Den palæstinensiske Hamas-bevægelse fejrede for nylig sin 32. årsdag ved at minde alle om sit vigtigste mål: tilintetgørelsen af Israel. Dette budskab er et bevis på, at Hamas ikke har ændret – og ikke vil ændre – sit charter, som oprindelig blev offentliggjort i 1988. Det er også et kraftigt budskab til dem, der har forført sig selv til at tro, at Hamas har forvandlet sig til en ikke-voldelig palæstinensisk gruppe.
Dette charter, også kendt under betegnelsen Den islamiske modstandsbevægelses overenskomst, erklærer, at Hamas’ “kamp mod jøderne er meget omfattende og meget alvorlig”, og opfordrer til, at Israel erstattes af en islamisk stat. “Der findes ingen anden løsning på det palæstinensiske problem end gennem jihad (hellig krig),” lyder det i charteret. “Initiativer, forslag og internationale konferencer er alt sammen spild af tid og tomme bestræbelser. At give afkald på nogen del af Palæstina betyder at give afkald på en del af religionen [islam].”
Efter toogtredive år har Hamas-lederne på ny vist, at de er forpligtede mere end nogensinde på deres kontrakt, især med hensyn til ønsket om at erstatte Israel med en islamisk stat.
I den forbindelse fortjener Hamas ros for at tale lige ud af posen med hensyn til sine sande intentioner. I udtalelser, som markerer årsdagen for grundlæggelsen af Hamas, har bevægelsens ledere endnu engang vist, at de ikke pakker ordene ind.
Ibrahim Yazouri, en af grundlæggerne af Hamas og dennes militære fløj, Izz ad-Din al-Qassam, sagde i et interview med Palæstinensisk Informationscenter, som er tæt knyttet til Hamas:
“Hamas og dens militære gren fortsætter sin politik, indtil hele Palæstina er befriet. Vi nærmer os befrielsesdagen. Inden for få år er, om Gud vil, Al-Aqsa Moskeen, det besatte Jerusalem og hele Palæstina befriet. Hamas vil fortsat bruge alle midler til at befri Palæstina. Den store sejr nærmer sig, og vi bør være mere tålmodige.”
Når Hamas’ ledere taler om “befrielse af hele Palæstina,” gentager de i virkeligheden deres forpligtelse på at tilintetgøre Israel.
Og når Hamas’ ledere taler om at bruge “alle midler til at befri Palæstina,” refererer de til forskellige former for terrorisme, herunder selvmordsbombninger og raketangreb mod Israel. Dette er de eneste midler, Hamas tror på som en måde til at nå målet.
Hamas anerkender ikke – og vil aldrig anerkende – Israels ret til at eksistere. Som bevægelsen fastslår i sit charter: …”landet Palæstina har været en islamisk waqf gennem generationer og [vil være det] lige frem til Genopstandelsens Dag. Ingen kan give afkald på det, eller på en del af det, eller forlade det eller en del af det.”
De seneste udtalelser fra flere Hamas-ledere stemmer helt overens med indholdet i deres charter. Disse udtalelser – her 32 år efter dannelsen af Hamas – bekræfter på ny bevægelsens ekstremistiske og farlige ideologi.
Osama al-Mazini, ledende Hamas-embedsmand i Gazastriben, sagde i en tale, som markerede bevægelsens årsdag: “Hamas lover at forblive tro mod sit folk og sine principper. Den feje fjende forstår kun magtens og krudtets sprog.” Han opfordrede også jøder “til at forlade Palæstina” og advarede om, at Hamas har forberedt i tusindvis af selvmordsbombere til at fordrive jøderne “fra hele Palæstina.”
Musa Abu Marzouk, viceformand for Hamas’ “politbureau,” benyttede lejligheden til at beskrive Israel som et “zionistisk projekt.” Han understregede nødvendigheden af, at palæstinenserne “modarbejder det zionistiske projekt for at befri Palæstina, hele Palæstina.”
Abu Marzouks udtalelser viser atter, at også han stadig er fuldt og helt forpligtet på Hamas’ charter. “Hamas er et af jihad-kædens led til at konfrontere den zionistiske invasion,” fastslår charteret.
“Zionistiske organisationer bestyrer kolossale, materielle resurser, som sætter dem i stand til at gennemføre deres mission midt i samfundene for at virkeliggøre de zionistiske mål og plante forestillinger, som kan være til gavn for fjenden. Disse organisationer opererer [i en situation], hvor islam er fraværende og fremmedgjort fra sit folk. Derfor bør muslimerne leve op til deres forpligtelse til at konfrontere disse sabotørers planer. Når islam genvinder [midlerne] til at vejlede [muslimernes] liv, vil den smide alle disse [zionistiske] organisationer ud, som er menneskehedens og islams fjender.”
