Præsident Joe Bidens demokrater har været under vand det seneste år – efter den vanærende amerikanske retræte fra Afghanistan og alle de andre ulykker, der har præget hans tid i Det hvide Hus.
Personligt kæmper han med negative meningsmålinger, som ikke synes at ville rokke sig, uanset hvad han udbreder sig om af ”grøn omstilling”, racismebeskyldninger mod hans politiske modstandere, raseri mod Putin, trusler om at konfiskere lovlige skydevåben og mere til. Præsidentens personlige ”approval rating” ligger på 43 pct., mens 55 pct. ikke har noget godt at sige om ham.
Og ser man på partiernes tilslutning, ser det også sort ud for demokraterne, der kan regne med støtte fra 40 pct. af vælgerne mod 48 pct. til republikanerne. Også de minoriteter, der plejer at stemme demokratisk, er ved at falde fra. 27 pct. af de sorte, der regnedes som sikre demokratiske stemmer, ville stemme republikansk, hvis valget var i dag. Det samme gælder 43 pct. af dem, der tilhører andre minoriteter.
For at kunne vinde et præsidentvalg, skal man traditionelt sikre sig sejren i en række såkaldte ”sving-stater”, men her ser det også skidt ud for Bidens chancer i 2024. Han er langt bagud i Arizona, Florida, Georgia, Michigan, New Hampshire, North Carolina, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin, og uden dem kan ingen kandidat håbe at vinde.
Der er godt 150 dage til midtvejsvalget til Kongressen, og få iagttagere regner med, at Bidens demokrater kan nå at rette op på deres politik – ikke mindst fordi de ikke vil. De holder stædigt fast i deres krig mod USA’s energiproduktion, der har medført tårnhøje priser på benzin og diesel og dermed en inflation, der har gjort et føleligt indhug i almindelige amerikaneres forbrugsmuligheder. USA’s sydgrænse står fortsat pivåben, og det strømmer ind med narkotika og medlemmer af mexikanske forbryderkarteller. Bidens og det demokratiske partis kampagne for transkønnethed, seksuel indoktrinering af skolebørn og racepropaganda har også vist sig at være tabersager, som kun vækker jubel hos en snæver overklasse i New York og andre demokratisk-kontrollerede storbyer.
Men demokraterne vil ikke give sig uden kamp, og kan de kun bevare magten ved at producere en ”krise” eller ved valgsvindel, viser de seneste års erfaringer, at de vil gøre det. De har stadig tid til at finde på noget.