Indførelse af værnepligt for kvinder i fuld ligestilling med mænd vil betyde, at alle kvinder i Danmark kan beordres til at gennemføre en militær uddannelse og efter denne uddannelse at blive sendt i krig. Hvilket vil være stik imod Grundlovens § 81 (GL 81), der siger: ”Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.”
Debatindlæg fra Jens Kristian Bech Pedersen
Besat af ligestillingsideologien og bistået af regeringsapparatets embedsmænd ignorerer regering og folketingspolitikere det konkrete indhold af den Grundlov, der er vores værn imod vilkårlige statslige magtovergreb. Ideen om kønslig ligestilling paralyserer alle i en fælles lovfjendsk gruppetænkning, som den gældende Grundlov er ganske forsvarsløs overfor. Ideen bliver overordnet i forhold til gældende lov ganske som det er princippet i ethvert totalitært og lovfjendsk samfund. Grundloven nedbrydes, som ideernes vinde hersker.
Tilsyneladende tør ingen politiker forsvare ordlyden i GL 81, hvis dette medfører, at man som politiker kommer i konflikt med ligestillingsideologien. Vi har ikke hørt én eneste dansk politiker sige, at GL 81 forbyder, at staten kan tvinge kvinder til at gøre tjeneste som soldat. For vores politikere frygter ideen og ikke loven.
Denne mangel på respekt for Grundloven udgår fra Justitsministeriet (JM). JM meddelte den 14. sept. 2021 til Folketingets Forsvarsudvalg, hvordan GL 81 ifølge JM skulle forstås. For det første siger JM om GL 81’s ”ordlyd, at den alene omfatter våbenføre mænd.” Men herefter stopper JM straks med at bekymre sig videre om ordlyden og begynder at udfolde sin frie juridiske fantasi. For nu siges det, ”at det er almindeligt antaget i den statsretslige teori, at GL 81 ikke er til hinder for ved lov at pålægge andre at udføre værnepligt.” Ja, ikke sandt, når man ikke er interesseret i at høre, hvad loven siger, så kan man gøre sig antagelser og gennem statsretslig teori fantasere sig til det ganske modsatte af, hvad loven siger.
Grundloven af 1849 var et opgør med enevældens statslige formynderi over for borgerne. Den magt, som den nye demokratiske statsmagt kunne tiltage sig over frie borgere, skulle derfor også indskrænkes ved lov. Man ville ikke have en ny demokratisk enevælde ind ad bagdøren. Det afgørende er derfor, at grundlovgiverne satte GL 81 ind i Grundlovens kapitel VIII om borgernes frihedsrettigheder som netop en undtagelse fra disse borgerlige friheder. Udgangspunktet er: Borgeren er fri af staten, og ingen dansk borger kan beslaglægges som statens redskab eller tvinges i statens tjeneste. Staten kunne derfor heller ikke ved vilkårlig lov, dvs. ved en lov, der ikke er Grundlov, tvinge borgerne til at aftjene værnepligt og gøre krigstjeneste. Netop derfor gjorde grundlovgiverne denne pligtige tjeneste til grundlov; men netop som en undtagelse for ganske bestemte borgere. Meget konsekvent og konkret måtte grundlovgiverne derfor anføre, hvem denne undtagelse gælder: ”Enhver våbenfør mand.” Kun disse mandlige borgere kan pålægges militær værnepligt og krigstjeneste. For alle andre gælder den borgerlige frihed fra statslig tvang – siger Grundloven. GL 81 er netop til hinder for, at man ved almindelig lov kan lade værnepligten omfatte kvinder.
Det er derfor forkert, når JM anfører, at ”formålet med GL 81 ikke er at skabe udtrykkelig hjemmel for at indføre værnepligt, idet en sådan hjemmel kunne gennemføres ved almindelig lov uden GL 81.” Det er det rene uhyrlige ministerielle lovtrækkeri! Om hvilken § i Grundloven kunne man så ikke ud i den rene juridiske blå luft sige, at det ikke var meningen at skabe grundlovshjemmel, idet en hvilken som helst hjemmel kunne gennemføres ved almindelig lov?
