Havde stoffer og flere knive i bilen

En patrulje dirigerede natten til torsdag kl. 2.10 en bil med to mænd ind til siden på Fuglebakken i Randers C. Da bilen standsede, løb passageren fra stedet, inden betjentene nåede at standse ham.

Føreren af bilen, en 43-årig mand, nåede ikke at stikke af, og da han er frakendt kørekortet og virkede påvirket af narko, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. Den 43-årige blev visiteret, og bilen blev ransaget, og det førte til flere sigtelser. I lommen havde han nemlig foldekniv, og der lå også en kniv i hans taske og under førersædet. Derudover havde han mindre mængder hash og skunk på sig.

Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven og for besiddelse af euforiserende stoffer.