Danske politikere har bestemt, at så mange som muligt skal gennem gymnasiernes skattefinansierede pølsemaskine, for naturligvis er det sådan, at ethvert ungt menneske har potentiale til at blive en cand.polit. Men virkeligheden er, at ca. 40 pct. af landets gymnasieelever enten falder fra undervejs, ikke bruger uddannelsen eller dobbeltuddanner sig ved f.eks. at starte på en erhvervsuddannelse. Langt fra alle bruger dermed gymnasieuddannelsen som afsæt til en videregående uddannelse.
I dansk selvforståelse fremstår skolesystemet som verdens bedste, bl.a. fordi Danmark investerer flere offentlige kroner i uddannelsesinstitutioner, herunder gymnasier, end de fleste andre lande. Men resultaterne svarer ikke til størrelsen af de brugte midler. Der fejlinvesteres, og pengene bruges ineffektivt. Det gælder også for de gymnasiale uddannelser.
Miseren begyndte i 1970’erne, hvor den daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) pålagde Det Centrale Uddannelsesråd at planlægge et nyt undervisningssystem. Rådet afleverede i 1978 en stærkt ideologisk rapport med titlen ”U90 – samlet uddannelsesplanlægning frem mod 90’erne”. U90 skulle realisere en socialdemokratisk drøm om enheds- og lighedsskolen. Hovedbudskabet var, at de ”svage” skulle få mere uddannelse end de ”stærke”, så alle kunne komme på samme uddannelsesniveau, samt at eleverne skulle indpodes en ”lighedsorienteret” holdning og adfærd.
Det var således U90, der lagde frøerne til et uddannelsessyn, hvor begreber som ”faglighed” og ”disciplin” forsvandt til fordel for ”bløde” værdier og begreber som læring, flerfaglighed og andre pædagogiske buzzwords, og hvor holdningsbaseret plidderpladder opfattes som værende vigtigere end basale færdigheder og solid faktuel viden. Flere generationer af danskere er siden vokset op med et mantra om, at ”hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære”.
U90 blev lagt i mølposen af den borgerligt-liberale regering i 1982, men den kollektivistiske og lighedsorienterede tankegang i uddannelsesverdenen lever i bedste velgående. Den nuværende børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theils (S), arbejder således målrettet på at gøre gymnasiet så bredt som muligt: Optagelsesprøverne til gymnasiet forsøges udvandet, karakterskalaen ”demokratiseres” og mødepligtsreglerne lempes. Alt dette med henblik på at skabe maksimal lighed.
Man kunne tro, at forældrene ville reagere på manglende fokus på faglighed, men paradokset var og er stadig i dag, at hvis man spørger forældre, om trivsel eller faglighed er vigtigst for deres barn, prioriteres trivsel over faglighed. Derfor ser man i dag i gymnasiet for stort frafald, uacceptabelt høje fraværstal, eksamenssnyd, stressede elever, behov for psykologhjælp mv.
Eleverne er blevet produkter af en folkeskole med for få krav og en manglende erkendelse af, at nogle rent faktisk er klogere end andre og kan lære noget, ikke alle kan lære. Alle de gymnasieelever, der alligevel kommer gennem gymnasiet uden at kunne nok, bliver optaget på lange videregående uddannelser og gennemfører disse takket være universiteternes taxametersystem. Det er dem, man senere ser i statistikkerne over ledige dimittender, humanister uden fremtidsmuligheder, middelmådige gymnasielærere, fagligt svage pædagoger og folkeskolelærere mv.
Opbevaringsanstalt for ikke-boglige unge
Det almene gymnasium har udviklet sig til en fortsættelse af folkeskolen og en 3-årig opbevaringsanstalt for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. Adgangskravene er lave, og stort set alle kan komme ind, uanset om de er egnet til at studere eller ej. De unge følger i hælene på de andre og søger mod de gymnasier, der ifølge rygterne har de bedste fester.
