I disse dage er 3.000 deltagere til den årlige World Economic Forum (WEF)-kongres samlet i Davos i Schweiz. Et folkemøde for dem, der rejser og lever på første klasse. Davos har da også meget at byde på. Et herligt skiterræn, der kulminerer med det 10 kilometer lange løb fra Weissfluhjoch ned til Klosters gennem det smukkeste alpelandskab eller endnu bedre: den 17 kilometer lange rute ned til Küblis, hvorfra man kan tage toget tilbage til Davos på kun 15 minutter.
Og så er der jo de mange luksushoteller, der står klar til politikere, industribosser, klimafyrster, regnbueambassadører og mediefolk. Det er ganske vist ikke alle, der for andre menneskers penge kan indlogere sig på de femstjernede hoteller som Steigenberg eller Schweizerhof, men mindre kan også gøre det, da der kun findes kvalitetshoteller i Davos. Om aftenen venter et utal af restauranter på at servere det bedste af, hvad schweizerkøkkenet kan præstere. Men er man mere til italienske, franske eller asiatiske lækkerier, står byen klar med et righoldigt udvalg af kulinariske pletskud for enhver smag. Undtagen for den dårlige.
WEF er jo mestendels en herrefest, så Europas flotteste og dyreste repræsentanter for nattens lettere kavaleri er at finde i Davos i disse dage travlt beskæftiget med at trøste de mange herrer, der opstemte af dagens diskussioner og møder har svært ved at sove om natten. Man møder dog også en del ledsagende hustruer, hvoraf nogle deltager på grund af de overdådige middage, kaneture og five o’clock tea parties, men de fleste tager med manden til kongres for at forhindre, at gemalen i et øjebliks distraktion kommer til at lægge sig oven på en fremmed, men gæstfri dame.
Nå ja, så er der jo også møderne og paneldebatterne. Dem må vi ikke glemme. Der er først og fremmest de store plenarmøder, som samler op til 2.000 deltagere. Her sker der dog ikke noget, man ikke vidste i forvejen. Det er på den store scene, at man på afstand kan møde præsident Macron og klimafyrsten John Kerry. Tidligere kunne man også være heldig at se Xi Jin Ping i panelet, men han gider ikke mere, da han har fundet ud af, at det er spild af tid. Ingen af de høje herrer lytter til hinanden eller debatterer med de andre deltagere. De afleverer deres forberedte budskaber, tager et spørgsmål eller to fra salen og iler så ud i nattelivet eller til privatflyet. Det giver mere mening at tilmelde sig en lang række mindre arrangementer, en slags rundbordsmøder, hvor en mindre kreds af deltagere, typisk 15-20, kan mødes med internationale topfolk inden for forskning, politik, kultur, virksomhedsledelse og jura. Det er her, man får reelt udbytte af de svimlende udgifter, det koster at være med.
WEF-kongressen har været afholdt siden 1971, og i de forløbne 53 år er der intet konkret kommet ud af de mange præsentationer og debatter. Der snakkes, diskuteres og festes i lange baner, men det bliver ved snakken. WEF under ledelse af Klaus Schwab er ikke ved at tilrane sig verdensherredømme som mange åbenbart mener. WEF fremstår i dag som magtesløs og en fiasko. Oprindelig blev WEF dannet for at give europæiske erhvervsledere mulighed for at møde og lade sig inspirere af førende amerikanske topchefer, politikere og forskere, men gled mere og mere over til at blive en catwalk for tidens korrekte politiske modeluner. I de senere år har emnerne på kongressen således været klima, kønsidentiteter, afhjælpning af global fattigdom og den grønne omstilling. Det er der ingen, der gider diskutere lige nu, hvor Rusland er i gang med at annektere Ukraine, Mellemøsten står i flammer, Iran saboterer sejladsen i det Røde Hav og Hormuz-strædet, hvor forholdet mellem Rusland/Kina og de vestlige demokratier dagligt forværres, hvor det amerikanske demokrati kæmper for sit liv samtidig med, at de kinesiske trusler mod Taiwan er i voldsom acceleration.
Klaus Schwab har derfor kastet håndklædet i ringen og har valgt ’Genopbygning af Tillid’ som årets tema for kongressen. Det kan være rigtigt nok, for det er en kendsgerning, at folk har mistet tilliden til deres politiske ledere, hvis inkompetence, uvidenhed og mangel på handlekraft har bragt kloden i ulykke. Både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond vurderer, at den globale økonomiske vækst er i opbremsning og, at den samlede globale handel i 2024 kun vil være 50 procent af niveauet inden Covid brød ud.
Når der er tillidskrise, gælder det også WEF, der til trods for 53 års opbud af globale, elitære magtmennesker inden for politik, økonomi, ledelse og forskning ikke har bidraget til at løse et eneste af de problemer, der nu truer de vestlige demokratier. WEF lider af det forsteningssyndrom, der rammer store organisationer som FN, EU og COP-møderne. Megen snakken og råben, men ingen handling, ingen resultater. Kun udvandet konsensus og tomme kompromiser. Måske skulle næste års WEF-tema være: Hvordan forbedrer vi det internationale samarbejde gennem en styrkelse af de demokratiske nationalstater? Vejen frem ser ud til at være en større autoritet til den demokratiske retsstat og mindre magt til de kraftesløse internationale organisationer. Som den gamle militærstrateg Carl von Clausewitz skrev i sin lærebog, Vom Kriege: ”Sikring af egen base er forudsætningen for en offensiv”.
Det kunne Klaus Schwab og alle vi andre lære noget af, inden det er for sent. Det kommer dog nok ikke til at ske. Ikke denne gang. Heller ikke næste gang. Kongressen danser videre i Davos. Sådan som den plejer.