Site icon 24NYT

GAK-GAK! Regeringen vil bruge 200 mio. kroner på gøre “Afrika demokratisk”

Arkivbillede.

Danmark har i år iværksat en ny fase af Afrikaprogrammet for Fred. Programmet støtter blandt andet den Afrikanske Union og andre regionale organisationer med 200 millioner til arbejdet med at skabe fred, sikkerhed og god regeringsførelse i Afrika. Aftalen gælder de næste 4 år.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs siger: ”Med den nye fase af programmet har Danmark samlet givet næsten 1 milliard kroner til Den Afrikanske Union og andre afrikanske organisationer siden 2004 for at fremme et mere stabilt, sikkert og demokratisk Afrika. Det er afgørende at Afrikas har velfungerende institutioner som kan skabe varige løsninger på det afrikanske kontinent – derfor støtter regeringen med 200 mio. kr.”

Udviklingsministeren tilføjer: “Fred, sikkerhed og god regeringsførelse er afgørende for, at et land kan udvikle sig og skabe muligheder for sine borgere. Bedre muligheder i hjemlandene er essentielt for at bremse de irregulære flygtningestrømme fra kontinentet mod Europa og Danmark.”

Programmet støtter bl.a. også IGAD, den regionale organisation i Østafrika, som spiller en væsentlig rolle i forhold til udviklingen på Afrikas Horn, herunder opblødningen af regionens forhold til Eritrea og arbejdet med at skabe fred i Sydsudan. Samtidig støtter programmet nu også et øget tværgående fokus i de afrikanske organisationers engagementer på ligestilling, på unge og på partnerskaber med andre institutioner, så som FN.

Ministeren har i denne uge deltaget i FN’s generalforsamling i New York, hvor hun også sætter fokus på området. Udviklingsministeren siger:

”Afrikas fremtid afhænger af kontinentets store unge generation. Derfor er midler til unge og ligestilling afgørende for, at et land kan udvikle sig og tilbyde alle sine borgere gode fremtidsudsigter i deres hjemlande.”

Endelig indeholder den nye fase af programmet midler til et årligt dialogforum, hvor danske og afrikanske interessenter kan mødes og diskutere fred, sikkerhed og god regeringsførelse på det afrikanske kontinent. Forummet vil samtidig binde den danske indsats under Afrikaprogrammet for Fred yderligere sammen med de øvrige danske indsatser på Afrikas Horn og i Sahel samt i udvalgte afrikanske lande.

Hvad går pengene til?
115 mio. kroner er afsat til den Afrikanske Union, 38 mio. kroner til ECOWAS (Economic Community of West African States) og 17 mio. kroner til IGAD (Intergovernmental Authority on Development). På tværs af disse institutioner er der samlet afsat 7,5 mio. kroner til tværgående emner som unge og ligestilling. Herudover er der afsat 20 mio. kroner til tænketanke og NGO’er, der kan understøtte regeringer, organisationer og civilsamfund med analyser inden for bl.a. fred, sikkerhed og god regeringsførelse, herunder 3 mio. kroner til afholdelse af årligt dialogforum.

Tidligere har støtten blandt andet gjort det muligt for de afrikanske organisationer at støtte lande som Gambia, Burkina Faso og Sierra Leone med at afholde valg. Med dansk støtte har det været muligt for de afrikanske institutioner at intervenere og mediere, når en konflikt lurer. Det var eksempelvis tilfældet ved præsidentvalget i Gambia i slutningen af 2016, hvor den siddende præsident Yahya Jammeh ikke ville acceptere sit valgnederlag, men hvor hurtig indgriben fra den regionale organisation i Vestafrika, ECOWAS, resulterede i en fredelig magtoverdragelse til valgets sejrherre, Adama Barrow. Programmet har senest støttet bl.a. en valgobservationsmission til Mali under det vigtige valg i regionen i sommeren 2018.

Exit mobile version