Site icon 24NYT

Gennemtæsket og stukket med kniv

Foto: Per Johansen

Østre Landsret skærpede torsdag straffene i en sag om et voldeligt overfald på Hundige Havn tilbage i juli 2020.

Der faldt oprindeligt dom i sagen ved Retten i Roskilde i september 2021. Den ene af de tiltalte, en mand på 30 år, fik to år og tre måneders fængsel og blev udvist med indrejseforbud i 12 år. Den anden tiltalte, en mand på 20 år, fik fem måneders fængsel. Yderligere fire mænd var tiltalt i sagen, men retten valgte at frifinde dem.

Anklagemyndigheden ankede efterfølgende sagen til landsretten for de 2 dømte personer samt to af de frifundne personer. Østre Landsret valgte at stadfæste dommen over den mand, der i byretten fik to år og tre måneders fængsel samt udvisning. Den anden dømte fra byretten fik skærpet sin straf til et år og ni måneders fængsel og blev samtidigt udvist for bestandigt. De to frifundne blev derudover idømt hhv fængsel i to et halvt år, hvoraf de 150 dage var reststraf fra en tidligere sag, og fængsel i et år og ni måneder.

Det var den 26. juli 2020 om aftenen, at en større gruppe mænd indfandt sig på havnen i Hundige i to biler. De påkørte forsætligt en bil, som to andre mænd på hhv 31 og 24 år befandt sig i. Bilen blev ved sammenstødet skubbet ned i en grøft og efterfølgende blev den ene af de to mænd slået hårdt i baghovedet og stukket fem gange i ryggen med kniv. Overfaldsmændene stak efterfølgende af fra stedet i deres biler. De blev dog selv overfaldet kort efter af en gruppe andre mænd på Hundige Strandvej.

Exit mobile version