Glædelig nyhed at coronaramte virksomheder kan udskyde skattebetaling uden renter og gebyrer

Virksomhedernes betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for april, maj og juni blev udskudt allerede med de første hjælpepakker. Men skatten for marts forfalder stadig til betaling henholdsvis den 31. marts og den 14. april for store og mindre virksomheder.

Skatteministeriet meddeler nu, at virksomheder i Coronaramte brancher kan vente med at betale regningen – uden frygt for renter og gebyrer. Det glæder direktør Kent Damsgaard fra Dansk Industri.

– Det her er en virkelig god nyhed. Det er i sidste øjeblik, at der findes en løsning, hvor de hårdest ramte virksomheder kan vente med at betale A-skat for marts uden at blive pålagt renter og gebyrer. For mange virksomheder kan det være en helt afgørende hjælp i denne historisk svære tid, siger Kent Damsgaard.

Rent praktisk er der tale om en løsning, hvor virksomheder i brancher, som regeringen har pålagt at holde lukket, kan søge om fritagelse for renter og gebyrer ved for sen betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det samme gælder andre virksomheder, der har været tilsvarende hårdt ramt. Ansøgningen skal ske, når situationen igen er normaliseret og skatteindbetalingen foretages.

– Siden det stod klart, at det var umuligt udskyde betalingen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for marts, har DI været i tæt dialog med regeringen for at finde en håndholdt løsning. Og vi kvitterer for den løsning, man har fundet. Det er en stor hjælp, at virksomhederne kan søge om fritagelse for de renter og gebyrer, der normalt følger, hvis man undlader at betale til tiden, siger Kent Damsgaard.

LÆS OGSÅ:  Coronavirus: Ældre europæere nægtes behandling

– Løsningen betyder, at virksomhederne desværre vil skulle gå i uvished, om deres ansøgning bliver imødekommet. Men vi forventer, at både virksomheder og skattemyndighederne vil være deres ansvar bevidst: Virksomheder søger kun, hvis de har et reelt behov. Og myndighederne godkender til gengæld alle virksomheder, der har et behov, siger Kent Damsgaard.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)