Eleverne kan ikke ret meget, når de optages i 1.g. De vælger en gymnasial uddannelse uden at have de rette faglige forudsætninger eller tilstrækkelig motivation. Mange elever kan ikke engang læse en almindelig, let tekst. De kan ikke regne. De kender ikke simple geografiske fakta. Mere end 50 pct. af gymnasielærerne mener, at elevernes forudsætninger er for dårlige, og at op mod 50 pct. af eleverne ikke er læringsparate. Det er ikke kun lærerne i matematik og fysik, der har den opfattelse, men også dansklærere og engelsklærere.
Tre fjerdedele af en ungdomsårgang vælger nu gymnasiet, men mange af de unge har hverken evnerne eller lysten til en boglig uddannelse. Som konsekvens bliver undervisningen tilrettelagt efter de elever, der ikke burde være der, og derfor er det faglige niveau i gymnasiet chokerende lavt. De faglige problemer begynder allerede i grundskolen, som forsømmer at udstyre eleverne med de mest basale forudsætninger. F.eks. kunne kun 42 pct. af eleverne til folkeskolens afgangsprøve i sommeren 2019 løse en simpel brøkopgave, som mere end 90 pct. af japanske elever kunne løse allerede i 6. klasse. Alligevel erklæres langt de fleste elever egnet til gymnasiet, selvom de senere løber ind i faglige problemer.
Snobberi styrer de unges uddannelsesvalg
Gymnasiet er fortsat de unges foretrukne uddannelsesvalg efter grundskolen på trods af utallige politiske indsatser. De unge drives af uddannelsessnobberi, så de ender med at tage den vej, der i et bogligt orienteret samfund har størst prestige. Allerede i folkeskolen sker der en usynlig opdeling af eleverne. Mellem dem, der skal være håndværkere eller social- og sundhedsassistenter og dem, der skal være studenter og læse videre. Hver gang politikerne velmenende forsøger at hjælpe flere unge på vej til at blive kok, vognmaler eller elmontør, så signalerer de, at erhvervsuddannelser er lidt mindre værd og kun for dem med lave karaktergennemsnit samt faglige og sociale udfordringer. De skiftende regeringer har sat sig som mål, at mindst 25 pct. af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse i 2020, men indtil videre har der kun været en stigning fra ca. 18,5 pct. til ca. 19,5 pct.
Da et bredt politisk flertal indførte adgangskrav til ungdomsuddannelserne, var det indlysende, at der differentieres i forhold til erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser. De højere adgangskrav til det gymnasiale område har betydet, at gymnasiale uddannelser har fået større prestige i mange unges perspektiv. Det er velkendt, at mange unge i dag efterstræber de uddannelser, hvor optagelsen er vanskeligst.
Særligt de unge i København og Nordsjælland vender erhvervsskolerne ryggen. I Gentofte Kommune og Rudersdal Kommune er det færre end én ud 20, der efter folkeskolen søger ind på en erhvervsuddannelse. For mange af de unge handler det om traditioner og forventninger. Mange forældre har selv en gymnasial uddannelse, og derfor er det naturligt for dem, at det skal deres barn også have, så de kan tage en videregående uddannelse bagefter. Over hele landet er der en tendens til at se ned på erhvervsskoleuddannelser. Det er kun gymnasiet og derefter universitetet, der anses som værende “fint”, mens en erhvervsuddannelse er for dem, der ikke kan klare gymnasiet.
