7. oktobers grusomheder har ikke alene markeret en ny og ildevarslende fase i islams evige krig mod sine omgivelser: dagen har også været skelsættende for den venstrefløj, der i decennier og ad nauseam har fået lov at udbrede fortællingen om, at muslimer i almindelighed og palæstinenserne i særdeleshed er et fredeligt, forfulgt og undertrykt folk, der kun griber til proportional voldsudøvelse i retfærdig kamp for at generobre det land, der blev ”røvet” fra dem.
Trods utallige flykapringer, terrorangreb, krige og endeløse raketangreb ind i Israel, har venstrefløjens definition af palæ-araberne som undertrykte stakler fået lov at stå relativt uantastet, ligesom de uhindret og uden nævneværdig fordømmelse har kunnet råbe med på kampråbet om et jødefrit Palæstina, når de har råbt ”From the River to the sea – Palestine will be free” i de tilbagevendende araber-jihad-demoer på Nørrebro.
Men Hamas´ bestialitet den 7. oktober og terrororganisationens utilslørede glæde ved at eksponere deres blodrus via bodycams har endelig fået skønmaleriet til at krakelere: det er ikke længere muligt overbevisende at forsvare Hamas´ og dermed gazanernes såkaldte frihedskamp, og det har venstrefløjen måtte sande. I hvert fald en del af dem – og i hvert fald indtil videre. For det er som om, der er sket en opsplitning mellem dem, der blev forskrækkede den 7. oktober – og dem, der fortsat tror, de er urørlige i kraft af deres (selv)godhed og moralske overlegenhed.
Til den første kategori hører Enhedslistens Pelle Dragsted, ham der stiftede Antifascistisk Aktion i Danmark: han tilhører så absolut intelligentsiaen på den yderste venstrefløj og vidste derfor med det samme den 7. oktober, at her var intet forsvar for vennerne i Hamas længere muligt, og han gjorde derfor det eneste rigtige og postede ekspedit følgende tweet på X: ”Udover at være en brutal terrororganisation, er Hamas en islamistisk, reaktionær, kvindefjendsk, homofobisk, antidemokratisk og stærkt antisemitisk-racistisk bevægelse, som fortjener modstand fra alle progressive kræfter i verden. Den reaktionære politiske islamismes fremmarch i den arabiske verden siden 80´erne er noget af det værste der er sket for den palæstinensiske sag.”
Det var rettidig omhu, men kunne alligevel ikke afbøde den efterfølgende eksponering af Enhedslistens årelange og tætte bånd til Hamas i bl.a. JP. Et faktum partiet ikke kunne løbe fra, selvom man halvhjertet forsøgte, hvorfor man klogelig valgte hurtigt at retirere og lægge sig ned og rulle rundt. Og her ligger man så til ”bedre tider”.
Til den anden kategori hører selvfølgelig alle de andre, der siden 7. oktober fortsat går med i de stadigt større og hyppigere jihad-demonstrationer, der gjalder deres jødehad ud over Nørrebrogade. Denne kategori er ikke så kvikke som den første, hvilket ikke bare ses afspejlet i det selskab, de vælger, men også i deres nye forbundsfælle og wanna-be frontfigur: Greta Thunberg. Det lille, diagnose-plagede menneske kom forleden ud i et af sine største faux pas, da hun forleden ved en stor klima-demonstration i Amsterdam troede, at klima-totalitarisme er venstrefløjs-totalitarisme og iført palæstinenser-tørklæde og sammen med en berygtet araber-aktivist og jødehader koblede klima og Gaza sammen i det besynderlige nonsens-kampråb: ”Ingen klimaretfærdighed på besat jord” (sic!)
Det kom hun ikke så langt med, men det er alligevel påfaldende, at det kun er Greta Thunberg og ikke Hamas´ nyttige idioter på venstrefløjen, der har fået skrammer af dén affære: hun vurderes nu af mange at have diskvalificeret sig selv som klimaaktivist. Til gengæld er der endnu ingen røster, der diskvalificerer de mange, der fortsat bakker op om Hamas ved at heppe på og deltage i demonstrationer af alle slags: Hamas´ nyttige idioter er fortsat velkommen på venstrefløjen.
Tilbage står at se, om våbenhvilen i Gaza vil give fornyet vind i sejlene for Hamas, når ofrene for denne krig, som Hamas så kynisk og beregnende har iscenesat, atter bliver eksponeret som Israels overgreb mod forsvarsløse civile af denne verdens Trine Pertou Mach´er. Mit gæt er, at selvom vi også denne gang vil se de sædvanlige anklagende pegefingre rettet mod Israel, så har de mistet så meget kraft og moralsk grund, at det nok vil være sidste gang, de kan foretage dén øvelse.