Glem alt om Jesus

Af Lars Hedegaard.

Glem alt om Jesus, for nu kommer Mao

Da Trykkefrihedsselskabet for en del år siden brugte en masse penge på at invitere medlemmer af bevægelsen Falun Gong til København for at fortælle om det kinesiske regimes forfølgelser, kom der én dansk journalist. Det var Niels Lillelund fra Jyllands-Posten.

Resten af medierne var uinteresserede i CCP’s – Det Kinesiske Kommunistpartis – fængslinger, tortur og andre overgreb. Et fremtrædende medlem af Trykkefrihedsselskabet ringede og beklagede sig over, at vi brugte penge og kræfter på et så perifert fænomen, når vi burde koncentrere os islam.

Som daværende formand for TFS glæder det mig, at vi spenderede 80.000 på arrangementet. Hvad skulle man mene om os, hvis vi ikke havde prøvet at gøre opmærksom på det folkemord på tilhængere af forskellige religioner, som fortsætter med uformindsket styrke? Ifølge iagttagere fra den kinesiske diaspora har regimet på det seneste forstærket sin ateistiske offensiv.

Siden vi holdt konferencen, har millioner af Falun Gong-tilhængere, siddet i fængsel, arbejdslejre og psykiatriske hospitaler. Hundredtusinder er blevet torteret i et forsøg på at få dem til at opgive deres tro. Ifølge Epoch Times – der drives af kinesere, som er flygtet, og er blandt de vigtigste kilder til viden om regimet i Beijing – er et utal blevet dræbt som ofre for ”organhøst”, der betyder, at deres organer er blevet skåret ud og solgt til transplantationer.

I en totalitær stat er det ubærligt, at nogen tror på noget højere end statsmagten. Men da religiøs tro er svær at komme til livs, har regimet prøvet at omdefinere, hvad Kinas anerkendte religioner – buddhisme, taoisme, islam og kristendom – går ud på, og hvordan de skal praktiseres. Et tragikomisk eksempel er, at det gudløse regime har udpeget 92 ”reinkarnerede buddhaer”, så der er nogle at vælge imellem, når Tibets 86-årige religiøse leder, Dalai Lama, går bort.

Kommunisterne har også godt fat på de kristne og opretter ”patriotiske kirker”, hvor billeder af Jesus og Jomfru Maria bliver erstattet af portrætter af ”den store rorgænger”, Mao Zedong, der stod for mordet på 80 millioner af sine landsmænd.

Ligesom Hitler, der ville erstatte kristendommen med ”tysk kristendom” under ledelse af en ”rigsbiskop”, er CCP i gang men at omskrive Bibelen, så den kan bruges til at agitere for ”kinesisk kristendom”. Ifølge den kinesiske kristendom reddede Jesus ikke en kvindelig synder fra at blive stenet. Han førte selv an i steningen.

I Xingjiang-provinsen holdes over en million muslimer i koncentrationslejre, hvor de bliver udsat for tortur, seksuelle krænkelser, tvangsaborter og tvangssterilisering.

Flere lande, bl.a. USA, Belgien, Canada Tjekkiet, Litauen, Holland og Storbritannien, har betegner de religiøse forfølgelser som en form for folkemord.

Hvad mener den danske regering?

Da Kina i 2001 blev optaget Verdenshandelsorganisationen (WTO), var forventningen, at denne åbning til det internationale samfund ville mildne det kommunistiske regimes undertrykkelse og bane vejen for ytringsfrihed og demokrati. Det viser sig nu at have fået den modsatte effekt: Kinas voksende økonomiske styrke har opmuntret regimet til at forstærke undertrykkelsen af enhver, der ikke bøjer sig for det kommunistiske diktatur – eller kunne tænkes at gøre det.

I dag er kommunisterne i fuld gang med at fjerne ethvert spor af frihed i Hong Kong. I morgen går turen til Taiwan. Senere bliver det resten af Østasien. Dernæst bliver det os.

Totalitære regimers ambitioner er ubegrænsede.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)