Alting har en pris for almindelige danskere, skrev Jyllands-Posten forleden. Den etnisk danske alkoholiker mærker den nye socialpolitiske konsekvens, som politikerne gerne bryster sig af. Pligter og rettigheder skal følges ad, messer de bredt med statsminister Mette Frederiksen i spidsen.
Men det gælder åbenbart ikke alle, og slet ikke Suleima og Mohammed. De er nemlig ofre. Dem er det synd for. Dem kan man ikke stille krav til. De har været så meget igennem og kommer langvejs fra.
Sådan er tænkningen stadig i behandlersystemerne ifølge forfatteren Ali Aminali, som i årevis selv har været en del af integrationsmaskinen og derfor ved, hvad han taler om.
I dagens Berlingske bekræftes hans skildring af forholdene i det kommunale behandlersystem af socialrådgiver Masoum Moradi, som igennem flere år med frustration har iagttaget, hvordan de søde og rare socialrådgivere har forhindret nydanskerne i at komme i arbejde.
”Borgerne bliver i manges socialrådgiveres øjne ikke hjulpet ved at komme i arbejde, men ved at få en særlig ydelse og blive passet på”, siger Moradi.
Han understreger, at kommunerne er blevet bedre til at sende nye flygtninge i arbejde, fordi regeringen har sat mål om jobparathed. ”Så bliver socialrådgiverne i sidste ende presset. Men det er ikke med deres gode vilje, og de skal nok forsøge at gøre modstand mod de krav”.