Af Judith Bergman – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute
Opholder du dig illegalt i et europæisk land, ignorerer du din udvisningsdom, og påsætter du brande? Det er ikke noget problem. Hvis der er en risiko for, at det land, som du skal sendes tilbage til, potentielt set ville kunne skade dig, får du i stedet lov til at blive i Sverige, begå mere kriminalitet og skade svenskere.
En svensk appeldomstol omstødte for nylig en udvisningsdom, som var blevet afsagt for en af tre dømte gerningsmænd, der stod bag ildspåsættelsen mod Gøteborgs synagoge i december 2017, med den begrundelse, at det ville være i strid med hans “grundlæggende menneskerettigheder”.
Den 22-årige arabiske mand fra Gaza, der går under navnet Feras, opholdt sig illegalt i landet, da han begik angrebet. Hans asylansøgning var blevet afvist af de svenske migrationsmyndigheder (Migrationsverket). Han havde åbenbart fået besked på at forlade landet men havde ikke gjort det. Af uvisse årsager var han ikke blevet tilbageholdt med henblik på udvisning men kunne i stedet bevæge sig frit omkring i Sverige.
Feras benyttede denne frihed til at deltage i et angreb på Gøteborgs synagoge. Omkring 10-15 andre unge mænd sluttede sig til ham, og kun tre af dem blev sigtet. Det ser ud til, at mens unge jøder samledes til en sammenkomst i en tilstødende bygning, smed Feras og hans venner brændende genstande mod biler, der holdt parkeret inden for synagogens indhegning. Ingen blev såret, og da brandene hurtigt slukkedes af regnen, skete der kun begrænsede materielle skader. Retten nægtede derfor at kategorisere forbrydelsen som et mordforsøg, som anklageren ellers havde forlangt. Både retten i Gøteborg og appelretten fandt dog, at brandstiftelsen udgjorde en antisemitisk hadforbrydelse.
Byretten havde tidligere dømt Feras for “groft ulovlige trusler og forsøg på groft hærværk” og havde idømt ham to års fængselsstraf og efterfølgende udvisning. Appelretten udtalte ikke desto mindre, at Feras “… kom med groft ulovlige trusler for at krænke medlemmer af det jødiske samfund, men at handlingen også kan opfattes som en alvorlig politisk forbrydelse rettet mod andre jøder.”
“Med hensyn til Israels eventuelle interesse i sagen og til den usikre situation, der råder både ved grænseovergangene til Gaza og Vestbredden og i selve områderne, finder appelretten, at der er rimelig grund til at frygte, at NN’s grundlæggende menneskerettigheder ikke ville være sikrede, hvis han blev udvist til Palæstina. Appelretten afviser derfor anklagerens krav om udvisning…”
Retten henviste desuden til rapporter om menneskerettigheder og demokrati i Israel og “Palæstina” fra Sveriges udenrigsministerium.
Retten vurderede med andre ord, at eftersom Feras forsøgte at brænde jøder, hvilket “også kan opfattes som en alvorlig politisk forbrydelse rettet mod andre jøder”, har Israel en sikkerhedsmæssig interesse i at afhøre ham. Af denne ene årsag ville en tilbagesendelse af ham til Israel og Gazaområdet åbenbart – ingen beviser eller detaljer blev fremlagt – være et brud på hans “grundlæggende menneskerettigheder”.
Appelrettens dom betød, at Feras, der i udgangspunktet var en illegal udlænding og en dømt forbryder, fik lov til at blive i Sverige af den ene årsag, at han begik en voldelig hadforbrydelse mod svenske jøder – og dette på trods af, at Sverige havde afvist hans ansøgning om asyl, hvorfor han ikke havde nogen juridisk ret til at blive i landet. Når han har afsonet sine to år i fængsel, vil han være ude og fri til muligvis at begå nye hadforbrydelser mod jødiske borgere i Sverige.
Sagen udgør en præcedens, der – hvis dommen ikke appelleres og omgøres af højesteret — er højst bekymrende: Hvis man begår kriminalitet mod jøder, der vil kunne “opfattes som en alvorlig politisk forbrydelse rettet mod andre jøder”, vil man kunne få ret til asyl i Sverige. Sveriges sårbare jøders rettigheder betyder åbenbart ikke noget længere.
Faktisk ser det ud til, at ingen svenske borgeres rettigheder betyder noget for det svenske retsvæsen længere. En rapport fra 2017 viste, at 75% af de udlændinge, der som følge af alvorlige forbrydelser var idømt fængselsstraf og efterfølgende udvisning, alligevel blev løsladt efter at have udstået deres fængselsstraf og kunne blive i Sverige af forskellige årsager. I årene 2000-2014 fik færre end 20% af de dømte udenlandske voldtægtsforbrydere, der havde folkeregisteradresse i Sverige, en udvisningsdom. For pædofile voldtægtsforbrydere var tallet endnu lavere: 17%. Ifølge nyere statistik bliver 9 ud af 10 dømte udlændinge i Sverige ikke udvist.
Problemet omfatter også terrorister. I 2017 blev en syrer, der var kommet til Sverige i 2015 som “flygtning”, for eksempel frikendt i retten for at have angrebet shiamuslimer med brandbomber. Han havde imidlertid i aflyttede samtaler fortalt, at han så sig selv som en jihadist, der ønskede at blive en martyr, og taget i betragtning, at han havde været i kontakt med Islamisk Stat, anså det svenske efterretningsvæsen ham for at være for farlig at have i Sverige. Migrationsmyndighederne forsøgte at få ham udvist til Syrien, men uden held. Loven giver tilsyneladende ikke mulighed for at udvise ham til Syrien: Han risikerede at blive arresteret eller henrettet dér. Han blev derfor i stedet løsladt og kunne herefter bevæge sig frit omkring i Malmø.
I Sverige, og måske også andre steder, er mordlystne udlændinges “menneskerettigheder” åbenbart vigtigere end lovlydige borgeres menneskerettigheder.
Judith Bergman er klummeskribent, jurist og politisk kommentator.