Gode og coronavenlige naturoplevelser i påsken

Når nu man i år ikke bør samles om det store påskefrokostbord, så kan man i stedet sætte hinanden stævne udendørs og sammen tage ud og opleve den skønne og rå natur i Halsnæs.

Så længe I sørger for at holde god afstand og ikke forsamles flere, end forsamlingsforbuddet tillader, så kan det gøres på en meget coronavenlig måde.

Oplev paddernes bunkebryllup

På de lune og vindstille eftermiddage kan man for tiden være heldig at opleve frø-forår, når mange arter af padder i disse dage søger til vandhullerne. Fænomenet hvor store mængder af padder, for eksempel frøer, samles i vandhullerne kaldes bunkebryllup.

I Halsnæs kan vandhuller ved Spodsbjerg og Arrenæs anbefales, hvis du vil opleve bunkebryllupper.

De blå anemoner titter frem

Foråret er rent vejrmæssigt kommet lidt sent i år, og derfor er de blå anemoner først nu på vej op ad jorden.

Den blå anemone er en af de tidlige forårsbebudere, og så er den ret sjælden. Den findes kun enkelte steder i Halsnæs, og du kan blandt andet opleve dem ved Bakkestien ikke langt fra Kastaniealle i Frederiksværk.

Skjulte naturperler i Halsnæs

I det hele taget er der en masse skøn natur i Halsnæs. Nogle ag de gode natursteder er velkendte, mens andre måske ikke er kendt af så mange og er lidt mere skjulte.

LÆS OGSÅ:  Håb for udryddelsestruet delfin – for første gang er bestanden gået frem

Halsnæs Kommune vil gerne vise de lidt mere skjulte steder i vores skønne natur frem for endnu flere, og i vores folder Skjulte Naturperler kan du blive klogere på 15 mere eller mindre ”hemmelige” naturområder i Halsnæs.

Du finder folderen her.

Så er der vist ikke andet tilbage end at ønske rigtig god natur-tur i påsken – eller på et helt andet tidspunkt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)