Guldhandler udvider og satser på det digitale guld

Handel med danskernes brugte guld samt investeringsguld har været livsnerven hos Vitus Guld siden 2010. Nu udvider virksomheden og satser som den første danske guldhandler også på køb og salg af bitcoins. Det betyder, at både teknisk kyndige såvel som nybegyndere kan få hjælp til at handle investeringsguld med bitcoins og 16 andre kryptovalutaer.

En satsning, der bunder i, at digitalt guld og traditionelt investeringsguld har flere fællestræk, ifølge direktør i Vitus Guld, Christian Klingenberg.

– Der er flere fordele ved at kombinere bitcoins med traditionelt investeringsguld. Dels fordi guld og bitcoins tiltrækker samme kundeklientel, og dels fordi de to investeringsformer har en række ligheder i kraft af deres anonymitet og autonomi fra nationale banker, siger Christian Klingenberg, som bakkes op af Ole Bjerg, lektor i filosofi og økonomi på Copenhagen Business School:

– Bitcoins er i familie med guld, fordi de begge er en decentraliseret form for værdi, har et begrænset udbud og bliver handlet globalt. Selvom bitcoinmarkedet har været ramt af enorme prissvingninger siden valutaen kom på markedet i 2009, er kryptovalutaer kommet for at blive, udtaler han.

Tillid til teknologi trumfer bankerne

En af årsagerne bag forudsigelsen om bitcoins vedholdenhed skyldes dels en stigende mistillid til banksystemerne, kombineret med potentialet i blockchain, som er teknologien bag den decentrale og anonyme styring af kryptovaluta, mener Ole Bjerg.

LÆS OGSÅ:  Flaskehals i guldproduktionen kvæler udbuddet trods enorm efterspørgsel

– Kryptovaluta baserer sig på blockchainløsninger, som er en snedig teknologi, hvor parterne ikke behøver stole på hinanden. De skal bare stole på teknologien. Det skaber et decentralt system uden en bank, der styrer, kontrollerer eller overvåger transaktioner, og det finder mange attraktivt, siger han.

Det er bankernes reaktion på den økonomiske afmatning, som følge af pandemien, der ifølge Ole Bjerg styrker mistilliden. Mens den amerikanske centralbank har sænket renten og den europæiske centralbank er gået endnu videre med minusrente, har den japanske centralbank ikke udelukket flere pengepolitiske lempelser og støtteopkøb.

 De almindelige banker bliver mindre attraktive af minusrente, og der sker en stigende mistillid til de eksisterende valutaer. Det kan jeg godt forstå, fordi systemerne på mange måder er spændt til bristepunktet. Det skaber en grobund for at flere tyr til investeringer i mere anonyme og uafhængige investeringsobjekter, siger Ole Bjerg.

Guldsalget eksploderer i begge handelsretninger

I takt med finansiel uro, corona og skiftende politiske handelskrige, har priserne på guldmarkedet oplevet en støt men markant stigning, som i starten af august 2020 kulminerede i de højeste guldpriser nogensinde. Det er det marked, som Vitus Guld vil supplere ved at tilbyde guldhandel med Bitcoins til den kundegruppe, som ønsker at frigøre sig fra det traditionelle banksystem.

– I øjeblikket er guld både attraktivt at sælge og købe. Det er en helt ekstraordinær situation, fordi guldmarkedet typisk plejer at tale til købers eller sælgers fordel. Samtidig står vi i den gammelkendte situation, at store usikkerheder på det økonomiske marked driver guldpriser op, og med en voksende mistillid til de etablerede banksystemer mener jeg, at Bitcoin har modnet og stabiliseret sig til at være et oplagt handelssupplement, udtaler Christian Klingenberg.

LÆS OGSÅ:  Vil forvandle den danske vinbranche med nyt online-univers

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)