Havde stoffer, kniv og bomberør i bilen

Søndag kl. 20.53 standsede en patrulje en bil på Strandvejen i Aarhus C med henblik på at kontrollere bilen. I bilen sad der tre mænd, og der lugtede kraftigt at hash, hvorfor de alle tre indledningsvis blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 19-årige mand, der sad på passagersædet, fremviste selv en halv joint, han havde i sin lomme. De to andre i bilen havde ikke noget ulovligt på sig.

I forbindelse med ransagningen af bilen blev der fundet en ulovlig foldekniv, fem bomberør og en sammenrullet joint. Den 21-årige fører blev anholdt og sigtet for både overtrædelse af knivloven, overtrædelse af fyrværkeriloven og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Ved efterfølgende visitation på politigården blev den 21-årige mand også fundet i besiddelse af et større kontantbeløb, men da det viste sig, at han skyldte penge til det offentlige, blev en stor del af pengene inddraget.