Taxametersystemet korrumperer gymnasierne
Til trods for, at ikke alle har de samme boglige evner eller interesser, har et politisk flertal ønsket, at langt de fleste unge skulle gå i gymnasiet som forberedelse til en videregående uddannelse. I gymnasiet er hver elev derfor blevet forsynet med et taxametertilskud på ca. 100.000 kr. pr. år, hvilket har givet gymnasierne incitament til at beholde så mange af de ukvalificerede elever som muligt. Gymnasierne får ganske enkelt klækkelig betaling for at optage og lade de umotiverede og forstyrrende elever fortsætte i gymnasiet og ødelægge undervisningen for resten. Taxametersystemet har flyttet fokus fra kvalitet til økonomi. Penge er nøgleordet og omdrejningspunktet for alle parametre. Det kan derfor ikke undre, at gymnasierne optager så mange elever som muligt, og at stort set alle elever gennemfører.
Med gymnasiernes overgang til selveje i 2007 og indførelsen af taxameterprincippet gjorde man gymnasierne til virksomheder, der fik en vis frihed til at lokke og fastholde elever på den måde, de hver især måtte finde passende. Håbet var, at man ville få mere for pengene ved at lade institutionerne finde de løsninger, der virker bedst i netop deres lokalmiljø. En smuk tanke, der desværre korrumperer gymnasierne. I kampen for taxameterpengene tolererer de alt for meget.
De selvejende gymnasier har bestyrelser, hvor driftige lokale erhvervsfolk præger virksomheden ”Gymnasiet A/S”. Det har f.eks. medført, at rektorerne via resultatløn årligt får en personlig bonus, hvis gennemførelsesprocenterne stiger. Så hvis gymnasierne sanktionerer en uacceptabel adfærd og smider en elev ud, går det ikke bare ud over institutionens taxameterpenge, men også over rektors egen pengepung. De seneste år har derfor vist, at gymnasier og universiteter vil optage alt og alle, så længe der følger penge med, og det politiske system har sørget for, at kassen har stået pivåben.
I storbyerne konkurrerer gymnasierne indædt med hinanden for at tiltrække elever og dermed penge. Gymnasierne gør i dag en stor indsats for at rekruttere nye elever gennem kampagner, orienteringsmøder og direkte samarbejde med folkeskolerne, fordi det øger tilskuddet. Gymnasierne har i processen udviklet sig til en discount uddannelsesindustri, hvor kvaliteten er underordnet – det er kun antallet af elever, som betyder noget.
Det sejler på gymnasierne
Problemerne i gymnasiet er legio. Det faglige niveau er lavt, eleverne er umotiverede, undervisningen er tilrettelagt efter de mindst intelligente elever, mens de dygtige lades i stikken. Der er nærmest ingen motivation at finde blandt eleverne. Det er som om, at det ikke er gået op for dem, at de frivilligt har valgt gymnasiet. De fleste virker totalt ligeglade. Også med at få dårlige karakterer. Ifølge en stikprøveundersøgelse fra Undervisningsministeriet er eleverne på nogle gymnasier i gennemsnittet fraværende i op til en femtedel af undervisningen. Det er kun 15 pct. af eleverne, der altid forbereder sig til timerne, og en tredjedel af eleverne afleverer ikke alle deres skriftlige opgaver, selv om det er et klart krav.
På nogle gymnasier kan eleverne opføre sig, som de vil. De kan være voldelige over for hinanden, de kan lægge sig oven på bordet midt i timen og tjekke Facebook på mobilen, de kan spille spil på deres mobil i timerne, de kan undlade at forberede sig, de kan undlade at medbringe de af skolen udleverede undervisningsmaterialer, de kan ignorere lærerens instruktioner til diskussionsarbejde i par/grupper – de kan på alle mulige måder tillade sig at være komplet ligeglade med den undervisningssituation, som de er en del af, fordi læreren ikke har nogen reel sanktionsmulighed.
Manglende forberedelse og lav motivation er helt normalt i en klasse, og som lærer må man ofte kæmpe mod uro og larm for at kunne gennemføre undervisningen. De få elever, der er interesserede og har forberedt sig, bliver svigtet. Når lærestoffet eller dagens lektier skal gennemgås i timerne, sidder der en håndfuld på fire-fem elever, som rent faktisk har forberedt sig, mens der sidder 25 elever uden at have noget at byde ind med, hvilket betyder, at de også indirekte forstyrrer undervisningen. Undervisningen bliver derfor tilrettelagt efter de dovne elever, så de har mulighed for at følge med, hvilket svækker de dygtige elever.
