H.K.H. Kronprinsen overrækker verdens største hjerneforskningspris i København

Tre internationale topforskere – danske Ole Kiehn, schweiziske Silvia Arber og newzealandske Martyn Goulding – modtager tirsdag 24. maj den prestigefyldte, danske hjerneforskningspris, The Brain Prize, under en ceremoni på VILLA Copenhagen.

Foto: Keen Heick-Abildhauge. Kronprinsen holdt tale ved prisoverrækkelsen i VILLA Copenhagen

The Brain Prize er verdens største pris, der hædrer hjerneforskere – og den er dansk. Nu er den blevet uddelt for 12. gang i prisens historie.

Kronprinsen holdt tale og overrakte prisen, da årets prismodtagere blev fejret i VILLA Copenhagen, 24. maj. Det skete under stort opbud af verdens førende hjerneforskere, nye og tidligere prisvindere, vigtige bidragydere, gæster fra erhvervslivet og sundhedsforskningens verden – samt uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).

Prisen har stor betydning for Danmark og for hjerneforskningen, mener Lene Skole, adm. direktør i Lundbeckfonden:

– The Brain Prize er noget helt særligt for Lundbeckfonden og for alle, der interesserer sig for hjernen og videnskaben. Det er samtidig en pris, vi alle kan være stolte af i Danmark. Den store anseelse og internationale bevågenhed vidner om, at vi har en stærk position og vokser som hjerneforskningsnation – også på den globale arena. Mit håb er, at prisen kan være med til at løfte forskningen internationalt og i Danmark, samt inspirere flere forskere til at vælge ’hjernen’ som forskervej, siger Lene Skole, administrerende direktør i Lundbeckfonden.


THE BRAIN PRIZE 2022: BANEBRYDENDE FORSKNING I BEVÆGELSE

Professor Ole Kiehn, Silvia Arber og Martyn Goulding har revolutioneret vores forståelse af, hvordan vi kontrollerer bevægelse:

LÆS OGSÅ:  Resultater overrasker forskere: Tre større hjertesygdomme øger ikke coronarisiko

– Årets prismodtagere har med deres forskning givet os fundamental indsigt i de mekanismer i nervesystemet, der giver mennesker og pattedyr kontrol over kroppens bevægelser. Deres opdagelser giver håb for, at videnskaben på sigt kan skabe gennembrud inden for behandlingen af livstruende og invaliderende sygdomme på bevægeapparatet, så som ALS, Parkinsons sygdom og rygmarvsskade, siger Jan Egebjerg, forskningsdirektør i Lundbeckfonden.

Om årets prismodtagere og betydningen af The Brain Prize udtaler uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S):

– At vores lille land har en dansk vinder af verdens største hjerneforskningspris for nu andet år i træk er imponerende. Det sætter tyk streg under, at Danmark er blandt de ypperste inden for life science. Årets pris hylder tre forskere, der har viet deres arbejdsliv til det fantastiske system, der gør, at vi kan bevæge os frit. Løbe, til vi har tabt pusten, eller knuge venner og familie tæt ind mod kroppen. Sygdomme som Parkinson og ALS opstår, når hjernen ikke længere har fuld kontrol over kroppen. Derfor bliver prisvindernes forståelse for hjerne og krop altafgørende for at kurere disse sygdomme.

OM THE BRAIN PRIZE

Verdens største hjerneforskningspris er dansk. Den hedder The Brain Prize og uddeles hvert år til en eller flere forskere, der har ydet et enestående bidrag til vores viden om hjernen. Det vil sige forskning i sundhed og sygdom inden for alle aspekter af hjernen og i alle discipliner – fra grundlæggende neurovidenskab til anvendt klinisk forskning.

LÆS OGSÅ:  Grise med gen-defekt giver nye perspektiver for behandling af Alzheimers

Bag prisen står Lundbeckfonden, der er Danmarks største private bidragsyder til hjerneforskning. Det er fondens ambition at løfte Danmarks globale niveau inden for hjerneforskning, og derfor indstiftede fonden prisen i 2010. Med den følger en kontant anerkendelse på 10 millioner kroner.

The Brain Prize er en hyldest til de mennesker over hele verden, der har viet deres hjerne til andres. Men den skal også skabe opmærksomhed om et forskningsområde, der er lige så uendeligt som universet – og lige så fundamentalt at beskæftige sig med. For hjernens kompleksitet modsvares kun af dens potentiale.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)