Det almene gymnasium har udviklet sig til en fortsættelse af folkeskolen og en 3-årig opbevaringsanstalt for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. Adgangskravene er lave, og stort set alle kan komme ind, uanset om de er egnet til at studere eller ej. De unge følger i hælene på andre unge og søger mod de gymnasier, der ifølge rygterne har de bedste fester.
Miseren begyndte i 1970’erne
Det Centrale Uddannelsesråd, der skulle planlægge et nyt undervisningssystem, afleverede i 1978 en stærkt ideologisk rapport med titlen ”U90 – samlet uddannelsesplanlægning frem mod 90’erne”. U90 skulle realisere en socialdemokratisk drøm om enheds- og lighedsskolen. Hovedbudskabet var, at de ”svage” skulle få mere uddannelse end de ”stærke”, så alle kunne komme på samme uddannelsesniveau, samt at eleverne skulle indpodes en ”lighedsorienteret” holdning og adfærd.
Det var således U90, der lagde frøerne til et uddannelsessyn, hvor begreber som ”faglighed” og ”disciplin” forsvandt til fordel for ”bløde” værdier og begreber som læring, flerfaglighed og andre pædagogiske buzzwords, og hvor holdningsbaseret plidderpladder opfattes som værende vigtigere end basale færdigheder og solid faktuel viden. Flere generationer af danskere er siden vokset op med et socialdemokratisk mantra om, at ”hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære”. Eleverne er blevet produkter af en folkeskole med for få krav og en manglende erkendelse af, at nogle rent faktisk er klogere end andre og kan lære noget, ikke alle kan lære. U90 blev lagt i mølposen af den borgerligt-liberale regering i 1982, men den kollektivistiske og lighedsorienterede tankegang i uddannelsesverdenen lever i bedste velgående den dag i dag.
Alle de gymnasieelever, der alligevel kommer gennem gymnasiet uden at kunne nok, bliver optaget på lange videregående uddannelser og gennemfører disse takket være universiteternes taxametersystem. Det er dem, man senere ser i statistikkerne over ledige dimittender, humanister uden fremtidsmuligheder, middelmådige gymnasielærere, fagligt svage pædagoger og folkeskolelærere mv. Flere end hver femte – 21,8 pct. – af de studenter, som begyndte på gymnasiet med under 4 i karaktergennemsnit fra grundskolen, er ufaglærte studenter fem år efter studentereksamen.
Opbevaringsanstalt for ikke-boglige unge
En del danske unge er ikke egnede til en gymnasieuddannelse, men kommer alligevel i gymnasiet, hvilket hverken er en gevinst for dem selv eller for de egnede, eftersom det går ud over kvaliteten af undervisningen. Indtil 1960’erne kom under 10 pct. af en årgang i gymnasiet; nu er det mere end 70 pct. Uddannelsens kvalitet er undervejs blevet tilsvarende fortyndet.
Mange gymnasielærere klager i dag over den manglende motivation og disciplin i klasseværelset. Nogle elever gider ikke følge med i undervisningen, andre keder sig, når de tunge skal kunne følge med. Mange af de unge har hverken evnerne eller lysten til en boglig uddannelse. De faglige problemer begynder allerede i folkeskolen, som forsømmer at udstyre eleverne med de mest basale forudsætninger. F.eks. kunne kun 42 pct. af eleverne til folkeskolens afgangsprøve i sommeren 2019 løse en simpel brøkopgave, som mere end 90 pct. af japanske elever kunne løse allerede i 6. klasse.
Snobberi styrer de unges uddannelsesvalg
Gymnasiet er fortsat de unges foretrukne uddannelsesvalg efter grundskolen. De unge drives af uddannelsessnobberi, så de ender med at tage den vej, der i et bogligt orienteret samfund har størst prestige. Allerede i folkeskolen sker der en usynlig opdeling af eleverne mellem dem, der skal være håndværkere eller social- og sundhedsassistenter, og dem, der skal være studenter og læse videre. Hver gang politikerne forsøger at hjælpe flere unge på vej til at blive kok, tømrer eller elmontør, så signalerer de, at erhvervsuddannelser er lidt mindre værd og kun for dem med lave karaktergennemsnit samt faglige og sociale udfordringer. De højere adgangskrav til det gymnasiale område betyder, at gymnasiale uddannelser i mange unges optik har større prestige end erhvervsuddannelser. De skiftende regeringer har sat sig som mål, at mindst 25 pct. af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse i 2020, men indtil videre har der kun været en stigning fra ca. 18,5 pct. til ca. 19,5 pct.
