Site icon 24NYT

Godt nyt for unge ingeniører ved kasse 1

Er du en ung arbejdsløs ingeniør og står ved kasse 1 for at hæve dine dagpenge, må en hilsen fra Ledernes formand Svend Askær i Berlingske den 2. maj varme om hjertet.

Eftersom der er mangel på STEM-kandidater (STEM – teknologi, it, ingeniørkundskab, naturvidenskab og matematik, red.), går Svend Askær og Lederne nu aktivt ind i VLAKs nye teknologipagt.

Som deltager i teknologipagten vil Lederne tage en række initiativer, som kan få flere til at uddanne sig inden for STEM. Lederne vil bl.a. nedsætte en tænketank om digitalisering (regeringens digitaliseringsråd er nemlig ikke nok i et lille land med 5,5 mio. mennesker) og etablere ”et ambassadørkorps af ledere, der arbejder inden for STEM-området, og som vil invitere de unge ud på deres virksomheder, så de bliver inspireret til at tage en STEM-uddannelse”.

Alt dette i stedet for at ansætte de mange ledige ingeniører, der står ved kasse 1. I det virkelige Danmark står næsten hver fjerde ingeniørdimittend nemlig uden job. Ledigheden blandt ingeniørdimittender med under et års anciennitet ligger på 22,7 pct. Det skyldes, at arbejdsgiverne kræver flere års erfaring, når de skal ansætte medarbejdere. Både arbejdsgiverne og Lederne med Svend Askær i spidsen klynker om manglende arbejdskraft, men vil ikke ansætte nyuddannede.

Er du en ung arbejdsløs ingeniør ved kasse 1, så fat mod. Det kan godt være, at ”Ledernes ambassadørkorps” vil invitere dig ud på en rigtig virksomhed for at fortælle om de mange fordele ved en STEM-uddannelse.

Exit mobile version
Click to listen highlighted text!