Elever forlader i tide og utide overfyldte klasselokaler, der emmer af støj og slet skjult foragt for undervisningen. Påpeger man det over for eleverne, risikerer man, at vrede forældre ringer til skolens ledelse, som derefter giver læreren en skideballe. Skolen kan ikke risikere, at elever melder sig ud, for der følger penge i hælene på hver elev. Læreren, som tager sit arbejde seriøst og vil have arbejdsro, er håbløst til grin. En gymnasielærer siger: ”Når man stiller krav til eleverne, er reaktionen en klagesag med en rektoral formaning om, at man bør gøre alt for at holde på eleverne, så man ikke mister penge. Pipper man op over, at man også har arbejdsopgaver uden for gymnasiet at passe, kan man jo bare gå sin vej. Humanister, det billige skidt, er der nok af”.
I januar 2020 skrev Katrine Fischer, der gik i 2.g på Lyngby Handelsgymnasium, et indlæg i Berlingske om, at hun var ”træt af sløve, luddovne, ugidelige og respektløse” klassekammerater, der sænker og ødelægger undervisningsniveauet drastisk. Hver gang, der skal laves gruppearbejde i undervisningen, gruer hun for at skulle arbejde sammen med elever, hun kalder ”luddovne” og ”ugidelige”. ”Hvis det havde været et problem en enkelt gang, kunne jeg leve med det, men det er næsten altid et problem. Læreren sætter de elever, der er dygtige og engagerede, i gruppe med elever, som ikke laver noget som helst. Og så ender man med at lave alt arbejdet selv”, lød det fra den 18-årige gymnasieelev, der i sin fritid var bestyrelsesmedlem i Liberal Alliances Ungdom i Nordkøbenhavn. I et efterfølgende interview til Berlingske uddybede Katrine Fischer, at ”næsten ingen laver deres hjemmearbejde”, og at ”lærerne er nødt til at sænke niveauet, fordi de skal bruge mange kræfter på at få de sløve elever med, selv om det ofte ikke virker”. Mens Katrine Fischer forsøgte at sætte et vigtigt emne til debat, fik hun af skolens rektor Pernille Bogø Bach en advarsel for krænkende adfærd og mobberi af medstuderende.
Fagligheden er kraftigt svækket
En af gymnasiets vigtigste funktioner er at være studieforberedende, men den funktion kan kun varetages, hvis der stilles faglige krav. Et gymnasium, der er for alle, kan aldrig være studieforberedende. Det kan man kun ændre på ved at regulere adgangen til gymnasiet med et tilpas højt karakterkrav, så kun ansøgere, der har kvalifikationer og motivation for en boglig uddannelse på højt fagligt niveau, optages. Men adgangskrav kan der ikke være tale om i det halvsocialistiske Danmark, for dette ville røre ved noget grundlæggende, nemlig mantraet om, at gymnasiet, ligesom folkeskolen, skal være for alle.
Gymnasiernes væsentligste problem er, at alt for mange af de elever, de modtager fra grundskolen, ikke kan læse, skrive eller regne på et brugbart niveau. Alle matematiklærere i gymnasiet ved f.eks., at der selv i 3.g befinder sig rigtig mange elever, som stadig bruger fingrene til at lægge heltal sammen eller må tænke på lagkager, hvis de skal løse simple brøkopgaver.
