Havde hamre og kniv i bilen

Onsdag kl. 22.25 blev en patrulje på Viborgvej i Aarhus V opmærksom på en bil, der kom kørende i modsatte retning med meget høj fart. Patruljen vendte rundt og kørte efter bilen, der kort efter standsede ved en parkeringsplads på Silkeborgvej. I bilen sad der to personer – en 19-årig mand bag rattet og en 28-årig mand på passagersædet.

Den 19-årige fører af bilen blev sigtet for kørsel i busbane samt kørsel frem for rødt lys. Det fik den 28-årige passager til at fare op og råbe skældsord til betjentene. Han blev derfor sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og fik besked på at hidse sig ned, da han ellers ville blive anholdt. Dette nægtede han dog, og han endte derfor med at blive anholdt.

Betjentene kiggede efterfølgende nærmere på bilen, hvor de fandt to hamre og en kniv. Den 19-årige fører blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven, mens den 28-årige passager blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og knivloven.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)