Site icon 24NYT

H.K.H. Kronprins Frederik på besøg hos Røde Kors om situationen i Ukraine

Fredag besøgte Kronprinsen Røde Kors på hovedkontoret i København, hvor generalsekretær Anders Ladekarl netop hjemvendt fra Ukraine kunne fortælle om den aktuelle nødhjælpsindsats i det krigsramte land.

(Foto: Jakob Dall/Røde Kors)

Kronprinsen er protektor for Røde Kors i Danmark (RKiD), som lige nu har et dansk team på 12 mand samlet i Chernivtsi i det sydvestlige Ukraine bestående af bl.a. logistikere, katastrofekoordinatorer og delegater med speciale i psykisk førstehjælp. De sørger for, at nødhjælpen når frem til nogle af de hundredtusindvis af flygtninge, der er på flugt internt i landet.

”Det er en humanitær katastrofe, som udfolder sig for øjnene af os. Jeg oplevede kilometer lange køer af gående, mest kvinder og børn, i isnende kulde på vej væk fra kampe til mere sikre steder i landet. De har brug for hjælp – helt basal nødhjælp som mad og tæpper og hygiejneartikler, men også psykisk førstehjælp”, fortalte Anders Ladekarl.

På mødet deltog RKiD’s landechef i Ukraine, Antoine Terrien, online. Han berettede om den meget komplicerede operation, der lige nu er i gang i Ukraine. Hjælpen fra Danmark og mange andre lande samles på lagre i Chernivtsi, og herfra distribueres den til alle dele af landet af Ukrainsk Røde Kors med logistisk støtte fra RKiD.

HKH Kronprinsen spurgte landechefen, hvordan dette foregik i praksis, og hvordan kommunikationen finder sted. Landechefen beskrev, hvordan Ukrainsk Røde Kors’ 6.000 frivillige og ansatte vurderer lokale behov og bestiller den nødvendige nødhjælp. Omkring kommunikation berettede Antoine Terrien om yderst vanskelige forhold med ringe eller intet internet og store driftsforstyrrelser på mobilnettet.

10 dage inde i konflikten har Røde Kors i fællesskab allerede uddelt 600 ton nødhjælp, etableret seks nødhjælpslagre og et transitlager. Der er indtil videre indkøbt for 44. mio. kr. tæpper, madrasser, hygiejnepakker og mad til uddeling over de kommende uger.

”Den primære årsag til, at Røde Kors i Danmark spiller så stor og central en rolle, er, at vi har arbejdet i landet i mange år og etableret et tæt samarbejde med Ukrainsk Røde Kors. Det giver os et meget stærkt udgangspunkt og gør os i stand til at arbejde på hele Røde Kors bevægelsens vegne i Ukraine,” siger Anders Ladekarl.

På mødet mellem Kronprinsen og Røde Kors deltog ligeledes national chef Marie-Louise Gotholdt, som berettede om det hjælpearbejde, Røde Kors udfører og planlægger at udføre i forhold til de flygtninge, som kommer til Danmark fra Ukraine.

Exit mobile version