Gemte gevær og narko i lejlighed – idømt flere års fængsel

En 41-årig mand er ved Retten i Randers blevet idømt to et halvt års ubetinget fængsel for at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær i sin lejlighed i Randers.

Han blev desuden dømt for trusler og for besiddelse af knap 200 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Den 41-årige blev anholdt den 17. december sidste år af Østjyllands Politis specialpatrulje, som havde fået et tip om, at der var narko på adressen.

Da betjentene ankom, traf de den 41-årige og to af hans venner, som sad ved et bord, hvor der lå rester af amfetamin og rør til at sniffe med. Under den efterfølgende ransagning af lejligheden fandt patruljen et oversavet jagtgevær, der var gemt i to dele, og en bøtte med amfetamin, der var smidt i skraldespanden.

På adressen lå desuden flere mobiltelefoner, og på den ene fandt politiet beskeder fra den 41-årige til en 36-årig mand, som han truede ved bl.a. at skrive, at han havde et gevær, der altid var ladt.

Tekniske undersøgelser af geværet

Den 41-årige forklarede i retten, at han ikke mente, at geværet var funktionsdygtigt, men det blev modsagt af politiets teknikere, der havde foretaget undersøgelser af våbnet.

”Der var ikke patroner i våbnet, men det var fuldt funktionsdygtigt, og straffen er som udgangspunkt mindst to års ubetinget fængsel, når man som den 41-årige er i besiddelse af et skydevåben i hjemmet uden ammunition.  Og så er det selvfølgelig også skærpende, at han sendte trusler med henvisning til geværet, ” siger senioranklager Jakob Beyer.

LÆS OGSÅ:  Udlænding idømt fængsel og udvisning for bestandigt for indsmugling af narko

I retten nægtede den 41-årige sig skyldig og han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
Den dømte har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i december, og det skal han fortsat være, indtil han skal afsone sin dom, besluttede Retten i Randers.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)