I forhold til tilrettelæggelsen af undervisningen i gymnasiet er det kvantitetsdagsordenen, der er dominerende – det skal være sjovt at gå i skole, og eleverne skal ikke have lektier for. Under mottoet ”less is more” indfører flere skoler lektiefrihed og eleverne tilbydes anvendelsesorienteret undervisning, hvilket dækker over ikke-boglige undervisningsaktiviteter, og som reelt betyder, at man sænker det faglige niveau. En af forklaringerne på det faldende faglige niveau i gymnasiet er ifølge eksperterne, at man i uddannelsessystemet har ændret opfattelsen af, hvad der er vigtigt. Mens man i gamle dage efterspurgte klassisk faglighed, skal man i dag i højere grad diskutere og perspektivere aktuelle samfundsforhold.
Ifølge en rapport om fagligheden i gymnasiet, som blev offentliggjort i januar 2020, mener ingen lærere, at det faglige niveau i gymnasiet er steget. Hver fjerde dansklærer, hver tredje fysiklærer og hver femte engelsklærer mener, at niveauet generelt er blevet væsentligt lavere. Matematik stikker ud: Her mener hele 38 pct. af lærerne, at niveauet er væsentligt lavere end før. Ved elevernes ankomst til universitetet mener 47 pct. af underviserne, at det matematiske niveau er blevet væsentligt lavere ved modtagelse af eleverne. Det samme mener 17 pct. af underviserne om niveauet i dansk, 15 pct. af underviserne om niveauet i fysik og 27 pct. af underviserne om niveauet i engelsk.
Rapporten konkluderer, at danske gymnasieelever er blevet væsentligt dårligere til at læse, skrive og regne. Denne konklusion står i skærende kontrast til rektorernes påstande om, at eleverne aldrig har været dygtigere. Ane Qvortrup, rapportens forfatter, konkluderer, at elevernes tab af basale læse-, skrive- og regnefærdigheder ikke bør give grund til bekymring, fordi fagligheden har ændret sig over tid (sic!).
Facit er, at fagligheden og studiekompetencen i gymnasiet er blevet svækket. Man har forsøgt at dække over det ved lavere eksamenskrav, en sænket dumpegrænse og en ny karakterskala, der har medført kraftig inflation i karaktergivningen, så der i dag er mere end dobbelt så mange topkarakterer som for ti år siden. I 2019 dumpede mere end halvdelen af eleverne matematik på b-niveau. En fadæse, som Undervisningsministeriet ”fiksede” ved at sænke beståelseskravene endnu en gang, så de nu er mere end halveret på blot få år. Det siger sig selv, at det er ødelæggende for det faglige niveau på universiteterne, at gymnasierne år efter år optager fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium.
Stigende polarisering på gymnasierne
Danmarks opdeling efter sociale og etniske skillelinjer reflekteres i udpræget grad i uddannelsessektoren. Siden årtusindskiftet er både folkeskolen og gymnasiet således blevet stadig mere opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst og offentlig forsørgelse. Børn til den lavuddannede ikke-vestlige underklasse og børn til de veluddannede etniske danskere klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler.
Gymnasier, der har en stor andel af elever med indvandrerbaggrund, primært muslimer,oplever voksende polarisering. Problemet er nu blevet så stort, at både rektorer og politikere åbent taler om en opdeling i ”brune” og ”hvide” gymnasier. De indvandrervenlige politikere og storbyeliter skilter gerne offentligt med deres ønske om etnisk mangfoldighed i samfundet, men flytter fluks til et andet skoledistrikt eller finder en privatskole, når deres børns folkeskole eller gymnasium bliver alt for brunt.
Siden 2012 er antallet af stx-institutioner (gymnasier mv.), hvor der går mere end 30 pct. af elever med ikke-vestlig baggrund, næsten tredoblet. I 2012 var der seks gymnasier, hvor andelen af elever med ikke-vestlig baggrund var større end 30 pct. I 2019 var det steget til 15 gymnasier, som ligger i og omkring Aarhus, Odense og København. I 2019 var der yderligere 11 stx-institutioner, hvor andelen af elever med ikke-vestlig baggrund var mellem 15 og 30 pct. I 2012 var der tale om ni. Ifølge Børne- og Undervisningsministeriets egne beregninger forventes antallet af gymnasier med mere end 25 pct. af ikke etnisk danske elever at stige fra 24 pct. til 27 pct.