Hamas’ fejringer af årsdagen i Gazastriben, som tiltrak titusindvis af palæstinensere, faldt sammen med Egyptens, Qatars og FN’s forsøg på at opnå en længerevarende våbenhvile mellem Hamas og Israel. Årsdagen faldt også midt i den voksende tale om Hamas’ parathed til at deltage i nyvalg til Det Palæstinensiske Selvstyres præsidentvalg og valg til det palæstinensiske parlament, den palæstinensiske lovgivende forsamling.
Det store fremmøde ved pro-Hamas massemøderne i Gazastriben har været en indikation af bevægelsens popularitet blandt palæstinenserne. De titusindvis af palæstinensere, som har deltaget i Hamas’ massemøder, synes at dele bevægelsens principper og ideologi, især med hensyn til udslettelsen af Israel. De mener tilsyneladende også, at magt og terrorisme er de eneste sprog, Israel forstår. De har også råbt på “befrielse af hele Palæstina” fra Jordanfloden til Middelhavet.
Nu hvor Hamas igen – tydeligt – har mindet verden om, at bevægelsen ikke er forandret og fortsat søger Israels tilintetgørelse, er spørgsmålet: Hvorfor bliver nogle af verdens ledere, regeringer og organisationer ved med at godtage bevægelsens ledere?
Hvorfor mødes Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, med Hamas-lederen Ismail Haniyeh i en uge, hvor Hamas har gentaget sin opfordring til tilintetgørelse af Israel? Hvilket budskab sender sådan et møde til palæstinenserne og resten af araberne og muslimerne?
Der er kun ét budskab, et møde mellem Erdogan og Haniyeh sender: Tyrkiet bifalder Hamas og støtter dens agenda og ideologi. Intet under, at Hamas-lederen roste Tyrkiets “støtte til det palæstinensiske folk” efter mødet med Erdogan.
Et andet spørgsmål, som bør stilles, set i lyset af flere Hamas-lederes giftige, anti-israelske udtalelser i den seneste tid, er: Hvorfor forsøger De Forenede Nationer at overtale Hamas til at deltage i palæstinensiske præsident- og parlamentsvalg?
Hvad er meningen med at presse Hamas til at deltage i de planlagte valg, så længe Hamas er fast besluttet på Israels tilintetgørelse? I stedet for at opfordre Hamas til at deltage i valgene havde det været bedre, om FN havde opfordret Hamas til at undsige sit charter og holde op med at opfordre til Israels udslettelse.
Det internationale samfund har allerede voldt skade ved, uden forhåndsbetingelser, at tillade Hamas at afholde palæstinensiske parlamentsvalg i januar 2006. Det var katastrofalt, at det internationale samfund undlod at kræve, at Hamas afsvor vold, anerkendte Israels ret til at eksistere og tilsluttede sig alle underskrevne aftaler mellem palæstinenserne og Israel, som en forudsætning for deltagelse i dette valg, der resulterede i en sejr til Hamas.
Dengang var Hamas-lederne smarte. De deltog i valget beskyttet af de selv samme Oslo-aftaler, som de nægter at anerkende. Hamas brugte med andre ord Oslo-aftalerne, som de afviser, som et middel til at tage kontrollen med det palæstinensiske parlament.
I dag ser det ud til, at det internationale samfund er på vej til at gentage sin katastrofale beslutning om at tillade Hamas at deltage i valg. Det er faktisk ikke særlig svært at forstå Hamas’ sande politik og holdninger – Hamas har selv gjort det krystalklart.
Alt, hvad Erdogan og resten af verden behøver at gøre, er at lytte til Hamas-ledernes udtalelser gennem den seneste tid for at forstå, at bevægelsen er fastere besluttet end nogensinde på at nå sit mål om at drive jøderne “ud af hele Palæstina” og erstatte Israel med en islamisk stat. De har lyttet i 32 år. Hvad er det, de ikke forstår ved “DØD OVER ISRAEL“?
De, der godtager Hamas, legitimerer blot dens ekstremistiske ideologi og letter dens mission om at udslette Israel, denne gang ved at opnå magt via et valg, som bliver bakket op af FN, EU og andre internationale parter. Det får en til at spekulere på, hvad deres virkelige motiv mon er.
Khaled Abu Toameh, prisvindende journalist med base i Jerusalem og Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.