Fem unge mænd i alderen 16 til 20 år er ved Retten i Aarhus blev idømt hårde straffe for et groft overfald på en 18-årig mand på en byggeplads i Brabrand i august sidste år.
Den 10. august 2019 kort efter kl. 18.00 blev en 18-årig mand opsøgt at en gruppe mænd ved Gudrunsvej i Brabrand. Den ene af mændene stod med en stor kamplignende hund, og da den 18-årige forsøgte at løbe væk, blev hunden sendt i hælene på ham. Den 18-årige mand løb ind på en byggeplads, hvor han vidste, at der var videoovervågning, og det skulle vise sig at blive afgørende for sagen.
Gruppen af mænd var løbet efter den 18-årige, og da de kom ind på byggepladsen, blev den 18-årige først bidt i benet af hunden, hvorefter han blev væltet omkuld af en af mændene, der efterfølgende slog ham flere gange i hovedet. Flere af personerne i gruppen slog og sparkede den 18-årige, der til sidst mistede bevidstheden, hvorefter de efterlod ham i hjælpeløs tilstand.
Opdaget af videooperatør
Heldigvis sad der en vaks medarbejder i det firma, der har ansvaret for overvågningen, som havde set overfaldet, og som med det samme kontaktede politiet, der kort efter ankom til stedet. Den 18-årige blev kørt til behandling, og politiet fik sikret videoen, der blev brugt som bevis i retten.
”Hele overfaldet blev filmet, og der er også lykkedes at genkende nogle af personerne på videoen, mens andre er blevet identificeret på anden vis. Videoovervågningen viste sig at blive ret afgørende for sagen,” siger anklager Philip Møller.
Fem tiltalte dømt
Fem af de seks mænd i alderen 16 til 20 år, der var tiltalt i sagen, blev dømt. To mænd på 19 og 20 år var de mest toneangivende, og dem der udførte volden. De blev idømt henholdsvis 10 måneders fængsel og et års fængsel. Tre mænd på 16, 17 og nu 20 år blev dømt for medvirken. Den 16-årige fik en ungdomssanktion på to år, mens de to andre blev idømt otte måneders fængsel.
”Der er tale om et planlagt overfald, hvor den forurettede blev jagtet, blandt andet ved brug af hund, hvorefter han blev groft overfaldet og efterfølgende efterladt i hjælpeløs tilstand på en byggeplads i Brabrand en lørdag aften. Jeg er derfor meget tilfreds med, at fem af de seks tiltalte blev idømt hårde straffe, der afspejler grovheden af overfaldet,” siger anklager Philip Møller.
Den sidste af de tiltalte, en 20-årig mand, blev frifundet, da retten ikke mente, at han kunne genkendes på videoen, og det var derfor ikke bevist, at han tog del i overfaldet. Den afgørelse har anklagemyndigheden taget til efterretning.
De fem, der blev dømt i sagen, har alle udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.