Tendensen med etnisk opdelte gymnasier gør sig gældende i hele landet. Eleverne søger i stigende grad mod gymnasier, hvor de fleste ligner dem selv, hvad angår forældrebaggrund, fagligt niveau og etnicitet. Udviklingen har skabt brune ”ghettogymnasier” og hvide ”rigmands-gymnasier”, hvor elevgrupperne på et gymnasium henholdsvis i Nordsjælland og på den københavnske vestegn er svært sammenlignelige. Det siger sig selv, at den etniske og socioøkonomiske polarisering også resulterer i en faglig polarisering. Analyser viser, at ikke-vestlige, primært muslimske, elever optages ofte på gymnasiet med relativt lave karakterer fra grundskolen, og det lave snit fortsætter på gymnasiet.
Tvangsintegration af etnisk danske gymnasieelever
I juni 2021 indgik S-regeringen, dens tre støttepartier samt Dansk Folkeparti, Alternativet og Kristendemokraterne en kontroversiel aftale om tvangsfordeling af gymnasieelever, som fremover skal fordeles efter, hvor meget deres forældre tjener. Hidtil har det været den unges afstand fra bopælen, som afgjorde, hvor de kunne søge ind. Børn til de velhavende nordsjællandske forældre vil fremover fortrinsvis gå på såkaldte ”skodgymnasier”, mens socialt udsatte børn fra muslimtunge kommuner vil gå på såkaldte ”stræbergymnasier”.
Gymnasierne skal med andre ord bruges som et integrationsprojekt, der skal løse årtiers fejlslagne integration af muslimerne i Danmark. Et massivt politisk flertal med S i spidsen har i integrationens navn taget de etniske danskeres børn som gidsler, ophævet danske børns frie uddannelsesvalg, tvangsfordelt eleverne ud fra et kvotesystem og dermed tvunget danskerne til at betale prisen for politikernes egne fejltagelser i udlændingepolitikken.
En kernedansk værdi som det frie skolevalg er dermed sat ud af kraft i endnu et forsøg på at modvirke den tiltagende segregering og splittelse i samfundet i kølvandet på den muslimske masseindvandring. Generationers social- og uddannelsespolitik har søgt at minimere vægten af elevernes sociale bagage, men nu er den tilbage for fuld musik. Pludselig er det igen forældrenes sociale position, indkomsten og bogreolerne derhjemme, der skal afgøre de unges vej gennem uddannelsessystemet.
Endnu en uigennemtænkt hastereform
Aftalen om tvangsfordeling er endnu et eksempel på en uigennemtænkt hastereform, som skal vise politikernes handlekraft, men som ikke bliver fulgt ordentligt til dørs. Som det ofte sker i Danmark, kniber det med implementeringen.
I dag kan kommende gymnasieelever frit søge ind på et hvilket som helst gymnasium i landet, og hvis der er flere ansøgere end pladser, er det afstanden mellem hjemmet og skolen, der afgør, om eleven får en plads. Med de nye regler kan eleverne fortsat søge frit, men dele af landet – særligt omkring de store byer – er inddelt i såkaldte fordelingszoner, som er kendetegnet ved, at der på ét eller flere gymnasier i zonen er en skæv elevsammensætning. Hvert enkelt gymnasium i de nye fordelingszoner får tildelt et bestemt antal pladser til elever, hvis forældre har henholdsvis høje, mellemstore og lave indkomster.
