Fukushima er mere end en atomkraftulykke

Det er ti år siden, hele verden lærte Fukushima at kende. Fredag d.11. marts 2011 skyllede en gigantisk tsunami ind over et atomkraftværk ved Fukushima i det nordøstlige Japan. Strømmen blev afbrudt, tre reaktorer nedsmeltede, og ingen ved den dag i dag, hvordan den livsfarlige blanding af murbrokker og nedsmeltet brændstof under reaktorerne vil blive uskadeliggjort for eftertiden. Det var verdenshistoriens næststørste atomkraft-katastrofe, og siden er Fukushima blevet kendt i hele verden som navnet på en katastrofe.

Det er synd og skam, for Fukushima er så meget andet og mere end det. Fukushima er Japans tredjestørste amt i geografisk udstrækning. Det har en fabelagtig og farverig natur med lokkende grønne bjerge og fristende varme kilder. Det har en fascinerende historie, ofte i opposition til den centrale magt i Tokyo, og det har givet Fukushima et ry for at være de ægte samuraiers sidste bastion i Japan. Det har i årevis været det øvrige Japans spisekammer, det er rigt på ris, frugter, fisk og svampe. Og det er kendt for at producere Japans allerbedste sake, risvin.

Fukushima – Den dramatiske beretning om et herligt sted i Japan handler om katastrofen for ti år siden. Journalisten og forfatteren Asger Røjle Christensen fortæller om, hvad der er sket siden, og hvordan situationen er nu. Men inden da beretter han med lige så stort engagement, indlevelse og solidaritet om egne oplevelser i Fukushima både før og efter katastrofen. Han fortæller en helt anden og langt bredere historie om det samfund, den natur og de mennesker, der blev ramt af ulykken.

LÆS OGSÅ:  De danske havers kulturhistorie

Fukushima betyder faktisk ”Lykkens ø”. Det er jo ikke nogen ø, og som bekendt er ikke alt, hvad der er foregået i de senere år, lige lykkeligt. Men det er heller ikke ulykke det hele. Denne bog giver en langt mere nuanceret beretning fra et fascinerende område af Japan. Et område med en eventyrlig historie, en udfordrende natur, en sej befolkning og en grum skæbne inden for det seneste årti.

Asger Røjle Christensen er journalist, forfatter til flere bøger om Japan og foredragsholder. Han har arbejdet som korrespondent for flere medier, fungeret som rejseleder for forskellige grupper i Japan, og optrådt i flere danske medier med sin enorme viden om Japan. Et land, der har været hans andet hjem i mange år.

Fakta om bogen:

Fukushima – Den dramatiske beretning om et herligt sted i Japan
Forfatter: Asger Røjle Christensen
Forlag: TURBINE
ISBN: 9788740666038
Sidetal: 208
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 1. februar 2021

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)