Særligt de unge i København og Nordsjælland vender erhvervsskolerne ryggen. I Gentofte Kommune og Rudersdal Kommune er det færre end én ud 20, der efter folkeskolen søger ind på en erhvervsuddannelse. For mange af de unge handler det om traditioner og forventninger. Mange forældre har selv en gymnasial uddannelse, og derfor er det naturligt for dem, at det skal deres barn også have, så de kan tage en videregående uddannelse bagefter. Over hele landet er det kun gymnasiet og derefter universitetet, der anses som værende “fine”, mens en erhvervsuddannelse er for dem, der ikke kan klare gymnasiet.
Taxametersystemet korrumperer gymnasierne
Til trods for, at ikke alle har boglige evner eller interesser, har et politisk flertal ønsket, at langt de fleste unge skulle gå i gymnasiet som forberedelse til en videregående uddannelse. I gymnasiet er hver elev derfor blevet forsynet med et taxametertilskud på ca. 100.000 kr. pr. år, hvilket har givet gymnasierne incitament til at beholde så mange af de ukvalificerede elever som muligt. Gymnasierne får med andre ord klækkelig betaling for at optage og lade de umotiverede og forstyrrende elever fortsætte i gymnasiet og ødelægge undervisningen for resten. Taxametersystemet har flyttet fokus fra kvalitet til økonomi. Det kan derfor ikke undre, at gymnasierne optager så mange elever som muligt, og at stort set alle elever gennemfører.
De selvejende gymnasier har bestyrelser, hvor driftige lokale erhvervsfolk og rektorer præger virksomheden ”Gymnasiet A/S”. Det har f.eks. medført, at rektorerne via resultatløn årligt får en personlig bonus, hvis gennemførelsesprocenterne stiger. Så hvis gymnasierne sanktionerer en uacceptabel adfærd og smider en elev ud, går det ikke bare ud over institutionens taxameterpenge, men også over rektors egen pengepung. De seneste år har derfor vist, at gymnasier og universiteter vil optage alt og alle, så længe der følger penge med, og det politiske system har sørget for, at kassen har stået pivåben.
Hvor gymnasiernes raison d’être førhen var at fremme kundskaber ved at belønne dygtighed og flid, så er skolens nuværende formål at koncentrere bestræbelserne om at please middelmådigheden. Markedsgørelsen af gymnasieverdenen har været ødelæggende og givet ledelsen økonomiske interesser i fastholdelsen af uduelige og umulige elever. Majoriteten af elever befinder sig i og omkring 4-tallet, så her ligger guldet. Den gode lærer, set med ledelsens øjne, er derfor den lærer, der kan ”få alle med”, som det så smukt hedder, og som lader alle bestå. Taxameter-logikken har underviserne adopteret i en grad, så de nu ser sig selv som en art støttepædagoger. Reelt er gymnasieskolen derfor en arbejdsplads for akademikere, som har brug for nogle elever for at opretholde deres eksistensberettigelse. Eleverne er der for lærernes og ledelsens skyld og ikke – som det burde være – omvendt.
I storbyerne konkurrerer gymnasierne indædt med hinanden for at tiltrække elever og dermed penge. Gymnasierne gør i dag en stor indsats for at rekruttere nye elever gennem kampagner, orienteringsmøder og direkte samarbejde med folkeskolerne, fordi det øger tilskuddet. Gymnasierne har i processen udviklet sig til en discount uddannelsesindustri, hvor kvaliteten er underordnet – det er kun økonomien og rektorernes egen pung, der betyder noget.
Det sejler på gymnasierne
Problemerne i gymnasiet er legio. Det faglige niveau er lavt, eleverne er umotiverede og undervisningen er tilrettelagt efter de mindst intelligente elever, mens de dygtige lades i stikken. På nogle gymnasier er eleverne i gennemsnit fraværende i op til en femtedel af undervisningen. Det er kun 15 pct. af eleverne, der altid forbereder sig til timerne, og en tredjedel af eleverne afleverer ikke alle deres skriftlige opgaver, selv om det er et klart krav.