Frihed fra tvungen militær statstjeneste gælder for alle borgere – med undtagelse af de borgere, der er nævnt i GL 81: ”Enhver våbenfør mand.” GL 81 er ikke nogen tilfældighed. Den er benhård og klar Grundlov, der som en eksplicit undtagelse fra Grundlovens borgerlige frihedsrettigheder giver hjemmel – netop en meget indskrænket hjemmel! – for den demokratiske stat til at tvinge nogle ganske bestemte borgerne til at gøre værnepligt og krigstjeneste. GL 81 værner kvindelige danske borgere (og alle ikke-våbenføre mænd) mod statens overgreb og frihedsberøvelse ved at undtage dem fra værnepligt og krigstjeneste.
For det andet siger JM, at GL’s ”ønske om at undgå kongens eller regerings forskelsbehandling gav sig endvidere udtryk i, at forpligtelsen til at bidrage til forsvaret skal fastsættes nærmere i lovgivningen. På den baggrund antages det almindeligt, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at en lignende forpligtelse ved lov pålægges kvinder.” Ak ja, disse antagelser. Men nej, den forskelsbehandling, som GL 81 ophævede, var den forskel, at nogle mænd gennem deres sociale stilling kunne unddrage sig værnepligt og krigstjeneste; ikke kun bønder og fattigfolk skulle kunne tvinges i krig. Og den forskelsbehandling, som GL 81 indførte, var lige akkurat forskellen mellem kvinder og mænd, når det gælder værnepligt.
GL 81 siger kun: ”Enhver våbenfør mand” er pligtig at udføre krigstjeneste; og dernæst: ”Forpligtelsen skal fastsættes nærmere i lovgivningen”. Dette sidste betyder helt enkelt, at grundlovgiverne ikke ønskede at definere den praktiske krigsforpligtelse for mænd; dette måtte ske gennem den øvrige lovgivning. Naturligvis, for Grundloven er jo grundlov. Men nu udtaler så JM, at når GL 81 siger, at ”forpligtelsen skal fastsættes nærmere i lovgivningen”, skal det forstås sådan, at grundlovgiverne dermed i GL 81 ophæver selvsamme GL 81 og deres egen grundlovsgivne forskelsbehandling mellem mænd og kvinder. Altså sådan, at Grundloven med tilføjelsen ”efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver” slet ikke mener det, den selv fastsætter om den uadskillelige forbindelse mellem mænd og værnepligtig krigstjeneste. Det er meget svært at undgå at spørge ligeud: Hvor dumme, mener JM’s jurister, at grundlovgiverne har været?
Som et analogt eksempel på denne juridisk fantasifulde foragt for Grundlovens ordlyd kan man pege på Grundlovens § 82, der siger: ”Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggende ordnes ved lov.” Men skulle nu disse ord ”ordnes ved lov”, virkelig betyde, at grundlovgiverne i samme åndedrag ville sige: Nej, kommunerne har slet ikke denne grundlovgivne ret til selvstændig styring, for ordene ”ordnes ved lov” betyder, at denne ret med hjemmel i almindelig lov lige så godt kunne placeres hos staten?
Grundlovgiverne lovgav ikke i detaljer om det praktiske, og de annullerede heller deres egne grundlovsparagraffer vha. finurligt indbyggede hekseformuleringer, som senere politikere kunne bruge til at lade Grundloven modsige sig selv ud i det groteske.
Historikeren Lars Hedegaard har sagt: ”Justitsministeriet er socialismens højborg i Danmark.” Det er sandt! For det er JM, der – som vi har set det ovenfor – styrer, hvordan vores politikere kan overtales til med en socialjuridisk fordrejning af Grundlovens klare ordlyd at bryde nye veje for den sociale totalitarisme, for statslig tvang og den kønslige ligestilling – stik imod Grundloven. Vores folketingsmedlemmer har alle som én skrevet under på at ville holde Grundloven. Så må de gøre sig fri af det fortolkningskorrupte Justitsministerium og den kønsideologiske gruppetænkning og respektere, hvad Grundlovens ordlyd siger om kvindernes frihed fra tvangsudskrivning til militær værnepligt.