Sydøstjyllands Politi ransagede fredag den 2. februar 2018 en adresse i Skanderborg, hvor en 32-årig mand boede med sin familie. Allerede da manden blev mødt af politiet i døren, fremviste han ulovlige euforiserende stoffer.
Anklagerfuldmægtig Tobias Engby forklarer: “I alt beslaglagde politiet 11,5 kg hash, 876 g skunk og 31 stk. cannabisplanter omregnet til 1,069 kg hash. Derudover fandt politiet frem til 70.000 kr. i kontanter, og tre narkoregnskaber. Ved at gennemgå regnskaberne kunne Sydøstjyllands Politi konstatere, at manden yderligere havde solgt minimum 10,8 kg hash forud for politiets henvendelse.”
På baggrund af fundet blev den 32-årige mand anholdt og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Horsens. Manden valgte under retsmødet at gå til bekendelse og erkendte besiddelsen samt salget af den store mængde hash.
Dommeren afsagde en straksdom på 1 års ubetinget fængsel samt konfiskation af hash, skunk, regnskaber, 70.000 kr. og to mobiltelefoner. Han blev også dømt til at betale sagens omkostninger.
Anklagerfuldmægtig Tobias Engby tilføjer: “Da der var tale om videreoverdragelse af mere end 22 kg hash, og manden netop var blevet idømt en fængselsstraf på 1 år, ville anklagemyndigheden have manden varetægtsfængslet efter dom indtil afsoning af fængselsstraffen. Og dommeren var enig i, at forholdets grovhed kræver, at manden ikke er på fri fod.”
Landsretten har efterfølgende stadfæstet varetægtsfængslingen efter dom.