På mange gymnasier kan eleverne opføre sig, som de vil. De kan være voldelige over for hinanden, de kan lægge sig oven på bordet midt i timen og tjekke Facebook på mobilen, de kan spille spil på deres mobil i timerne, de kan undlade at forberede sig, de kan undlade at medbringe de af skolen udleverede undervisningsmaterialer, de kan ignorere lærerens instruktioner til diskussionsarbejde i par/grupper – de kan med andre ord tillade sig at være komplet ligeglade med den undervisningssituation, som de er en del af, fordi læreren ikke har nogen reel sanktionsmulighed.
Elever forlader i tide og utide overfyldte klasselokaler, der emmer af støj og slet skjult foragt for undervisningen. Påpeger man det over for eleverne, risikerer man, at vrede forældre ringer til skolens ledelse, som derefter giver læreren en skideballe. Skolen kan jo ikke risikere, at elever melder sig ud, for der følger penge i hælene på hver elev.
De få elever, der er interesserede og har forberedt sig, bliver svigtet. Når lærestoffet eller dagens lektier skal gennemgås i timerne, sidder der en håndfuld på fire-fem elever, som rent faktisk har forberedt sig, mens der sidder 25 elever uden at have noget at byde ind med, hvilket betyder, at de også indirekte forstyrrer undervisningen. Undervisningen bliver derfor tilrettelagt efter de dovne elever, så de har mulighed for at følge med, hvilket svækker de dygtige elever.
Fagligheden er kraftigt svækket
En af gymnasiets vigtigste funktioner er at være studieforberedende, men den funktion kan kun varetages, hvis der stilles faglige krav. Et gymnasium, der er for alle, kan aldrig være studieforberedende. Det kan man kun ændre på ved at regulere adgangen til gymnasiet med et tilpas højt karakterkrav, så kun ansøgere, der har kvalifikationer og motivation for en boglig uddannelse på højt fagligt niveau, optages. Men adgangskrav kan der ikke være tale om i middelmådighedens Danmark, for dette ville røre ved danskernes kæphest, nemlig mantraet om, at gymnasiet, ligesom folkeskolen, skal være for alle.
Eleverne kan ikke ret meget, når de optages i 1.g. De vælger en gymnasial uddannelse uden at have de rette faglige forudsætninger eller tilstrækkelig motivation. Mange elever kan ikke engang læse en almindelig, let tekst. De kan ikke regne. De kender ikke simple geografiske fakta. Alle matematiklærere i gymnasiet ved f.eks., at der selv i 3.g befinder sig rigtig mange elever, som stadig bruger fingrene til at lægge heltal sammen eller må tænke på lagkager, hvis de skal løse simple brøkopgaver. Flere end 50 pct. af gymnasielærerne mener, at elevernes forudsætninger er for dårlige, og at op mod 50 pct. af eleverne ikke er læringsparate. Det er ikke kun lærerne i matematik og fysik, der har den opfattelse, men også dansklærere og engelsklærere.
I forhold til tilrettelæggelsen af undervisningen i gymnasiet er det kvantitetsdagsordenen, der er dominerende – det skal være sjovt at gå i skole, og eleverne skal ikke have lektier for. Under mottoet ”less is more” indfører flere skoler lektiefrihed og eleverne tilbydes anvendelsesorienteret undervisning, hvilket dækker over ikke-boglige undervisningsaktiviteter, og som reelt betyder, at man sænker det faglige niveau. En af forklaringerne på det faldende faglige niveau i gymnasiet er ifølge eksperterne, at man i uddannelsessystemet har ændret opfattelsen af, hvad der er vigtigt. Mens man i gamle dage efterspurgte klassisk faglighed, skal man i dag i højere grad diskutere og perspektivere aktuelle samfundsforhold.
Ifølge en rapport om fagligheden i gymnasiet, som blev offentliggjort i januar 2020, mener ingen lærere, at det faglige niveau i gymnasiet er steget. Hver fjerde dansklærer, hver tredje fysiklærer og hver femte engelsklærer mener, at niveauet generelt er blevet væsentligt lavere. Matematik stikker ud: Her mener hele 38 pct. af lærerne, at niveauet er væsentligt lavere end før. Ved elevernes ankomst til universitetet mener 47 pct. af underviserne, at det matematiske niveau er blevet væsentligt lavere ved modtagelse af eleverne. Det samme mener 17 pct. af underviserne om niveauet i dansk, 15 pct. af underviserne om niveauet i fysik og 27 pct. af underviserne om niveauet i engelsk.
