Site icon 24NYT

Ghita Nørby er også en travhest

Skuespilleren Ghita Nørby takker travhesten Ghita Nørby efter sejren på Charlottenlund Travbane. Foto: Burt Seeger

Den folkekære skuespiller Ghita Nørby var ikke i tvivl, da hun for nogle år siden blev spurgt til, hvis en hest blev opkaldt efter hende.

”Jeg sagde ja med det samme”, smiler Ghita Nørby i stalden på Charlottenlund Travbane, hvor den fireårige travhest Ghita Nørby er i træning hos den erfarne travtræner Axel Jacobsen.

”Jeg har fulgt hende hele vejen og nyder at komme og se hende i løbene på travbanen i Charlottenlund. Og hun gør det bare så godt”, synes skuespilleren, der fremhæver den historie og kultur, der ligger i den gamle bane i Charlottenlund.

Masser af ejere bag hesten

Kontakten til Ghita Nørby om hesten af samme navn kom fra hoppens nordjyske opdrættere Frank og Preben Sørensen. Siden blev travhesten udstykket i 600 anparter under ejerpseudonymet Team Lunden og med Carsten Bundgaard som koordinator. Enkelte har dog investeret i flere end én anpart – og blandt disse er skuespilleren.

Hesten Ghita Nørby har i år deltaget i seks løb, og hvor det tilmed er blevet til sejre i halvdelen.

Den helt store eksamen for hesten Ghita Nørby kommer til august, hvor den skal forsøge at klare kvalifikationen til en start i Dansk Hoppe Derby. Kun 12 får plads i det celebre selskab, men i takt med hestens fine resultater er muligheden bestemt til stede.

Ghita Nørby vandt så sent som i den forgangne weekend, hvor skuespilleren lod sig interviewe til banens publikum. Mange af ejerne var mødt frem for at heppe på deres fælles hest, og de skinnede om kap med solen – og akkurat som skuespilleren.

Exit mobile version