Er man bilentusiast med forkærlighed for italienske sportsvogne, venter der én på opleveren, når Ferrari Owners Club Denmark er vært for de nordiske Ferrari-klubbers årlige Nordic Meet den 10.-11. juni i Helsingør. Her samles mere end 180 biler fra både Danmark, Norge, Sverige og Finland – og festen er åben for offentligheden.
De mange eksotiske biler vil nemlig kunne opleves helt tæt på. Først fredag den 10. juni mellem klokken 14.00 og 16.00 ved Kulturværftet – og så til den helt store oplevelse lørdag den 11. juni, hvor samtlige biler kører kortegekørsel gennem Helsingørs historiske bymidte fra klokken 9.30 og fortsætter videre gennem havnebyerne Hellebæk og Hornbæk.
– Vi er enormt stolte over at kunne samle det største antal Ferrarier nogensinde på ét sted i Norden, og vi glæder os til at dele vores begejstring med en masse andre bilentusiaster. Ferrari er meget mere end biler, det er lidenskab, entusiasme og en helt særlig grad af bilkultur, som binder entusiaster sammen på kryds og tværs af nationaliteter, samfundslag og aldersgrupper. Vi er utroligt glade og ydmyge over for at få lov til at dele vores fascination, og vi glæder os til at møde de forhåbentlig mange glade bilentusiaster, som møder op i Helsingør for at hylde passionen sammen med os, lyder det fra præsident for Ferrari Owners Club Denmark, Joachim Holm.
Nordic Meet vil foruden de mange danske, norske, svenske og finske deltagere også blive gæstet af den italienske ambassadør i Danmark, Luigi Ferrari, ligesom den danske importør og eneforhandler af Ferrari og Maserati i Danmark, Formula Automobile, medvirker til at skabe det spektakulære arrangement.
Ét af højdepunkterne for Nordic Meet bliver en storstilet velgørenhedsauktion, som afholdes i forbindelse med arrangementets private gallamiddag. Her har et antal samarbejdspartnere og sponsorer doneret produkter, som udloddes til højestbydende. Overskuddet fra auktionen går ubeskåret til Børnecancerfonden, en dansk organisation, som er med til at sikre omsorg og bedre behandling for de hundredvis af børn, der hvert år er i behandling for kræft.
– Det bliver en fantastisk weekend med passionen og begejstringen i centrum. Vi er imponerede over det utrolige arbejde, som Ferrari Owners Club har lagt i samarbejde med Helsingør Kommune for at skabe rammerne for dét, som vi roligt tør kalde for den største Ferrari-fest i Norden nogensinde. Vi er taknemmelige over, at vores ambassadører deler deres entusiasme med andre, og i dette tilfælde bliver det med udstilling, paradekørsel og et velgørenhedsarrangement. Mærket er italiensk, og bilerne er fra Maranello, men der er ikke desto mindre lagt op til en sand folkefest i Helsingør, lyder det fra CEO hos Formula Automobile, Jesper Viskum Schak.
Vil man opleve det imponerende syn af mere end 180 Ferrarier samlet på ét sted, er det blot at møde op på havneområdet ved Kulturværftet i Helsingør fredag den 10. juni mellem klokken 14.00 og 16.00. Den helt store oplevelse venter lørdag den 11. juni, hvor samtlige biler triller gennem gennem Stengade i Helsingørs historiske bymidte fra kl. 9.30, før kortegen fortsætter langs den nordsjællandske kyst og blandt andet passerer Hellebæk og Hornbæk.