Tidligere formand for både Folketinget og FN’s generalforsamling, Mogens Lykketoft, er ubetinget Danmarks mest prominente udbreder af anti-israelsk misinformation. I bare ét enkelt radioprogram, DR’s P1 Debat (15/10), fortæller Lykketoft ikke mindre end 13 hadefulde løgne om Israel, som illustrerer hans fundamentale tro på jødisk ondskab.
Debatindlæg af Dan Harder, redaktør på israel-online.dk
Konteksten er den verserende krig mellem Israel og Hizbollah i det sydlige Libanon. Midt i kampzonen befinder der sig nogle FN-tropper, kaldet UNIFIL, som skulle have forhindret Hizbollahs militære tilstedeværelse i området syd for den libanesiske flod Litani, der løber ca. 30 km nord for den israelske grænse. Den opgave har UNIFIL svigtet groft, hvorfor Israel nu selv må stå for at drive Hizbollah ud af området, så 60.000 israelere kan vende tilbage til deres hjem i det nordlige Israel.
Enkelte UNIFIL-soldater er blevet lettere såret i krydsilden mellem de stridende parter, hvorfor Israel har bedt FN om at flytte tropperne fem kilometer nordpå, så de ikke kommer yderligere til skade. Det ønske har FN og verdenssamfundet modsat sig.
Herunder følger en lyngennemgang Lykketofts 13 løgne i udsendelsen. Uddybende dokumentation findes på Israel-Online.dk.
1) Lykketoft mener, at Israels motivation for at ønske FN’s tropper (UNIFIL) ud af krydsilden mellem de stridende parter er, at “så er der jo ikke nogen, der kan se, hvad der foregår.” Israel planlægger altså ifølge Lykketoft at begå krigsforbrydelser, som man ikke ønsker afsløret.
Det er selvfølgelig ikke sandt. Israels reelle motivation for at ønske FN-tropperne ud er naturligvis at undgå utilsigtet at komme til at ramme dem. Men den åbenlyse – mest logiske – årsag kan Mogens Lykketoft ikke få øje på. I hans optik har jøderne altid onde hensigter.
2) Præsenteret for anklagen om, at Hizbollahs krigere affyrer raketter fra positioner nær UNIFIL’s baser, siger Lykketoft: “Jeg kunne forestille mig, at begge parter kunne finde på (…) at dække sig sig bag nogle FN-soldater”.
Det er selvfølgelig også usandt. Det er velkendt, at Hizbollah har affyret raketter og placeret militære positioner, herunder tunneller, tæt op ad UNIFIL’s poster. Omvendt findes der ingen evidens for, at Israel har gjort noget lignende.
3) På spørgsmålet om, hvad man skal gøre ved, at Hizbollah, stik imod våbenhvileaftalen fra 2006 (og FN’s sikkerhedsrådsresolution 1701), har opbygget en massiv militær tilstedeværelse i Sydlibanon, svarer Lykketoft afvigende: “Den eneste FN-resolution, udover [1701], Israel nogensinde har ønsket respekteret, det var resolutionen om, at Israel skulle oprettes.”
Det er heller ikke sandt. Israel har tilsluttet sig hovedparten af de væsentligste sikkerhedsrådsresolutioner om konflikten (bemærk, at de utroligt mange resolutioner, som vedtages imod Israel i FN’s generalforsamling, som Lykketoft har været formand for, ikke er bindende for medlemmerne).
Mest prominent kan nævnes UNSC 242, som Israel selv var med til at udarbejde efter Seksdageskrigen i 1967, UNSC 338, som afsluttede Yom Kippur-krigen i 1973, og UNSC 425, som Israel efterlevede med sin tilbagetrækning fra Libanon i 2000. Israel støtter naturligvis også alle resolutioner, som kræver Hizbollah afvæbnet, herunder UNSC 1559 og 1701.
Men det mest interessante ved Lykketofts svar er, at han tilsyneladende ikke mener, at Libanon og Hizbollah behøver efterleve resolution 1701. Det er alligevel et markant synspunkt fra en tidligere formand for FN’s generalforsamling.
4) Mogens Lykketoft fortsætter den historiske misinformation med en forklaring på Israels anstrengte forhold til FN: “Det er jo fordi FN-politikken hele vejen fra 1947 har været, at det skulle ende med en tostatsløsning. Og det har Israel været imod.”
Det er ren historieforfalskning. Som de fleste ved, accepterede de jødiske palæstinensere FN’s forslag til en tostatsløsning i 1947, mens araberne afviste den. Det er tragisk, at en tidligere formand for netop det internationale forum, der i 1947 vedtog den delingsplan, som fik jøderne i Palæstina til at danse i gaderne, promoverer sådan en løgn.
5) Om Israels uafhængighedskrig i 1948, siger Mogens Lykketoft: “Israel kæmpede på egen hånd, men de havde sjovt nok støtte fra både USA og Sovjetunionen. Fra Josef Stalin. Med våben.”
Det er også forkert. Faktisk havde USA en våbenembargo imod hele Mellemøsten i flere årtier, hvorfor Israel ikke modtog nogen amerikansk våbenstøtte indtil 1962. Så det er altså mere historieforfalskning.
