Site icon 24NYT

Halvering af kandidatuddannelser kan koste dyrt

Tekniske og naturvidenskabelige kandidatuddannelser bør ikke halveres i ny reform

Regeringens udspil ”Forberedt på fremtiden 1” har flere gode takter. For grundlæggende er det fornuftigt at se på, om vores uddannelsessystem matcher behovene i en fremtid med færre unge og udbredt mangel på arbejdskraft i flere brancher, ikke mindst på ingeniør- og it-området.

”For vi har ikke brug for halve specialister,” siger fungerende formand i Ingeniørforeningen, IDA Aske Nydam Guldberg, der dog kvitterer for, at der er blevet lyttet til de bekymringer, der har været fra store dele af dansk erhvervsliv.

”Rammer en halvering af kandidatuddannelsen de tekniske og naturvidenskabelige områder vil det dog betyde, at Danmark vil få færre eksperter og specialister. Det vil gøre ondt på erhvervslivet, som har brug for, at kandidaterne kan det, de kan i dag. Og virksomhederne har brug for flere, ikke færre eksperter og specialister,” siger Aske Nydam Guldberg.

Han peger på, at de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser udgør størstedelen af fundamentet for den danske vækst.

”Vores internationale styrkepositioner på blandt andet life-science, grønne løsninger og digitalisering bygger på de solide og videnstunge uddannelser, som danske specialister får,” siger han.

Udspillet har desuden spændende planer om flere internationale studerende til specialiserede områder og en udvikling af erhvervskandidatuddannelsen. Det kan pege i den rigtige retning, mener Aske Nydam Guldberg

”Loftet over internationale studerende er stadig en hæmsko og burde fjernes helt og holdent. Især på det tekniske og naturvidenskabelige område, hvor arbejdsgiverne rigtig gerne vil have de internationale dimittender. Så det bliver spændende at se, hvordan det problem for alvor bliver løst,” siger han.

Ministerens udmeldinger om at inddrage erhvervsliv, universiteter og organisationer i det videre arbejde, er en fornuftig udmelding, mener Aske Nydam Guldberg.

”Her stiller vi naturligvis op til en konstruktiv dialog om, hvilke tiltag der vil give mening, og hvilke barrierer der ikke er adresseret i udspillet,” siger han.

Exit mobile version