Site icon 24NYT

Havde et kilo kokain i bilen: Fik fire et halvt års fængsel

Foto: Thomas Tolstrup

En 38-årig mand fra Aarhus er torsdag i en tilståelsessag blevet idømt fire et halvt års fængsel for at være i besiddelse af et kilo kokain, som skulle videreoverdrages.

Den 38-årige blev den 12. januar i år standset af betjente fra Særlig Efterforskning Vest på Østrevej i Aarhus. Under ransagningen af bilen fandt betjentene et kilo kokain i handskerummet, og den 38-årige blev derfor anholdt. I hans lejlighed lå der mindre mængder hash, kokain og MDMA, som han også blev dømt for at besidde.

Den 38-årige havde i forvejen en narkotikadom, og det spillede ind på rettens afgørelse.

”Ud over den tidligere narkotikadom var det også skærpende, at kokainen havde en meget høj renhed, hvilket gør, at den potentielt kunne blandes op til en større mængde, ” forklarer anklager i Særlig Efterforskning Vest, Mette Fladkjær.

Den 38-årige mand modtog dommen.

Exit mobile version