Vi danske er gode til at feste og fejre. Vi kan lide at være sammen om flaget, en god sag og gerne med fællessang, musik og noget godt at spise og drikke. Og hvad er der så i vejen med det? Vi har fortjent vores mærkedagsfester – også St. Bededag. Vi er et flittigt og arbejdsomt folk – altså det mindretal, der i dag er på arbejdsmarkedet. Dog hører vi hele tiden politiske røster, der påstår at vi arbejder for lidt, men det er forkert. Danskerne er myreflittige. Vi er et folk af morakkere, der kan lide at tage fat. Ellers havde vi jo aldrig kunne skabe et af verdens rigeste og bedst fungerende samfund.
Men dagen i dag er ikke bare en festdag, hvor vi hviler på laurbærrene. Det er også en kampdag. For hvis vi ikke plejer og passer og moderniserer folkestyret, vil det forfalde og svækkes og vil i den sidste ende udvikle sig til en formynderstat, hvor netop stat og myndigheder vejleder og bestemmer over os i alle livets forhold. Frihed er det bedste guld, synger vi glade, men hvis vi som folk fortsætter med at ofre vores frihed for at få mere tryghed, ender vi med at ødelægge det folkestyre, som tidligere generationer har tilkæmpet sig. De bragte os ud af tusind års dominans af konger, adel, herremænd, ridefogeder og industrifyrster, og det er vores opgave i dag at love os selv, at vi og vores børn og børnebørn skal motiveres til at kæmpe for det ægte folkestyre og ikke lade Danmark forfalde til et samfund, hvor tryghed er det bedste guld og hvor staten er vores allesammens store sagsbehandler.
Der er i dag lige så meget at kæmpe for som i 1849, da grundloven blev givet. For det var jo kun begyndelsen. Forfatningen fra 1849 var jo ikke en demokratisk forfatning set i nutidens perspektiv. Kun selvstændige opnåede stemmeret i vores første demokratiske forfatning. Lønmodtagerne ikke. Der var mere tale om et oldgræsk elitokrati end om demokrati. Bonden stemte for sin husstand – også for sin kone. Det samme gjorde håndværksmesteren i byen, som stemte for sine svende og sin familie. Men grundloven af 1849 var ikke desto mindre den vigtigste milepæl i det danske folkestyres udvikling, fordi der indtraf et glidende magtskifte. Josef Stalin sagde en gang: ”Ved et parlamentsvalg er det ikke så vigtigt, hvem der stemmer. Det er mere vigtigt, hvem der tæller stemmerne op”. Det vigtigste ved grundloven af 1849 var ikke så meget hvem der fik magten. Det var mere vigtigt, hvem der gav afkald på magten. Og det var kongen.
Den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 rummer nogle af de vigtigste sætninger, der nogensinde er skrevet på det engelske sprog. Her står der i indledningen, at ”alle mennesker er skabt lige og har af deres Skaber fået visse umistelige rettigheder heriblandt retten til livet, frihed og stræben efter lykke”. Det er jo folkestyret i en nøddeskal. Denne sætning er udtænkt af fremsynede mænd, der har stillet sig selv spørgsmålet: Hvis alle mennesker er lige for Gud, hvorfor skal de ikke også være lige for mennesker? Hvad der er godt nok for Gud, må også være godt nok for os andre.
Men der skulle gå lang tid fra fødslen af det amerikanske demokrati i 1776 til den danske Grundlov af 1849. Hele 63 år. Demokratiet er ikke et brusende kildevæld, men en gletscher, der langsomt skrider frem. Vi er så forvænte og forkælede med et velfungerende folkestyre, at vi utålmodigt forlanger, at andre skal gøre som os. Men vi kommer til at vænne os til, at mange vil noget andet. I de kommende år vil vi være vidne til fremkomsten af nye statsformer, der ikke er diktaturer, men heller ikke demokratier, en mellemform, som vi kan kalde formynderstaten eller det vejledende folkestyre.
Det danske folkestyre er ikke immuniseret mod en langsom, men markant drift hen imod en formynderstat, hvor folkestyret betyder et styre FOR folket ikke AF folket. Det er derfor, den 5. juni også er en kampdag, hvor vi ruster os til kamp for bevarelse og den fortsatte udvikling af et moderne demokrati.
Er det sundt for det danske folkestyre, at halvdelen af vælgerkorpset nu står uden for arbejdsmarkedet? Er det sundt for folkestyret, at ¾ af Folketingets medlemmer er rekrutteret fra den offentlige sektor eller kommer direkte fra uddannelsesinstitutionerne ofte uden en eksamen? Folketinget er støvsuget for arbejdere, håndværkere, landmænd, fiskere og industrifolk. Er det sundt for folkestyret, at skatteyderne hvert år må punge ud med 90 milliarder kroner for at holde liv i arbejdssky migranter fra islamiske kultursamfund? Er det stadigt folkets ting eller er vores parlament blevet en varmestue for offentligt ansatte og studenter? Der er nok at tage fat på for en rask demokrat, hvis vi skal bevare det danske demokrati som en levende og vital organisme, som også kan forblive et forbillede for de spinkle og spæde demokratibevægelser, der er på vej rundt omkring på kloden.
Men vi har dog meget at fejre i dag den 5. juni. Vi fejrer i dag, at vi i Danmark har en fri debat om alt i modsætning til Sverige og Storbritannien, hvor angsten for at fornærme aggressive antidemokrater har beklumret det politiske klima og reelt accelereret udviklingen hen imod den politisk korrekte totalstat, hvor alle holdninger, der ikke er påbudt, er forbudt. Lad os glæde os over og lad os fejre i dag, at til trods for udfordringer og problemer er det danske folkestyre i live og i nogenlunde form. Vi fejrer i dag de resultater, der blev skabt af henfarne slægter. Vi fejrer den fremgang, vi selv har skabt. Og vi fejrer i dag håbet og tilliden til, at vores børn og børnebørn tager opgaven på sig og fortsat udvikler det danske samfund væk fra den truende formynderstat, men frem mod et ægte borgernært folkestyre.