Nye tal fra Eurostat i dag viser, at Danmark indtager en 1. plads, når det kommer til digitalisering i Europa. Vi har henvist Finland til 2. pladsen og Sverige til 3. pladsen, efter vi de seneste par år har ligget efter de to lande. Danmark er rykket frem på integration af digital teknologi og digitale kompetencer.
Indeks over den digitale økonomi og det digitale samfund, det såkaldte DESI-indeks, er netop offentliggjort for 2021. Danmark springer fra en 3. plads til en 1. plads og overhaler altså Finland og Sverige.
-Det er glædeligt, at vi igen i Danmark kan kalde os europamestre i digitalisering her i 2021. Digitalisering bliver vigtigere og vigtigere, så at vi i dag kan pryde os med en 1. plads i EU, er ekstremt positivt, siger Rikke Hougaard Zeberg branchedirektør i DI Digital.
Danske virksomheder har i højere grad end virksomheder i andre EU-lande taget digital teknologi til sig – så på målet for integration af digital teknologi ligger Danmark nu som nr. 2 i 2021, hvor det var en 5. plads i 2020.
– Det er godt at se, at danske virksomheder tager digitale teknologier til sig – her stræber vi efter at ligge nr. 1, så med en 2. plads er vi der næsten. Virksomhedernes produktivitet, effektivitet og dermed konkurrenceevne afhænger i høj grad af digitale løsninger, så det er et område, hvor vi hele tiden skal bygge på for at være konkurrencedygtige, fortsætter Rikke Hougaard Zeberg.
Ift. Kategorien ”menneskelig kapital / digitale kompetencer” i indekset er Danmark også rykket frem og ligger nu på en 4. plads efter en tilbagegang de seneste par år, og hvor vi sidste år lå helt nede som nr. 7.
– Digitale kompetencer skal ubestridt være en af de vigtigste agendaer, vi har i Danmark. Vi har i de seneste år set, at vi er rutsjet ned af den europæiske rangliste, når det kommer til digitale kompetencer, hvilket har været stærkt problematisk. En 4. plads er uden tvivl positivt, men vi skal ligge helt fremme på de digitale kompetencer, for at vi i fremtiden også kan kalde os europamestre i digitalisering, siger Rikke Hougaard Zeberg.
Danmark har fastholdt sin placering på den digitale infrastruktur, som er fundamentet for den digitale økonomi.
– Vi skal udnytte den samlede førsteplads i DESI-indekset til at satse på mere digitalisering. Ved at satse der, hvor vi er gode, giver det netop muligheder for at skabe bedre konkurrenceevne for alle Danmarks virksomheder. Netop nu åbnes der på EU-niveau for kassen på det digitale område. Her er det vigtigt, at Danmark er aktive. Derfor kan det kun gå for langsomt med den bebudede Digitaliseringsstrategi for Danmark fra regeringen, afslutter Rikke Hougaard Zeberg.