Man har forsøgt at dække over den svækkede faglighed i gymnasierne ved lavere eksamenskrav, en sænket dumpegrænse og en ny karakterskala, der har medført kraftig inflation i karaktergivningen, så der i dag er mere end dobbelt så mange topkarakterer som for ti år siden. I 2019 dumpede mere end halvdelen af eleverne matematik på b-niveau. En fadæse, som Undervisningsministeriet ”fiksede” ved at sænke beståelseskravene endnu en gang, så de nu er mere end halveret på blot få år. Det siger sig selv, at det er ødelæggende for det faglige niveau på universiteterne, at gymnasierne år efter år optager fagligt svagt funderede ansøgere, som hverken har begavelse, basale kundskaber eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium.
Stigende polarisering på gymnasierne
Danmarks opdeling efter sociale og etniske skillelinjer reflekteres i udpræget grad i uddannelsessektoren. Siden årtusindskiftet er både folkeskolen og gymnasiet således blevet stadig mere opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst og offentlig forsørgelse. Problemet er nu blevet så stort, at både rektorer og politikere åbent taler om en opdeling i ”brune” og ”hvide” gymnasier.
Siden 2012 er antallet af stx-institutioner (gymnasier mv.), hvor der går mere end 30 pct. af elever med ikke-vestlig (primært muslimsk) baggrund, næsten tredoblet. Tendensen med etnisk opdelte gymnasier gør sig gældende i hele landet. Eleverne søger i stigende grad mod gymnasier, hvor de fleste ligner dem selv, hvad angår forældrebaggrund, fagligt niveau og etnicitet.
Udviklingen har skabt brune ”ghettogymnasier” og hvide ”rigmands-gymnasier”, hvor elevgrupperne på et gymnasium henholdsvis i Nordsjælland og på den københavnske vestegn er svært sammenlignelige. Det siger sig selv, at den etniske og socioøkonomiske polarisering også resulterer i en faglig polarisering. Analyser viser, at muslimske elever optages ofte på gymnasiet med relativt lave karakterer fra grundskolen, og det lave snit fortsætter på gymnasiet. De indvandrervenlige politikere og storbyeliter skilter gerne offentligt med deres ønske om etnisk mangfoldighed i samfundet, men flytter fluks til et andet skoledistrikt eller finder en privatskole, når deres børns folkeskole eller gymnasium bliver alt for brunt.
Eleverne er i alle sammenhænge opdelt efter etnicitet, men det er ikke en opdeling, der er dikteret af ledelsen. Snarere tværtimod. Hvis ikke de muslimske elever kommer i klasse med hinanden, så melder de sig ud af gymnasiet, fordi de ikke vil i ”danskerklasser”. De muslimske elever bruger ’dansker’ som et skældsord. Man hører derfor ofte i klasserne og på gangene, at man skal undgå ”danskerklasser”. Opdelingen er tydelig hver eneste dag på gymnasiet, da de danske og muslimske elever sidder adskilt i kantinen. Også de sociale arrangementer er fuldstændig opdelt. De muslimske elever kommer hverken til festerne eller gymnasiets musical.
Rystende forhold på de ”brune” gymnasier
Dagligdagen på københavnske gymnasier med en høj andel af muslimske elever præges af trusler mod lærerne, truende adfærd over for de ansatte, kaos i timerne og ekstremt lavt fagligt niveau. En del af eleverne har konstant en aggressiv tone over for underviserne. De råber, generer sidemanden, tager telefonen i alles påhør, forlader klassen midt i undervisningen, smækker med døren på vej ud, taler højlydt med hinanden under tavleundervisningen og diskuterer fravær i al uendelighed, fordi de ofte kommer dumpende efter timens begyndelse.
Det er mest de kvindelige lærere, der bliver udsat for truende adfærd. De bliver kaldt ”luder”, ”kælling” o.lign. Ofte har de muslimske elever en truende opførsel og attitude, hvor de fysisk går lige til grænsen og er helt oppe i ansigtet på de kvindelige lærere. Selv den mindste irettesættelse bliver mødt med en storm af protester. Som regel klager de muslimske elever omgående til ledelsen, hvis de får påtalt deres opførsel eller hvis der bliver stillet krav, men ledelsen forholder sig passiv.