Den 1. september 2022 skulle Undervisningsministeriet have præsenteret en model for, hvor mange elever de enkelte gymnasier må optage til næste skoleår, men modellen var stærkt forsinket med det resultat, at pr. 1. okt. 2022 har rektorerne kun fået et foreløbigt elevtal, som kan justeres frem til 15. maj 2023. Uvisheden om fordelingsmodellen har ikke overraskende skabt et kaos på landets gymnasier, som ikke kan lægge budgetter for næste skoleår. Rektorerne frygter underskud på budgetterne, tomme stole og omkostningsfulde fyringer, fordi det endelige elevtal først kommer 15. maj 2023.
Det er påfaldende, at tvangsintegrationen af etnisk danske unge gennemføres, selv om der ikke findes noget empirisk belæg for positive effekter af en tvangsfordeling af gymnasieelever. Tværtimod viser en forskningsrapport, som i 2020 blev offentliggjort af TrygFondens Børneforskningscenter, at postulatet om, at den såkaldte klassekammeratseffekt vil øge de muslimske elevers faglige niveau og bidrage positivt til integrationen, beror på mavefornemmelser snarere end evidens. Rapporten dokumenterer, at de muslimske elever, som fordeles til velfungerende danske skoler, klarer sig dårligere både socialt og fagligt i forhold til de muslimske elever, der forbliver på den lokale skole.
I 2018 offentliggjorde tænketanken Kraka og konsulenthuset Deloitte en rapport, som indeholder en bemærkelsesværdig analyse af de langsigtede konsekvenser forbundet med andelen af muslimske elever i skoleklasserne. Konklusionen er nedslående: Jo flere muslimske elever i en klasse, jo lavere livsindkomst kan klassens etnisk danske elever forvente i fremtiden. Det siger sig selv, at den tvungne omfordeling af de socialt belastede muslimske underklassebørn, som intelligens- og kompetencemæssigt ligger langt bagud i forhold til etniske danskere, vil trække fagligheden i gymnasierne (og senere på universiteterne) ned og føre til et markant fattigere liv for etnisk danske børn. Alt imens har muslimske elever udsigt til en lavere faglighed, der giver dem endnu dårligere muligheder i livet.
Hvorom alting er: Det er etnisk danske børn, som skal løfte ansvaret og betale prisen for årtiers berøringsangst og fejlslagne integrationspolitik ved, at de skal tvinges til at bytte plads med hinanden i en kompliceret stoleleg, der primært handler om at dæmme op for islamisering ganske få steder i landet, og som forsøges solgt under en gang ævl om kulturel diversitet og mangfoldighed og noget med at sidde pænt i rundkredsen alle sammen.
Ressourcer spilles på irrelevante uddannelsesforløb
Danmark mangler faglært arbejdskraft. Alligevel vælger alt for mange unge en gymnasieuddannelse, som de ikke bruger til noget. En analyse viser, at 23.000 studenter under 30 år hverken er i gang med eller har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år, efter at de fik sat huen på hovedet. Antallet af ubrugte studenterhuer i Danmark er vokset med 50.000 siden 2012, så vi i dag kan tælle cirka 124.000 personer, der ikke er kommet i gang med en uddannelse efter gymnasiet.
Mere end hver fjerde student bruger ikke deres eksamen til noget, idet de aldrig kommer i gang med en videregående uddannelse. Andelen er stigende, og eftersom antallet af studenter også er stigende, er der altså tale om en meget stor stigning i absolutte tal. Med andre ord: Flere og flere unge mennesker slæber sig gennem tre gymnasieår uden at få noget som helst ud af det.
Dette fænomen ses også på universiteterne, hvor man kan konstatere, at en stor andel af kandidaterne ender i job, hvor en universitetsuddannelse slet ikke er nødvendig. At alt for mange unge mennesker får uddannelsesbeviser i hånden, som de ikke kan bruge til noget, er til skade for både de fagligt svage unge, de fagligt stærke unge og for samfundet som helhed. De svageste spilder deres tid, de stærkeste bliver trukket ned, og samfundet spilder ressourcer på irrelevante uddannelsesforløb.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)