Site icon 24NYT

H.K.H. Kronprinsen satte Danmark i løb

Royal Run er netop slut efter en dag, hvor over 93.500 havde tilmeldt sig det populære motionsevent med H.K.H. Kronprinsen som vært.
Foto: Lars Horn/Royal Run/

Store dele af Danmark har i dag været malet i kongeblå, da et udsolgt Royal Run fandt sted i fem forskellige byer. 93.624 havde meldt sig til eventet, der i år slog deltagerrekord.

H.K.H. Kronprinsen løb som planlagt med på One mile-distancen i Aabenraa, 5 Km i Herning, og 10 km i København, mens H.K.H. Kronprinsessen løb One mile i Nyborg, og som noget nyt deltog på den såkaldte WALK-distance og altså gik 5 km i Nykøbing Falster.

Derudover stillede samtlige af Kronprinsparrets fire børn også klar til start på One mile-distancen i København, mens Kronprinsen fik selskab af D.K.H. Prins Christian og Prins Vincent på Københavns 10 km-distance her til aften.

”Det er en stor fornøjelse at have hele min familie med på en dag som i dag, og det betyder utroligt meget for os, at så mange danskere har deltaget i Royal Run. I dag har været en festdag, og min familie og jeg er klar igen næste år,” lyder det fra H.K.H. Kronprinsen, der her til aften bekræftede, at Royal Run ’24 også er en realitet.

Hos arrangørerne bag Royal Run, idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) står bag, er målet, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation, og her er der ikke så overraskende stor glæde at spore efter en veloverstået dag:

”I dag har været en stor dag. Vi er så glade for denne opbakning, vi får fra danskerne og fra Kongehuset ikke mindst,” siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og ligeledes med i Royal Runs styregruppe, supplerer:

”Det har været en fornøjelse at se så mange danskere samlet om det, som vi så gerne vil smitte danskerne med: Glæden ved bevægelse i fællesskab. Vi håber, at vi har inspireret samtlige 93.624 deltagere så meget, at de har lyst til endnu mere af denne slags,” siger han.

Nøgletal:

I alt 93.624 deltagere

Deltagertal fordelt på byerne:

København/Frederiksberg: 40.561

Herning: 18.433

Aabenraa: 14.586

Nyborg: 9.988

Nykøbing Falster: 10.056

OM ROYAL RUN

  • Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 29. maj 2023.
  • Royal Run ’23 finder sted i Aabenraa, Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
  • I år har Royal Run nået deltagerrekord med 93.624 deltagere fordelt på de fem byer
  • Der var tilmeldt 91.763 deltagere til Royal Run ’22.
  • 32,60 procent af de tilmeldte har angivet, at det er første gang, de deltager i et motionsløb.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
Exit mobile version