Grønland og Færøerne er Danmarks B-hold

Grønland og Færøerne presser på for ligestil­ling i nordisk samarbejde, skriver Børsen.

”Færøerne og Grønland brugte samlingen af de nordiske lande torsdag til at genfremsætte et gammelt ønske. Ønsket om et ligeværdigt og fuldgyldigt medlemskab af Nordisk Råd. ’Vi vil være ligeværdige medlemmer. Det er fuldstændig soleklart, at statussen for de lande, der er med fuldgyldigt, og dem, der ikke er, den er jo meget anderledes’, sagde den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen.

Både Færøerne, Grønland og Åland har i årtier deltaget i arbejdet i Nordisk Råd, der også tæller Danmark, Sverige, Finland, Norge og Island. Men de tre selvstyreområder har længe ønsket mere at skulle have sagt i det nordiske samarbejde. ’Jamen historien har jo vist, at i Nordisk Råd, når der skulle diskuteres emner, der nogle gange omhandler Grønland, så bliver vi sat uden for døren, fordi vi ikke er en del af det rigtige fællesskab, men vi er et B-hold’, lød det fra Jens-Frederik Nielsen.

Jens-Frederik Nielsen påpegede, at så længe Grønland holdes uden for døren, er det svært at bidrage 100 procent i samarbejdet. Grønland begyndte at boykotte det politiske arbejde i Nordisk Råd, da de tre selvstyreområder i 2024 ikke blev inviteret til et topmøde”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)