Debatten om et forbud mod omskæring af drengebørn har bølget frem og tilbage i mange år. Blandt den danske befolkning mener 88 pct., at det skal være ulovligt at omskære drengebørn af religiøse eller kulturelle årsager. Men på Christiansborg er der ikke et flertal for et omskæringsforbud, ganske enkelt fordi politikerne frygter internationale konsekvenser. Disse er gennemsnitsdanskeren ligeglad med, men politikerne har lidt mere mellem ørerne.
Omskæring af drengebørn er som bekendt en væsentlig og integreret del af både den jødiske og muslimske kultur. Vedtager man et omskæringsforbud, vil Danmark derfor være det første land i verden, som kriminaliserer en praksis, som er en hjørnesten i jødisk og muslimsk kultur.
Det er den internationale dimension af et evt. omskæringsforbud, som danske politikere frygter, for man kan forestille sig stærke reaktioner fra Israel og de muslimske lande, men også fra USA, hvor mange kristne er omskåret, og hvor et forbud mod omskæring vil blive set som udtryk for, at det sekulære majoritets-Danmark rammer minoritetsreligioner og begrænser religionsfriheden.
Danske politikere holder lav profil, for de er klar over, at Danmark står helt alene med sit syn på omskæring af drengebørn, og vil i givet fald være det første land i verden, der indfører et decideret forbud. De er klar over, at bliver forbuddet vedtaget i Folketinget, vil fordømmelserne hagle ned på Danmark over hele verden.
Det er ikke mindst dansk erhvervsliv, der kan blive ramt. Da Danske Bank i 2014 valgte at hoppe på den anti-israelske vogn, fordi banken havde placeret to israelske selskaber i den gruppe af investeringer, som banken ikke vil investere i af etiske årsager, kom Danske Bank selv på den sorte liste i flere amerikanske delstater. Vedtager Folketinget et forbud mod omskæring, kan en omfattende og langvarig økonomisk boykot af dansk erhvervsliv blive en sandsynlig konsekvens.
De sikkerhedspolitiske konsekvenser af omskæringsforbuddet er så store, at både Muhammed-krisen og smykkeloven er peanuts i sammenligning. Derfor går danske politikere stille med dørene.
André Rossmann