Regeringen og næsten alle partier i Folketinget har besluttet at etablere to såkaldte energiøer. Én i Nordsøen, og én på Bornholm. Energiøerne er danmarkshistoriens største anlægsprojekt til en samlet anlægssum på 210 mia. kroner. Det svarer til omkring fem Storebæltsbroer eller ca. fire Femernbælt-forbindelser.
En energiø er en kunstig ø, hvor man samler energien og fordeler strømmen fra et stort antal havvindmøller. Energiøerne er ekstremt kostbare projekter og ekstremt risikobetonede investeringer. Ørsted, der ikke kan mistænkes for at være skeptisk over for vindenergi, har advaret imod de to projekter, idet selskabet frygter, at energiøerne bliver ”havvindens IC4-sag”.
Når et politisk flertal i Folketinget alligevel går ind for en energiø, skyldes det politikernes opblæste ego og sygelige trang til at gennemføre ”signaturprojekter”, der placerer Danmark som et foregangsland i verden uanset hvor risikobetonet det måtte være og uanset hvor meget det måtte koste, for det er jo skatteyderne, der betaler.
Den kunstige energiø 100 kilometer ude i Nordsøen er så vigtig for den grønne omstilling, at et bredt flertal i Folketinget vil fjerne borgeres og organisationers ret til at klage over projektet. Det skyldes, at politikerne vil minimere risikoen for forsinkelser.
Klimaminister Dan Jørgensen (S) siger, at det er nødvendigt at fjerne adgangen til at klage. “Afskæring af klageadgang er et nødvendigt redskab til at begrænse risici for fordyrelser og forsinkelser af projektet”, skriver Dan Jørgensen i et skriftligt svar til avisen.
Det er første gang, men sikkert ikke den sidste, at den grønne omstilling bliver brugt som argument for at fjerne retten til at klage over statens projekter.
Danskerne betragter Danmark som en retsstat, men på visse områder har staten udviklet bananstatsagtige symptomer. De seneste år har vi nemlig været vidne til systematiske lov- og regelbrud begået af offentlige myndigheder. Balancen mellem stat og borger forrykkes mere og mere i statens favør. Det kan du læse mere om her.
André Rossmann