikere.
Sæsonen for bynkepollen går snart på hæld. Her i den sene fase af sæsonen blomstrer dog en plante, som Astma-Allergi Danmarks pollentællere holder særlig vågent øje med: Bynke-ambrosien. Planten, der oprindeligt stammer fra Nordamerika, men kommer hertil fra Central- og Sydeuropa, er nemlig skidt nyt folk med pollenallergi.
For det første er bynke-ambrosiens pollen næsten lige så allergifremkaldende som birkepollen, ligesom dens pollen og plantesaft kan give hudirritationer og nældefeber. For det andet kan bynke-ambrosien, fordi den blomstrer i efteråret, være med til at forlænge pollensæsonen med op til to måneder.
Desuden har man i andre egne af verden, hvor bynke-ambrosien er indvandret, registeret, at helt op til 12 procent af befolkningen udvikler allergi over for den.
– Niveauerne i vores pollenmåling er stadig så lave, at vi ikke officielt kan sige, at planten har fået fodfæste herhjemme. Men vi er uhyre opmærksomme på udviklingen – der nu ser lidt dyster ud – så vi kan forberede og hjælpe landets mange pollenallergikere. For passer vi ikke på, skal bynke-ambrosien nok få fat, siger kommunikationschef Andreas Westergaard fra Astma-Allergi Danmark.
Klimaforandringer og fuglefrø
Hvis de nuværende prognoser for klimaforandringerne holder, kan vi forvente, at bynke-ambrosien stortrives i Danmark i år 2100. Det viser et studie lavet i 2017 af forskere tilknyttet Aarhus Universitet. Ifølge forskerne er det også muligt, at planten langt tidligere tilpasser sig det skandinaviske klima.
Én ting er, at klimaet giver bynke-ambrosien gunstigere levevilkår. En anden ting er, hvordan planten kommer hertil. Her peger pilen blandt andet på fuglefrø. Ofte finder folk nemlig bynke-ambrosie under et foderbræt, og det gør de, fordi bynke-ambrosiens små frø findes i importerede fuglefrøsblandinger.
En række begrænsninger på, hvor mange frø fra bynke-ambrosien der må være i foderblandinger, har hjulpet en smule, men ikke nok. Bynke-ambrosien frø er nemlig så små, at det er vanskeligt helt at forhindre en sammenblanding.
Du kan dog som privat haveejer eller opmærksom borger være med til at sætte en stopper for spredning af pollen fra bynke-ambrosien på egen hånd, og dermed hjælpe landets pollenallergikere.
Spot den, riv den op, og indberet den
Ser du en bynke-ambrosie, er det bare med at rive den op med rode – helst før den blomstrer, så den ikke når at sprede sine pollen. På den måde er det måske muligt at holde planten fra at etablere sig i Danmark.
Er du i tvivl, om det er en bynke-ambrosie, du har fået øje på, skal du kigge på dens stængel, dens blade og dens blomst og se, om du kan svare ja til følgende spørgsmål.
Stængel: Er tværsnittet rundt? Er den håret? Er den massiv, ikke hul?
Blad: Er farven på over- og underside grøn og nogenlunde ens? Er den centrale bladstreng bleg? Er bladet stilket og fint fliget? Ender bladet i en spids?
Blomst: Er der mange små og grønne blomsterkurve samlet i aks i skudspidserne? Er der små blomsterlignende udvækster i bladhjørnerne af de øverste blade? Er der gult pollenstøv på blomsterne?
Kan du svare ja til alle spørgsmålene om stænglen og bladet og til mindst to af spørgsmålene om blomsten, er der sandsynligvis tale om en bynke-ambrosie.
Sådan rykker du planten op på forsvarlig vis:
• Først og fremmest bør du IKKE rykke planten op, hvis du har pollenallergi
• Det er en god idé at bruge havehandsker og dækkende tøj, da saft fra planten kan give hudirritationer
• Oprykningen skal helst ske om eftermiddagen, hvor planten producerer mindst pollen
• Efter oprykning skal planten smides i affaldssækken. Du skal ikke smide den på kompostbunken, da det kan være med til at sprede frøene
Spotter du en bynke-ambrosie i din have eller et andet sted, opfordrer vi til, at du indberetter den på hjemmesiden www.arter.dk. ’Arter’ er en side til overvågning og kortlægning af Danmarks artsrigdom – deriblandt invasive arter som bynke-ambrosien.
Yderligere information om bynke-ambrosien og Dagens Pollental
Læs mere og se billeder af bynke-ambrosiens stængel, blad og blomst i denne folder: Bynke ambrosie pjece by Astma-Allergi Danmark – Issuu
Følg med i mængden af pollen fra bynke-ambrosien på Astma-Allergi Danmarks interaktive pollengraf: https://www.astma-allergi.dk/pollenservices/pollengrafer/
Hent Dagens Pollental gratis i App Store eller på Google Play her: https://www.astma-allergi.dk/pollenservices/dagens-pollental-app/
Ring til Astma-Allergi Danmarks Rådgivning på tlf. 43 43 42 99 mandag til fredag 9-12 samt onsdag 16-18