Site icon 24NYT

God humor i børnehøjde

Børneteatret De Røde Heste besøger Kulturium Musikteater i Ishøj den 12. februar 2022 kl. 13. Her kan du opleve forestillingen Den sandfærdige beretning om de tre små grise, der – ifølge teatret selv – er femstjernet bacon for barnesjæle

Her kommer omsider den usminkede beretning om, hvordan de tre små grise (de svin) forsøgte at narre den rare og venlige ulv, og om hvordan de to grises uheldige endeligt og den tredje gris’ snu og udspekulerede facon lige siden har sat ulven i et meget dårligt lys.

Du er garanteret god underholdning med gode grin i cirka 40 minutter på denne lørdag eftermiddag. Og det gælder både børn og voksne. Glæd dig til at opleve Claus Mandøe, som er en fantastisk fortæller. Han styrer selv alle hånddukker og alle stemmer på et højt kunstnerisk og humoristisk niveau.

Gode melodier pepper historien op

De tre små Grise er unægtelig en temmelig bastant historie – i denne version peppes fortællingen betragteligt op med forskellige melodier både fra bedsteforældrenes barndom og fra ungernes egen hverdag. Desuden finder Mandøe på alverdens fjollerim, der får eventyret til at nærme sig rapverdenens rå kynisme.

Billet til denne forestilling koster 40 kr. for medlemmer af Kulturium Børneklub og 50 kr. for alle andre.

Exit mobile version