Giv os nogle andre kunstnere… eller et mere kritisk publikum!


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Jens Galschiøt er blot én af flertallet af kunstnere, der rider kæphesten om den hvide mands evige skyld. Og det sker helt gratis, hvorimod en satiretegner som Gregorius Nekschot, der tilbage i nullerne bl.a. udfordrede dette narrativ og provokerende pirkede til en lang række tabuer, måtte igennem et to-et-halvt år langt tovtrækkeri med de hollandske myndigheder.

Kunstneren Jens Galschiøt fik international opmærksomhed med sin skulptur, Survival of The Fattest, da den første gang dukkede op på Rådhuspladsen i København i forbindelse med International Cooperation on Global Trade Policy.

Siden er den bl.a. blevet udstillet på Langelinje – ved siden af Den Lille Havfrue – som en del af Galschiøts kunstprojekt, 7 meters, da Danmark i december 2009 var vært for COP15.

Selve den håndværksmæssige udførelse af den 3.5 m høje og meget iøjnefaldende skulptur kan der ikke sættes en finger på. Det er snarere symbolikken, der er så forudsigelig og banal, at selv en 5. klasse kan være med på en fortolkning: Her har vi en afklædt udgave af Justitia: hvid, fed og grim, med hængepatter og overlagte tæer, siddende tungt på skuldrene af en stakkels, mager og udsultet mand med negroide træk… 

Nej, ingen overraskelser her. Ingen anledning til eftertanke. Alt ved det gamle.

Med sin påstand om white privilege og sit offergørende budskab kan det ikke undre, at skulpturen har talt til mange verden over: især skuffede og frustrerede mennesker i udviklingslande, der med rette drømmer om en langt bedre levefod og en mindre usikker tilværelse. 

Desværre er Jens Galschiøt blot én af flertallet af kunstnere, der rider kæphesten om den hvide mands skyld. Og det sker helt gratis. De færreste siger ham imod:

LÆS OGSÅ:  Charlie Hebdos kamp for ytringsfriheden fortsætter

Ej heller beboerne i Ringkøbing, der efter en udstilling af Galschiøts værker i den vestjyske by, skillingede sammen til en bronzeafstøbning, så ”Den fede dame”, som hun hedder i folkemunde, nu har taget permanent ophold på havnepladsen.

 

Men hvorfor i alverden er det evigt og altid den hvide mands skyld, at mange af disse lande og tidligere kolonier efter 70 års uafhængighed stadig hænger i bremsen?

Er det umuligt for kunstnere og deres støtter at begribe, at en eklatant mangel på frihedsrettigheder, ikke-demokratiske institutioner, begrænset adgang til uddannelse, uretfærdige og vilkårlige rettergange, korruption, klankultur, religiøs fundamentalisme osv. aldrig har ført til bedre vilkår for nogle mennesker – og at 

det er på tide at holde disse lande ansvarlige for miseren? 

Og i forlængelse af dette krav at man her i Vesten lægger selvhadet på hylden og erkender, at hvide mænd – og kvinder – trods alle fejl og mangler, har skabt de bedste og mest retfærdige samfund i verden. 

Tilbage i nullerne var det befriende at se den hollandske satiretegner, Gregorius Nekschot der med sin parafrase, Now also a slavery monument for white, native taxpayers, satte fokus på den hvide, hollandske skatteborger, der med en lænke om sin ene ankel, bar et stort og tungt menneske med kruset hår og sut i munden på sin ryg; og dermed bidrog med en anden fortolkning end Galschiøts: at vi i den vestlige verden, og som regel med den bedste vilje, har postet milliarder af skattekroner i først og fremmest tredjeverdenslande og dernæst i talrige integrationsprojekter for dem, der har søgt lykken i Europa, uden at se de forventede resultater – ja nærmest har bidraget til en forventning hos mange af dem om evig forsørgelse. 

Gregorius Nekschot, der i øvrigt ved flere lejligheder har gæstet Trykkefrihedsselskabet, slap ikke ustraffet for sine ”diskriminerende tegninger” – eller rettere: Han slap i sidste ende for tiltale, men først efter en ubehagelig arrestation, halvanden dag i fængsel og et to-et-halvt år langt tovtrækkeri med de hollandske myndigheder, som – efter international opmærksomhed på sagen, bl.a. fra Trykkefrihedsselskabet – lod ham slippe med begrundelsen, at satiretegningerne ikke længere lå på hans hjemmeside. 

Det forlyder, at Nekschot siden helt er stoppet med at tegne!

LÆS OGSÅ:  Delvist klarsynet

Historien er et eksempel på hvor svært det ofte er for modige og provokerende kunstnere, der – sat på spidsen – kan tænke selv, ikke halser efter tidsånden, et gældende narrativ eller en politisk ideologi, at være udøvende.

Med afsæt i de sidste års woke-bevægelse (der kun har gjort ondt værre!) og den deraf tilstræbte uniformering af holdninger samt udgrænsning af dem, der forfægter anderledes synspunkter har Jon Eirik Lundberg, der er leder af Læsø Kunsthal og Piotr Bernatowicz, der i 2019 blev udpeget som ny leder af Ujazdowski Castle Centre for Contemporary Art i Warszawa, taget initiativ til udstillingen, Political Art, der åbner i Warszawa d. 27. august 2021. Her vil en lang række kunstnere fra hele verden – bl.a. flere fra Sverige og Danmark – udstille det næste halve år. 

Man kan håbe, at initiativet og ikke mindst de udstillede værker vil bidrage med nye fortolkninger og skabe en tiltrængt, større bredde og samtidig kaste lys over den intolerance, der hersker over for anderledes tænkende – også inden for kunstverdenen.

Kit Louise Strand er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse