Fund af spædbarnslig i Glostrup – Rumænsk kvinde fængslet i sag om f

En 22-årig rumænsk kvinde er i dag blevet varetægtsfængslet ved Retten i Glostrup til den 19. juli i sagen om det døde spædbarn Københavns Vestegns Politi fandt nedgravet i Glostrup den 16. oktober 2017.

Kvinden er sigtet for i perioden fra den 12. september 2017 til den 28. september 2017 af nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed at have dræbt sit barn under eller straks efter fødslen, samt for at krænke gravfreden eller at have gjort sig skyldig i usømmelig behandling af lig.

Internationalt efterlyst

Den 22-årige kvinde har siden maj været internationalt efterlyst. Hun blev anholdt i Rumænien og derpå udleveret til Danmark, hvor hun ankom her til formiddag.

– Vi ser først og fremmest dette som en tragisk sag, hvor vi nu forhåbentlig kan få bragt endelig klarhed over hvad der skete, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Retsmødet blev ført bag lukkede døre.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)