Glædeligt med løft for udendørsidrætten – men vigtigt at få indendørs med

Da partilederne kom ud af forhandlingslokalet her til aften, var det med nyheden om, at der allerede på mandag den 22. marts sker en yderligere åbning af samfundet. Åbningen betyder, at forsamlingsforbuddet for udendørs idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter løftes fra 25 til 50 personer.

”Det var selvfølgelig en glædelig overraskelse, at der allerede fra på mandag er mulighed for yderligere åbninger. Det er positivt for flere af vores udendørs idrætter, som dermed i højere grad kan dyrkes som normalt, når det er tilladt med 50 deltagere, og det vil vi gerne kvittere for overfor politikerne” siger Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF.

Han lægger dog heller ikke skjul på, at DIF håber på, at mandagens åbning – som flere af politikerne har kommenteret – blot er en forsmag på en større åbning pr. 6. april.

”Det er afgørende, at vi får alle børn og unge tilbage til en hverdag med skole og fritidsaktiviteter, og derfor har vi heller ikke lagt skjul på, at vores højeste prioritet har været at få indendørsidrætten med i næste genåbningsfase” siger han og fortsætter:

”Vi har oplevet mange udfordringer under corona-krisen, men den lange nedlukning af indendørsidrætten er nok den mest kritiske. Hvis indendørsidrætten ikke genåbner efter påske, risikerer vi, at sæsonen er slut. Og det vil have alvorlige konsekvenser. Hvis børn og unge først er tilbage til sæsonstarten efter sommerferien, så frygter vi, at det bliver svært at genaktivere dem. Og idræt er et af de mest gavnlige værktøjer for trivslen” fastslår Morten Mølholm Hansen.

LÆS OGSÅ:  Skru op for genåbningen før påske

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)