Israel modtog heller ingen sovjetiske våben, men måtte i 1948 kæmpe med, hvad man nu kunne skaffe, blandt andet fra Tjekkoslovakiet, fortrinsvis britisk og tysk materiel fra Anden Verdenskrig (her har Sovjet dog, efter Tjekkoslovakiets indlemmelse i Warszawapagten i 1948, vendt det blinde øje til den allerede igangværende våbeneksport til Israel).
6) Lykketoft anklager Israel og USA for at være skyld i UNIFIL’s fiasko i Sydlibanon, fordi USA angiveligt ikke har lagt “det maksimale pres på Israel”.
Som det ses, deler Mogens Lykketoft fjendebilleder med mullaherne i Teheran. Det er “den lille og den store satan,” som er skyld i al ulykken.
Men det er selvfølgelig ikke Israels ansvar, at UNIFIL ikke har kunnet løse opgaven. Israel har ingen krav imod Libanon, bortset fra fred, og havde derfor intet større ønske end, at resolution 1701 var blevet overholdt.
7) Lykketoft fastholder dog sin tese: “Forudsætningen for et stærkere FN er et USA, som ikke er énøjet våbenleverandør og støtte til Israel.”
At Lykketoft ønsker et militært svagere Israel, er åbenlyst. Også selvom det ville betyde enden på den jødiske stat. Er det mon Lykketofts egentlige drøm?
Påstanden om, at USA (og et stærkt Israel) står i vejen for en løsning på problemet med Hamas og Hizbollah, er under alle omstændigheder forkert.
8) FN’s modvilje imod Israel bunder ifølge Lykketoft i Israels nuværende “attitude” overfor FN-agenturet UNRWA. Det er selvfølgelig indiskutabelt forkert. Israels berettigede kritik af UNRWA’s tætte samarbejde med Hamas siden 2007 kan ikke forklare, hvorfor Israel fra FN’s side gennem mange årtier er blevet genstand for mere kritik end hele resten af verden tilsammen.
9) Mogens Lykketoft påstår ligefrem, at Israel “har været imod,” at de palæstinensiske flygtninge fra krigen i 1948 “er blevet beskyttet af (…) UNRWA.” Det er heller ikke sandt. Israel har ikke noget imod beskyttelse af flygtninge. Så onde er jøder faktisk ikke.
10) Men det forestiller Lykketoft sig tydeligvis. For senere i programmet hævder han, at Israel har været imod, at UNRWA har “vedligeholdt palæstinensernes liv og identitet.” Det er en modbydelig og ganske uunderbygget anklage, at israelerne – jøderne – skulle være imod imod liv. Det er ren antisemitisme.
11) I Mogens Lykketofts verden inkarneres ondskaben ofte i én enkelt jøde, nemlig Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Lykketoft holder Netanyahu eneansvarlig for den aktuelle krig, da der angiveligt forud for Israels landinvasion 1. oktober lå “en våbenstilstand vedtaget af FN (..), som Netanyahu nægtede at tiltræde.”
Det passer bare ikke. Alle forslag til våbenhvile krævede Hizbollah afvæbnet og fjernet fra Sydlibanon. Og det var der ingen udsigt til. Så der var ingen reel aftale for Netanyahu at tiltræde, som ville løse problemet.
12) Lykketoft mener desuden, at krigen alene skyldes “Netanyahus ambition om totalt at tilintetgøre sine modstandere.” Men det er også faktuelt forkert. Israelerne har i et helt år håbet på, at Hizbollah ville holde op med at bombardere de nordlige byer, og at man derved kunne undgå endnu en Libanon-krig. Men sådan gik det ikke. Der er derfor nu bred enighed i den israelske befolkning om at fjerne truslen fra Hizbollah.
13) Ifølge Lykketoft er Netanyahu-regeringen lige så “ekstremistisk” som Hamas: “Den (…) går også ind for en enstatspolitik – uden arabere.”
Nogle medlemmer af Israels regering har givetvis den slags feberdrømme, men de regerer ikke Israel. Netanyahu har tydeligt sagt, at Israel hverken ønsker at genbesætte Gaza eller fordrive befolkningen derfra. Lykketofts ækvivalens mellem Israels demokratiske regering og de morderiske islamister, som ønsker at ødelægge Israel, er falsk.
14) Endelig foreslår Mogens Lykketoft “at sætte [den israelske efterretningstjeneste] Mossad på en terrorliste, når de slår folk ihjel i en lejlighed rundt omkring i verden”.
Han kan åbenbart ikke se forskel på et demokrati, der dræber en identificeret terrorist, og totalitære aktører som Hamas, Hizbollah eller Iran, der angriber tilfældige civile. Det er en falsk og urimelig sammenligning, men okay, måske ikke en direkte løgn, så vi tæller den ikke med.
Således lander vi på i alt 13 usandheder i én enkelt radioudsendelse.
Kritik af Israel er ikke antisemitisme. Det er derimod den systematiske spredning af løgne, som sætter jøder i et negativt lys og skaber fjendtlighed overfor jøder. Det sidste er Mogens Lykketoft i dén grad skyldig i.
Læs evt. mere uddybende her på Israel-Online.dk.