Det gør det ikke bedre, at lærerne ofte underviser tomme klasser, f.eks. under den muslimske fastemåned, ramadanen, måneden eller andre muslimske højtider. Det er heller ikke ualmindeligt med identiske matematikafleveringer fra syv forskellige elever, og snyd til prøver og eksamener bliver mere og mere udbredt. Selvfølgelig uden konsekvenser for eleverne.
Social rabat til muslimske elever
Som nævnt før er mange af de muslimske elever ude af stand til at modtage undervisning på gymnasieniveau. De muslimske elever bliver ved med at score langt lavere i PISA-målingerne end deres etnisk danske kammerater. Der er derfor opstået en tendens til at give en såkaldt ”social rabat” på de gymnasier, der har mange elever fra muslimske hjem. Flere gymnasier pynter på de muslimske elevers karakterer for at undgå klager, som lærerne frygter, og skjule elevernes faglige udfordringer. Denne praksis er kutyme på en stribe københavnske gymnasier med en høj andel af muslimske elever. Det resulterer i, at disse gymnasier har langt større forskel på standpunkts- og eksamenskarakterer end tilfældet er i resten af landet. Skoleledelsen reagerer kun, hvis lærerne giver lave standpunktskarakterer (de kaldes ofte ”medlidenhedskarakterer” og ”hold-kæft-karakterer”), for det betyder, at eleverne dumper og koster skolen penge i form af tabt taxametertilskud.
Det siger sig selv, at de kunstigt høje karakterer til muslimske elever er et misforstået forsøg på at hjælpe dem. Det undergraver nemlig det meritokratiske princip bag og troværdigheden omkring karaktersystemet, hvis bestemte skoler år efter år giver for høje karakterer. Et velfungerende karakter- og bedømmelsessystem med høj grad af uafhængighed, retfærdighed og tillid til resultaterne er jo en afgørende faktor for at have en effektiv uddannelsessektor. Derfor er det vigtigt, at elevernes karakterer udelukkende er baseret på deres faglige niveau.
Medlidenhedskarakter til muslimske gymnasieelever undergraver karakter- og optagelsessystemets evne til at sikre, at det er de bedst kvalificerede ansøgere, der bliver optaget på de videregående uddannelser. De underminerer tilliden til de eksamensbeviser, som bliver genereret på gymnasier. Og de fører til ineffektiv udnyttelse af ressourcerne i uddannelsessystemet, idet de muslimske unge ofte træffer uddannelsesvalg på baggrund af misvisende information om egne evner. De spilder dermed deres egen tid samt uddannelsessystemets – og dermed skatteborgernes – ressourcer, idet disse bruges på uddannelser, som de muslimske unge ikke kan gennemføre eller efterfølgende slet ikke bruger til noget konkret.
Ressourcer spildes på irrelevante uddannelsesforløb
Danmark mangler faglært arbejdskraft. Alligevel vælger alt for mange unge en gymnasieuddannelse, som de ikke bruger til noget. En analyse viser, at 16 pct. falder fra i løbet af gymnasietiden og ikke kommer videre efter studentereksamen. 23.000 studenter under 30 år er hverken i gang med eller har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år, efter at de fik sat huen på hovedet. Antallet af ubrugte studenterhuer i Danmark er vokset med 50.000 siden 2012, så vi i dag kan tælle cirka 124.000 personer, der ikke er kommet i gang med en uddannelse efter gymnasiet.
Mere end 25 pct. af studenterne bruger ikke deres eksamen til noget, idet de aldrig kommer i gang med en videregående uddannelse. Andelen er stigende, og eftersom antallet af studenter også er stigende, er der altså tale om en meget stor stigning i absolutte tal. Med andre ord: Flere og flere unge mennesker slæber sig gennem tre gymnasieår uden at få noget som helst ud af det. At alt for mange unge mennesker får uddannelsesbeviser i hånden, som de ikke kan bruge til noget, er til skade for både de fagligt svage unge, de fagligt stærke unge og for samfundet som helhed. De svageste spilder deres tid, de stærkeste bliver trukket ned, og samfundet spilder ressourcer på irrelevante uddannelsesforløb.